Heine Westbæk fra Craft og Torben Dan Pedersen, direktør i Dansk Atletik.

Dansk Atletik indgår fire-årig aftale med Craft

Fra den 1. januar 2021 og fire år frem skal de danske landsholdsatleter optræde i tøj fra det svenske sportsudstyrsfirma, Craft.

Som noget nyt rummer aftalen en webshopløsning i et tre-parts samarbejde med Sports Universe, der er målrettet mod atletik- og løbemiljøet. Klubberne vil som noget nyt opspare en bonus for den omsætning, deres medlemmer lægger i webshoppen. Craft & Dansk Atletik vil bl.a. udvikle en ”årgangs tee” til de danske motionsløbere, der vælger at deltage i motionsløb i udlandet. 

Dialogen om en mulig aftale har været undervejs i lidt mere end et år,” fortæller direktør i Dansk Atletik Torben Dan Pedersen. ”Fra starten var det vigtigt for os i DAF, at det ikke blev en klassisk sponsoraftale, men et langsigtet partnerskab, hvor vi i fællesskab ser på mulighederne for at udvikle og tilbyde lækre produkter til atletik- og løbemiljøerne. Det synes vi, denne aftale danner den rigtige ramme omkring.

Bonus til klubberne gennem webshoppen

Teamchef Heine Westbæk fra Craft supplerer: ”Vi har længe haft øje på de store muligheder, der ligger i det danske atletik- og løbemarked. Craft’s dna er funktionalitet til alle niveauer, lige fra elite- atleten til bredde-motionisten – noget vi bl.a. har bevist ved at levere T-shirts til Royal Run”.

Mange af de fantastiske produkter Craft byder ind med vil være at finde i en webshop, der oprettes på Dansk Atletiks hjemmeside, men også tilbydes til alle danske atletik- og løbeklubber. Her kan man købe udvalgte Craft-produkter til en fornuftig pris – og samtidig være med til at sikre en bonus fra omsætningen, der udbetales til klubben. I tre-parts samarbejdet foregår selve håndteringen og driften af shoppen samt – pakning, forsendelse med mere – via Sports Universe i Støvring, som har flere års erfaring med især løbemiljøet.

Vi udvikler en ”Danmarks-tee”

Som noget nyt vil den første kollektion af landsholdsbeklædning blive designet sammen med alle, der følger Dansk Atletik på Facebook. ”Vi har fået designet syv forskellige forslag, som sendes til afstemning blandt vores følgere,” siger Torben Dan Pedersen. ”Og rammer vi ikke plet med forslagene, kan man selv komme med et designforslag. I det hele taget rummer samarbejdet med Craft en række spændende muligheder for at designe, udvikle og afprøve nye ideer. I 2021 lægger vi ud med en specialdesignet ”Danmarks-tee” fra Dansk Atletik, som man kan købe og løbe med, når man deltager i udenlandske motionsløb.

 

Seneste nyheder