Jule- og nytårshilsen
Direktør, Torben Dan Pedersen, og bestyrelsesformand, Karsten Munkvad, sender her deres jule- og nytårshilsen.
Kære atletikvenner.
2020 vil for altid rime på corona. Vi er alle blevet ramt af noget, der minder os om, hvor sårbare vi egentlig er. Og atletikken har vist sig at være særlig sårbar. Et historisk stort underskud fra VM Cross i 2019 blev toppet af en virus, der nærmest har lukket hele motionsløbsbranchen ned. Fra Ca. 700.000 glade deltagere i 2019 til under 50.000 i 2020. Ikke blot Dansk Atletik, men de fleste af vores medlemsforeninger har pludselig mistet de indtægter, der skal betale husleje, lønninger, aktiviteter for børn og unge – selve foreningens daglige drift. Når vi regner på det, er det en omsætning i størrelsesordenen 200 mio. kr., som vores motionsløbsarrangører har mistet i år. Vi taler med andre ord ikke om pebernødder her… Heller ikke i forbundet, hvor både Royal Run, Skole OL og Copenhagen Half blev aflyst. Arrangementer som medvirker til at finansiere forbundets indsatser. Alligevel er det lykkedes at gennemføre en række stævner og mesterskaber hen over året, så vores atleter har fået mulighed for at vise, hvad de kan. Tak til alle jer, der har gjort det muligt at fastholde fokus på vores sport, trods udfordringerne.
”Pain is temporary, pride is forever.” De fleste kender dette slogan. Og netop i år giver det måske mere mening end nogensinde. I Dansk Atletik står vi med en række ”pains,” der udfordrer sporten. Især to ting udfordrer os: For det første mangler forbundet penge, da vi har en belastende negativ egenkapital. For det andet er der færre og færre, der dyrker den traditionelle stadionatletik. Skal man gøre noget ved det sidste, kræver det en del af det første… I bestyrelsen har vi valgt at betragte vores udfordringer som det, de er – nemlig nogle benspænd, der tvinger os til at tænke nyt og skabe nye og bedre løsninger. Og vi er allerede i gang: Vi er ved at samle de største klubber i et fællesskab, der skal skabe et nyt fundament for vækst. Vi kalder det ”G5-samarbejdet.” Vi er i gang med at opbygge tydeligere og mere nærværende værditilbud, så Dansk Atletik medvirker mere aktivt til klubbernes dagligdag. Vi arbejder for at komme bringe klubber og forbund tættere sammen gennem løbende dialogmøder. Vi er i gang med at implementere TrackFit i en række klubber. Vi arbejder for at skabe flere og bedre forretningsmuligheder gennem sporten – aftalen med Craft er første skridt på vejen. Det næste bliver forhåbentlig, at vi bliver valgt til at arrangere VM i Road Running i 2023 i Københavns gader. Et arrangement der løber over en hel weekend og som inkluderer både mile, 5K og halvmaraton. Med andre ord: vi har ganske rigtigt nogle udfordringer lige nu. Men vi betragter dem som midlertidige og som et kærkomment afsæt for at skabe bedre, andre og langt mere holdbare løsninger og indsatser. Dansk Atletik kommer videre. Og vi kommer godt videre!
Tak til alle, der på den ene eller anden måde har bidraget til atletikken i årets løb: trænere, ledere, hjælpere, atleter, forældre… vi er heldigvis mange, der elsker sporten. Og nu skal vi være endnu flere.
Glædelig jul og godt atletikår 2021!
Karsten Munkvad, formand
Torben Dan Pedersen, direktør
Seneste nyheder
-
Masser at se frem til ved weekendens NM
Med næsten hundrede atleter til start kommer de danske farver til at fylde godt op, når årets NM afvikles i Malmø denne weekend. Mesterskabet udgør også en vigtig start i relation til EM-kvalifikationen, hvor deadline nærmer sig.
Læs mere -
Simon Hansen sejrer i Grækenland: PR 10,21
Med sejr og ny personlig rekord 10,21 fik Simon Hansen onsdag en fornem start på sin europæiske sæson. Tiden er desuden den hurtigste herhjemme siden 2021.
Læs mere -
Sparta Atletik & Løb kronet som vinder af CRAFT Løbe Cup
CRAFT Løbe Cup 2023/2024 er nået til vejs ende og efter sidste afdeling, var det Sparta Atletik & Løb, som kunne løfte pokalen. Løbecuppen blev en stor succes med mange fede løb, hvor en bred skare af løbere fra klubber over hele landet mødte talstærkt op.
Læs mere -
Bliv godt klædt på med DAFs kollektion hos Løberen
Løberen og Dansk Atletik tilbyder nu lækkert tøj til løb og atletik. Som medlem af Dansk Atletik opnår du de kommende to uger 25% på kollektionen.
Læs mere