Dansk Atletik lancerer Unglederakademi for ambitiøse unge atletikentusiaster

Dansk Atletik lancerer et spændende nyt initiativ, Dansk Atletiks Unglederakademi, der sigter mod at tiltrække og udvikle unge ambitiøse ledere inden for atletikverdenen.

Dette akademi er rettet mod unge i alderen 18-35 år, der ønsker at bidrage til udviklingen af atletikken samt forfølge personlig vækst og udvikling gennem deres engagement i sporten.

Unglederakademiet er et unikt tilbud til de unge, der brænder for atletik og ønsker at påtage sig lederroller. Akademiet vil fungere som en platform, der forbinder unge både fysisk og online, hvilket giver dem mulighed for at dele viden, erfaringer og ideer mellem hinanden. Unge der er en del af akademiet vil blive tilbudt flere fysiske samlinger hvert år, hvor vi vil have oplæg, debatter og hvor de unge vil få mulighed for at engagere sig i inspirerende og udviklende aktiviteter sammen med andre unge ledere.

Netværket kommer til at leve i en Facebookgruppe, og herfra vil man blive inviteret videre til de fysiske samlinger. Første samling bliver i forbindelse med DAF's årsmøde, hvor vi vil have en Unglederakademi samling om lørdagen 7. oktober (der kommer mere information til dem der melder sig til Unglederakademiet).

Ansøgningsproces

For at blive optaget på Dansk Atletiks Unglederakademi skal de interesserede udfylde blanketten med en motiveret ansøgning inden d. 15. august:

Udfyld motiveret ansøgning

Man vil løbende få svar på om man er blevet en del af DAF's Unglederakademi.

For yderligere oplysninger om DAFs Unglederakademi og ansøgningsprocessen kan interesserede kontakte Atletikkonsulent Mikkel Hansen på mikkel@dansk-atletik.dk eller på tlf 29210185.

Mikkel bliver organisator af DAF's Unglederakademi.

 

Seneste nyheder