Foto: Henning Gregers Jensen

DM Senior: Dag 1

De første danmarksmestre er blevet kåret efter en smuk første dag på Honnørkajen og Skovdalen Atletikstadion i Aalborg.

Der var lagt op til brag af en finale, da Nikolaj Graves (Sparta Atletik) skulle forsvare sin titel foran et stort publikum på Honnørkajen. Jakob Holt Jensen (Aalborg AM) gav ham kamp til det sidste med en ny PR, som samtidig er ny klubrekord med et spring på 4.90m. Først da højden nåede 5.00m kunne Nicolaj Graves igen kalde sig dansk mester til stor glæde for ham selv, klubkammerater og publikum. 

Kvinderne fik æren af at åbne DM på Skovdalen Atletikstadion. Annie Saugstrup (Sparta) lagde sig hurtigt i front og holdt føringen hele vejen. Marie-Louise Jørgensen (Kolding KFUM) gjorde sit for at følge med, men ingen kunne måle sig med Annie Saugstrup, som kunne løbe over målstregen som dansk mester. Herrernes finale blev vundet af Jacob Sommer Simonsen (AGF Atletik), som tidligere i juni slog verdensrekorden på halvmaraton med sin søn i løbevogn. Finalen i dag var uden løbevogn, men med masser af overbevisning. Han kan derfor kalde sig ny dansk mester på 10.000m. 

Der var kamp om placeringerne, da kvindernes kuglestødsfinale blev afviklet om aftenen på Honnørkajen. Men med en stor forbedring af sin PR vandt Annesofie Hartmann Nielsen (Hvidovre AM) guldet med hjem foran klubkammeraten Maria Sløk Hansen (Hvidovre AM).  

I morgen står den blandt andet på finaler i hammerkast, 100/110m hæk, 400m og 100m på Skovdalen Atletikstadion, mens der er finaler i stangspring (K) og kuglestød (M) Honnørkajen.

 

Programmet for i morgen kan ses her: Program

Alle resultater kan findes på Roster Athletics appen eller online her: Roster Athletics   

 

Seneste nyheder