Komfortable sejre til Mikkel Dahl-Jessen og Carolien Millenaar på første afdeling af CRAFT Løbe Cup

Mikkel Dahl-Jessen og Carolien Millenaar sikrede dobbelt jysk sejr på første afdeling af CRAFT Løbe Cup, mens Odense Atletik gjorde rent bord med to sejre i U20-klassen, på dagens crossløb i Øresundsparken på Amager.

Mere eller mindre fra start, fik to hurtigere herrer et lille hul ned til resten af feltet i mændenes konkurrence på CRAFT Løbe Cup afdeling 1, hvor Mikkel Dahl-Jessen, AGF Atletik og Løb, og Ole Hesselbjerg, Sparta Atletik og Løb, langt hen i løbet, lå og kæmpede om førerpositionen rundt på de tekniske 8 km cross. 

Med en omgang tilbage, blev aarhusianeren dog for stærk for den rutinerede spartaner. Mikkel Dahl-Jessen trak fra og skabte et hul der holdt helt til mål, hvor han tog sejren 17 sekunder foran Ole Hesselbjerg. Jacob Ejby Stengaard fra Odense Atletik blev nummer tre, kun fem sekunder foran Michael Jensen fra AGF, mens Johann Ioannou-Nikolaides og Esben Krogh Rasmussen, begge fra Sparta Atletik og Løb, blev nummer seks og syv på denne første afdeling af CRAFT Løbe Cup. 

Der var ikke helt så tæt konkurrence om topplaceringerne undervejs i kvindernes konkurrence, hvor Herning Løbeklubs VM-landevej-løber, Carolien Millenaar, lå som ene kvinde blandt mænd det meste af vejen. Hun endte også med at tage en sikker sejr, 27 sekunder foran Monique Mechlenburg fra Aarhus 1900 Atletik og Løb. Josephine Thestrup, Sparta Atletik og Løb, blev nummer tre, mens Klara Hansen, Hechmann Racing Club, blev nummer fire. Marie-Louise Jørgensen, der netop er skiftet til Aarhus 1900 Atletik og Løb, blev nummer fem og norske Lise Joo Aklestad, der løber for Sparta Atletik og Løb, tog sjettepladsen hos kvinderne. 

Afdeling 1 af CRAFT Løbe Cup, var også iagtagelsesløb til nordiske mesterskaber i cross i Reykjavik om to uger, og i løbet af de næste dage, vil holdet til mesterskabet blive offentliggjort på Dansk Atletiks kanaler.

Blandt de yngre løbere under 20 år, blev det sejre til Odense Atletik i både mændene og kvindernes konkurrence, hvor henholdsvis Lasse Bjørn Jensen og Astrid My Rønde Kristensen var hurtigst rundt på de tre omgange og 6 km i Øresundsparken. 

Sebastian Nygaard, AGF Atletik og Løb, var hurtigste mand under 18 år på de 6 km cross, mens Signe Risvig, Skive Atletik og Motion, var hurtigste kvinde i den yngste klasse.

Alle resultater fra første afdeling af CRAFT Løbe Cup, kan ses i SportsTiming her: Resultater - CRAFT Løbe Cup, afdeling 1

Se billeder fra CRAFT Løbe Cup afdeling 1 her: Billeder - CRAFT Løbe Cup afdeling 1

 

Næste afdeling af CRAFT Løbe Cup, er crossløb i Hørhaven ved Aarhus lørdag 18. november fra kl. 11.00
Læs mere og tilmeld dig her: CRAFT Løbe Cup, afdeling 2

CRAFT Løbe Cup afdeling 2 er også DM i crossløb, så der bliver uanset om man skal løbe eller ej, noget at se på, og vi håber at mange vil komme og bakke op om de seje løbere. 

 

Seneste nyheder