AtletikEkspressen: En sommer fyldt med leg, bevægelse og sammenhold

I løbet af sommeren har AtletikEkspressen meldt sin ankomst i Syddanmark. Tre stævner, utallige smil og masser af sammenhold har været nøgleordene. AtletikEkspressen har formået at skabe en helt unik oplevelse for børn og klubber, muliggjort af World Athletics’ Grant for Growth.

De tre stævner i Odense, Fredericia og Kolding blev skabt med inspiration fra Skole OL og tilpasset til børn i alderen 6-11 år. Disse stævner har været fyldt med glæde, bevægelse og sunde konkurrencer. Børnene har med stor entusiasme omfavnet konceptet med holdkonkurrencer og pas, hvilket gjorde de tre stævner til en sand fest. Hver stævne varede i tre timer, hvor de unge i hold deltog i variationer af sprint, spring, kast og stafet.

 

Atleterne har passet med til alle tre stævner. De udfylder deres passet med navn, klub, og egen autograf.

 

AtletikEkspressen blev udviklet med en klar målsætning: Skab stævner, der har fokus på alsidighed, leg, sammenhold og nemt for klubberne at arrangere. Og netop det er lykkedes til fulde!

Første stop på ekspressen var i Odense “H.C. Andersens by”. Klubben havde omfavnet temaet, og atleterne deltog i hold inspireret af eventyrene. Venner til atleterne deltog også, og familien var mødt op for at heppe. Næste stop var Fredericia, "fæstningsbyen", og sidste stop var Kolding, "Slotsbyen". Her havde begge arrangører ligeledes indarbejdet temaet og skabt en sjov dag for børnene. I Slotsbyen fik det sidste stop en ekstra dimension med et farveløb, hvor børnene sprintede rundt på banen, og trænere samt forældre stod parat med farvepulver. Det var en festlig afslutning på atletikekspressen.

Klubberne har været enige i deres udtalelser om, hvor enkelt det var at være vært for AtletikEkspressen, og de ser frem til at være en del af det igen næste år. Kasper Holm fra Kolding atletik udtaler:

“Atletikekspressen er et sjovt og engagerende stævne for både børn og forældre. Det er fedt at se glæden ved atletikkens grundelementer sprede smil med få midler, hjælpere og plads. Vi glæder os til næste år!

 

Din klub er inviteret

AtletikEkspressen slutter ikke her. Planlægningen for næste år er allerede i fuld gang, og målet er klart: AtletikEkspressen skal udbredes til hele Danmark. Klubber, der ønsker at være en del af dette spændende projekt næste år, opfordres til at kontakte atletikkonsulent Tina Bischoff på mail: tina@dansk-atletik.dk eller telefon: 20 33 89 78. Giv jeres atleter en uforglemmelig sommer fyldt med leg, glæde og venskaber. AtletikEkspressen venter på jer, og næste år bliver det endnu vildere.

 

 

Seneste nyheder