Foto: Camilla Bevensee/Dansk Atletik

Topnavne skal kæmpe om medaljerne i et stærkt felt til DM Cross

På lørdag danner hørhaven i Aarhus ramme om DM Cross og anden afdeling af CRAFT Løbe Cup, hvor løbere fra hele landet skal konkurrere om konge- og Peter Bistrup pokalen. Der bliver skarp konkurrence om topplaceringerne, da flere af de danske topnavne stiller til start.

DM Cross 2023 bliver et løb med garanti for action, når lige knap 300 løbere skal prøve kræfter med en eksplosiv rute i flot natur. Man skal holde godt øje med de allerbedste, hvor der, på papiret, venter tæt kamp om de øverste placeringer.

Hos seniorherrerne er der flere kandidater, som kan gøre sig forhåbninger om kunne tilføje deres navn til kongepokalen. En af favoritterne er vinder af DM Cross i 2021, Axel Vang Christensen fra FIF Hillerød Atletik, som ser ud til at have fundet formen efter et skadesplaget 2023. Han bliver budt op til dans af formstærke Mikkel Dahl-Jessen, AGF Atletik, der går ind til DM med en frisk 5. plads fra NM Cross og en sejr i første afdeling af CRAFT Løbe Cup. AGF Atletik stiller generelt talstærkt op med i alt 52 løbere, hvor esserne i herreklassen Mikael Johnsen, Kristian Uldbjerg Hansen og Jacob Sommer Simonsen også skal nævnes blandt favoritterne.

Løbet er arrangeret af Aarhus 1900 Atletik & Løb i samarbejde med Dansk Atletik, og den danske mester på 3000 meter forhindring, Jakob Dybdal, stiller også til start på hjemmebanen for Aarhus 1900.

Hos kvinderne har flere dygtige løbere også gjort pigskoene klar til ræs. Her skal man uden for Aarhus for at finde et par af medaljekandidaterne. En af dem er vinder af første afdeling af CRAFT Løbe Cup, Carolien Millenar, som stiller til start for Herning Løbeklub. En anden er Annie Saugstrup fra Sparta, som har haft en forrygende sæson med DM-guld på 10.000 meter, sølv til DM-halvmaraton og deltagelse ved VM-landevej. Man må heller ikke glemme de to formstærke NM Cross-deltagere Monique Mechlenburg, Aarhus 1900 Atletik & Løb, og Josephine Thestrup, Sparta Atletik & Løb.

Stærkt besat over hele linjen

Generelt er de fleste aldersgrupper stærkt besat og i U18 stiller der hele 48 løbere op. Den kuperede og naturskønne rute har også lokket flere af landets bedste orienteringsløbere til start, hvor det bliver spændende at se, om de kan melde sig ind i kampen om medaljerne.

Udover at kæmpe om DM-medaljer og de to pokaler, kan man også bidrage til den samlede stilling i CRAFT Løbeklub ved at deltage og løbe point hjem til klubben.

Læs om reglerne for CRAFT Løbe Cup på vores hjemmeside, og se den samlede stilling her.

Få overblikket over den samlede startliste på eventsiden hos sportstiming.

Forskellige distancer og to loops

Når startskuddene lyder, skal løberne ud på forskellige distancer som er inddelt efter alder.

Løbere der hører til i U18, U20 og alle klasserne for masters 50+, skal løbe 6 km.
Alle i U23, Senior og Masters op til 50 år, skal løbe 10 km.

Selve ruten består af to loops. Det ene er en 1500 meter rundstrækning, som de forskellige aldersgrupper skal løbe et varierende antal gange. Det andet loop er 1000 meter langt, og skal kun løbes én gang af dem, der skal tilbagelægge 10 km. Når de har løbet de første 1000 meter forsætter de ud på den 1500 m lange rundstrækning, som de løber seks gange.

Følg resultaterne live via sportstiming.

Seneste nyheder