Flotte individuelle resultater til Nordenkampen 2024
Flere af de danske atleter, viste søndag eftermiddag storform til Nordenkampen i Oslo. Det danske hold endte på en fjerdeplads hos både kvinder og mænd, men i løbet eftermiddagen, blev der leveret stærke individuelle præstationer over hele linjen.
Søndag eftermiddag bød de danske atleter deres nordiske kollegaer op til dans, og publikum blev forkælet med atletik fra øverste hylde.
I den danske lejr, var det især springerne, som stod for flere iøjnefaldende resultater. Ida Beiter Bomme, Sparta Atletik & Løb, var rigtig godt kørende i kvindernes længdespring, hvor det blev til en flot ny PR på 6, 28 m. Det rakte til en fjerdeplads i konkurrencen. Hun stillede også til start på 60 m. hæk, og her sikrede hun sig en tredjeplads i tiden 8,27 sek.
Ida var også selv meget tilfreds med dagens resultater:
"Jeg føler, at det gik rigtig godt og jeg føler mig endnu mere klar til næste weekend, hvor jeg skal ud at brage igennem”.
Springernes bedste præstation stod Janne Nielsen for, da hun tog disciplinsejren i kvindernes trespring. Den danske rekordholder lå i front hele konkurrencen igennem, og hun satte klart ny personlig årsbedste med et spring på 13.36 m.
I stangspring ville Nikolaj Graves, Sparta Atletik & Løb, ikke stå tilbage for holdkammeraterne. Han sammensatte en meget flot konkurrence, hvor han endte med at komme over 5,03 meter, hvilket er ny PR. Det flotte spring betød også, at han sluttede på en flot tredjeplads. I det allersidste spring, var han et mulehår fra at klare 5,18 m og viste dermed, at formen er helt på plads inden DM inde i næste weekend.
Kojo Musah tilbage med en sejr og god stemning i den danske lejr
I mændenes korte sprint stod Kojo Musah, Aarhus 1900 Atletik og Løb, for dagens anden danske disciplinsejr. Feltet var meget lige, men Kojo trak det længste strå og kunne løbe i mål i tiden 6,78 sek. På grund af tekniske problemer, måtte atleterne vente flere minutter ved startblokkene, men her viste han sin store rutine og lod sig ikke påvirke af omstændighederne
Kojo var tilbage i landsholdstrøjen efter en længere periode med skadesproblemer, og efter løbet fremhævede han glæden ved at være afsted med et stort hold, hvor stemningen var god hele vejen igennem:
”Det er altid fedt at være afsted med så stort et hold. Det er lidt en anden stemning end når man selv er afsted til andre mesterskaber. Det giver en rigtig god holdstemning”.
Stærke præstationer på herrernes 1500- og 3000 m.
Joel Ibler Lillesø, Bagsværd Atletik Club, sørgede for eftermiddagens tredje danske sejr, da han løb sig til sejren på 3000 meter i suveræn stil. Allerede efter et par omgang lagde Joel, i selskab med paceren, afstand til konkurrenterne. Da paceren slap, kunne han cruise alene i mål. Joel tilbagelagde de 3000 meter på 7,50,65 min, seks sekunder foran islændingen Baldvin Þór Magnússon. Baldvin var en af de islandske atleter, som repræsenterede det fælles dansk/islandske hold.
På 1500 meter-distancen lukkede Jeppe Risvig, AGF Atletik, Nordenkampen af med maner, da han forbedrede sin gamle PR med næsten tre sekunder. Jeppe satte en vild slutspurt ind på sidste omgang og passerede målstregen i 3,41,59, hvilket var nok til en stærk fjerdeplads i et hurtigt løb, hvor 5 ud af 8 løbere slog ny PR.
Man kan få overblikket over alle de individuelle danske resultater her.
Danmark blev nr. 4 i den samlede stilling hos både kvinderne og mændene. Svenskerne tog sejren i begge kategorier.
Man kan se den samlede stilling herunder.
Mænd:
1. Sverige: 138 point
2. Finland: 121 point
3. Norge: 99 point
4. Danmark/Island: 85 point
Kvinder:
1. Sverige: 136 point
2. Finland: 119 point
3. Norge: 106 point
Seneste nyheder
-
Masser at se frem til ved weekendens NM
Med næsten hundrede atleter til start kommer de danske farver til at fylde godt op, når årets NM afvikles i Malmø denne weekend. Mesterskabet udgør også en vigtig start i relation til EM-kvalifikationen, hvor deadline nærmer sig.
Læs mere -
Simon Hansen sejrer i Grækenland: PR 10,21
Med sejr og ny personlig rekord 10,21 fik Simon Hansen onsdag en fornem start på sin europæiske sæson. Tiden er desuden den hurtigste herhjemme siden 2021.
Læs mere -
Sparta Atletik & Løb kronet som vinder af CRAFT Løbe Cup
CRAFT Løbe Cup 2023/2024 er nået til vejs ende og efter sidste afdeling, var det Sparta Atletik & Løb, som kunne løfte pokalen. Løbecuppen blev en stor succes med mange fede løb, hvor en bred skare af løbere fra klubber over hele landet mødte talstærkt op.
Læs mere -
Bliv godt klædt på med DAFs kollektion hos Løberen
Løberen og Dansk Atletik tilbyder nu lækkert tøj til løb og atletik. Som medlem af Dansk Atletik opnår du de kommende to uger 25% på kollektionen.
Læs mere