Katrine Koch Jacobsen til Silesia 2023 European Atlethics Team Competition

Katrine Koch Jacobsen vinder guld til European Throwing Cup

Katrine Koch Jacobsen starter det olympiske år med et brag, da hun i går vandt guld i hammerkast til European Throwing Cup i Leiria, Portugal.

Vinderkastet målte imponerende 71,95 meter, hvilket ikke alene sikrede guldmedaljen, men markerede også første gang i dansk historie, at en atlet vinder guld ved European Throwing Cup. Kastet var også sæsonens bedste præstation for Katrine Koch Jacobsen, Sparta Atletik og Løb.

Katrine Koch Jacobsen har tidligere haft gode successer ved European Throwing Cup, idet hun i både 2021 og 2023 vandt bronze i hammerkast.

”Hele konkurrencen var en mega fed oplevelse, og træningerne på Pre Camp var gradvist blevet bedre og bedre, så jeg havde på fornemmelsen, at der lå nogen lange kast og ventede. Opvarmningskastene inden konkurrencen var en smule ustabile, men efter de første par kast i konkurrencen begyndte selvtilliden lige så stille at komme tilbage, og jeg formåede at bevare roen og fokusere på de rigtige ting ved min teknik,” udtaler guldvinder Katrine Koch Jacobsen.

Den flotte start for Katrine er et lovende tegn på de mange internationale konkurrencer, sæsonen har i vente.
Et stort tillykke skal lyde til Katrine for hendes flotte præstation. Derudover skal der også lyde et tillykke til landstræneren for Kast samt Katrines træner i Sparta, Carsten Bomme.

”Det var en stærk præstation af Katrine og fantastisk med en sejr ved European Throwing Cup, hvilket jo er ganske unikt for en dansk kaster. Jeg er meget tilfreds med de gode takter frem mod en spændende sæson,” fortæller Carsten Bomme, landstræner i kast og Katrines træner i Sparta.

Sæsonbedste resultater præger danskernes præstationer

Lisa Brix Pedersen opnåede en 10. plads i diskoskast med sæsonens bedste præstation på 59,66 meter.

En rød tråd for de danske atleter var deres mange sæsonbedste præstationer. Både seniorer og U23 præsterede flere sæsonbedste, heriblandt Nicco V. Hattesen i hammerkast U23, Liv Winther i hammerkast U23, Jacob Binou Nielsen i spydkast samt Annesofie Hartmann Nielsen i diskoskast i kvindernes B-finale.

Oversigt over alle resultater fra European Throwing Cup kan ses her.

Seneste nyheder