Copenhagen Marathon 2023 foto Sparta Billeder

DM Maraton i Københavns gader

På søndag fyldes Københavns smukke gader af mange tusinde løbere, når dette års Copenhagen Marathon løber af stablen. Igen i år er DM en del af løbefesten og de danske mestre fra 2023 er klar til at forsvare titlerne. 

Starten til Copenhagen Marathon 2024 lyder kl. 9.30 og sender 15.000 løbere fra Øster Allé ud på de 42,195 km på Østerbro, i indre by, på Vesterbro, Frederiksberg og Nørrebro.

Blandt de mange løbere er godt 200 DM deltagere, heriblandt de forsvarende mestre fra 2023 Jacob Sommer Simonsen (AGF Atletik) og Karen Ehrenreich (Aarhus 1900). Meget tyder dog på, at der bliver kamp om podiepladserne i et stærkt DM felt. Hør fra DM favoritterne her og se startlisterne her

Ruten ligner sig selv, dog med undtagelse af området omkring Børsen. Årsagen er naturligvis den frygtelige brand, der for 3 uger siden hærgede den gamle bygning. Da Slotsholmsgade fortsat er lukket, vil ruten føres under Knippelsbro og af Havnegade tilbage til Holmens Kanal. Se hele ruten her

Vejrudsigten lover gode betingelser for alle de mange løbere og vi håber at rigtig mange vil finde ud på ruten og være med til at skabe rammerne om en flot maraton-dag. 

Det er Sparta Atletik og Løb, der arrangerer Copenhagen Marathon og DM. Vi ønsker dem, deltagerne og alle de mange, mange frivillige en rigtig god dag!

Løbet kan følges live via Copenhagen Marathons app, der kan hentes i App store og Google play.

Seneste nyheder