Loading...

Elitepolitik

Informationsskrivelse om sociale medier og evt. skjult reklame

20. april 2018 · DAFs Elitestab

Skjult reklame eller uskyldig omtale af løbesko, energidrik eller andre produkter?

Mange af os bruger dagligt mange timer på de sociale medier. Facebook, Instagram, LinkedIn, Snaptjat m.v. har i de senere år skabt nye (virtuelle) måder at være sammen på, mediebilledet er markant forandret, kommunikation i store netværk er nu helt naturlig etc.

SoME

De nye sociale medier og platforme har imidlertid også en bagside, som vi skal være bevidste om: Som brugere er vi også blevet en ’vare’/ ’et produkt’ for kommercielle interesser.

Som elite-atlet i dansk atletik skal du derfor være opmærksom på, at der gælder særlige regler, hvis eller når du poster eller synliggør et evt. sponsorprodukt på din Instagram-profil eller anden social platform. Det følgende er derfor nogle gode råd til dig som atlet, så du ikke skal risikere at bryde de gældende regler på området (= markedsføringsloven):

  • Har du fået et sponsorprodukt (løbesko, tøj, energi-produkt m.v.) eller en gave fra en kommerciel erhvervsdrivende, er det vigtigt at vide, om der følger nogle forpligtelser med sponsorproduktet eller gaven.
  • HVIS der er en forpligtelse (det gælder også hvis forpligtelsen er stiltiende!) om at du skal omtale produktet, så er der reelt tale om en reklame. Det skal du så gøre opmærksom på i dit opslag.
  • Hvordan gør du opmærksom på, at dit opslag er en reklame? Du kan fx markere opslaget med ”reklame” ”annonce” eller ”sponsoreret indlæg”. Hvis du poster på Instagram, bør du skrive ”#reklame”.

 

Yderligere hjælp og vejledning fra DAF:

1) Hvis du er i tvivl om, hvorvidt et sponsorprodukt eller gave til dig indeholder en forpligtelse til at du omtaler eller synliggør produktet i dine opslag på de sociale medier: Kontakt DAFs elitechef Bo B. Overgaard – kontaktoplysninger kan findes via DAFs hjemmeside

2) Til efterårssamlingen for DAFs bruttogruppe-atleter vil der blive arrangeret et uddannelsesmodul vedr. sociale medier og betydningen for en eliteatlet.

© Copyright Dansk Atletik Forbund