Loading...

European Youth Olympic Festival

Udtagelseskriterier til Baku 2019: Nye discipliner på programmet

05. marts 2019 · Jeppe Weinreich

I slutningen af juli er Aserbajdsjans hovedstad Baku vært for det europæiske ungdoms-OL (EYOF). I både 2015 og 2017 var aldersgrænsen 16 år, men den er igen sat op til 17, så årgang 2002 nu kan være med.

*Update 5/3: Ift. offentliggørelsen den 6. februar er der sket ændringer i disciplinprogrammet. Mangekamp og kapgang er blevet tilføjet, mens 4x100m er erstattet af 1000m stafet. Kvalifikationsperioden er desuden forlænget til den 23. juni.*

Inden det globale Ungdoms-OL åbnede i Singapore 2010, mentes der med Ungdoms-OL egentlig  European Youth Olympic Festival (EYOF). Et europæisk ungdoms-OL for 16-17 årige, der fortsat afholdes i ulige år. I 2015 blev aldersgrænsen imidlertid sænket til 16 år, da et EM-U18 blev indført i lige år. Som et resultat af skærpede krav til ét år yngre atleter stillede Dansk Atletik kun med én deltager i både Tbilisi 2015 og Györ 2017 - mod 11 atleter i Utrecht 2013. Med afskaffelsen af VM-U18, som ellers skulle have været afholdt til sommer, er aldersgrænsen nu igen sat op til 17 år - til glæde for de største talenter i årgang 2002, som dermed får mulighed for en stor oplevelse i Aserbajdsjan i perioden 17.-29. juli.

Det er ikke DAF, men derimod DIF som udtager atleterne. DAF indstiller således kun atleter til udtagelse. Udtagelseskriterierne er netop offentliggjort og kan findes HER.

Vær venligst opmærksom på, at det er et absolut krav, at potentielle deltagere senest den 25. marts overfor elitestaben skal have tilkendegivet interesse for at komme i betragtning.

Logo Baku2019

 

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund