Sara Schou Kristensen vinder DM Maraton. Foto: Sparta Billeder.

Dobbelt maraton DM guld til AGF Atletik

Det blev en historisk søndag i København, da det største Maraton på dansk grund fandt sted. Blandt de 15.000 løbere var godt 200 med i kampen om DM medaljer. Bedst af dem var Jacob Sommer Simonsen og Sara Schou Kristensen, begge AGF Atletik. 

Jakob Sommer Simonsen (foto: Sparta Billeder) tilbagelagde de 42,195 km. i tiden 2:11:24, den hurtigste maraton af en dansk løber på dansk grund og blot 2 sek. fra hans personlige rekord. Alligevel var det en lidt ærgerlig dansk mester, der efter løbet udtalte: 

”Jeg er virkelig glad for at blive dansk mester igen. Jeg løb med alt, hvad jeg havde i dag, og de sidste 10 km var modbydelige. Men jeg blev båret igennem København på bedste vis af tilskuerne. Alligevel kan jeg ikke nægte at være skuffet over, at det ikke nødvendigvis er nok til, at jeg kvalificeres til OL” (citat fra Copenhagen Marathons hjemmeside).

Thijs Nijhuis fra Viborg AM var tilbage på maraton-distancen efter et længere skadesforløb og kom i mål til sølv i tiden 2:18:00. Blot 6 sek. efter fulgte bronzevinder Mark Olsen fra Hvidovre AM. 

Mens Jakob Sommer Simonsen genvandt sin DM-titel, skulle der hos kvinderne findes ny mester, da Karen Ehrenreich måtte melde afbud pga. sygdom.

Sara Schou Kristensen stillede op til sit første maraton og løb sig til en overbevisende guldmedalje. Den nykårede danske mester kom i mål i tiden 2:38:38 og var naturligt glad for sit første maraton og DM guld:

”Det var virkelig hårdt og langt. Jeg lagde lidt for hårdt ud, men jeg er godt tilfreds med min tid. Jeg er superglad og lettet over nu at have løbet et maraton. Og at have vundet mesterskabet. Det har klart givet mig blod på tanden på mere, og på at slå den tid i fremtiden” (citat fra Copenhagen Marathons hjemmeside).  

Hos kvinderne blev sølvet vundet af Stine Schønning fra NRBO i tiden 2:43:34, mens bronzen løb til Stine Katrine Bækgaard Olsen fra Team Meins RUNning. 

Der var også holdkonkurrencer til DM, hvor de tre bedste løbere udgjorde en klub/forenings førstehold. Også her var AGF Atletik dominerende med 2 x guld. Hos mændene tog Hvidovre AM sølv og Sparta Atletik og Løb bronze. Hos kvinderne tog Sparta Atletik og Løb sølv, mens Aarhus 1900 Atletik og Løb vandt bronze. 

DM for ungsenior (U23) blev vundet af Valdemar Meiling (Blovstrød-Løverne) og af Amanda Christiansen (NBRO).

Der kom en del regn til de sidste på ruten, men det kunne ikke overskygge en helt fantastisk dag i København. Stort til tillykke til alle løbere og tak til Sparta Atletik og Løb for et imponerende arrangement. 

Gå til Copenhagen Marathon for nyheder og resultater. 

 

Seneste nyheder