EM-U23: Torsdag morgen går det løs - følg med her på siden
De kommende dage kommer det til at handle om EM-U23 i Finland, hvor Dansk Atletik har sendt en trup med 16 atleter af sted. Allerede torsdag morgen skal de første tre navne i aktion, og det hele kan følges via live-streaming og daglige opdateringer her på hjemmesiden.
U18, U20 og U23. Europas bedste i de tre aldersgrupper skal i den kommende tid kæmpe om medaljer, og det er de ældste, som lægger ud, når finske Espoo frem til søndag er vært for EM-U23. Selvom dansk atletik er kommet på præmieskamlen ved de seneste seks udgaver af mesterskabet, er målsætningen ikke medaljer i denne ombæring, men et par placeringer i top-8.
”I år er det nok i de to yngre klasser, at vi har vore største medaljeforhåbninger, men vi har et stort hold med i Finland. Alle er klar og velforberedte, så nu handler det om at levere på selve dagen. Al erfaring fortæller os, at selvom man seedningsmæssigt ligger et stykke fra en finaleplads, kan man med en optimal præstation tit klare cuttet,” lyder det fra sportschef Mikkel Larsen, der vil følge mesterskabet fra den hjemlige base, mens landstræner og holdleder Carsten Bomme styrer slaget i det finske.
Imødeset comeback til Joel Ibler Lillesø
Som regerende U20-europamester på 5000 meter må 19-årige Joel Ibler Lillesø betegnes som holdets største profil. Vejen til EM har dog budt på forhindringer i form af skader. Efter en fin indendørssæson med bl.a. sejr på 3000 meter ved Nordenkampen og deltagelse ved EM-inde Istanbul, pådrog stortalentet sig en ærgerlig skade i det tidligere forår, men er nu klar til at gøre comeback i det, der bliver hans første konkurrence denne sæson. Bagsværd-løberen ankommer direkte fra højdetræningslejr i St. Moritz.
”Jeg er virkelig spændt på at se Joel i aktion, vel vidende at der er en vis usikkerhed om hans øjeblikkelige form. Men meldingen er, at han igen er fit for fight,” siger sportschefen om det imødesete comeback – i en direkte 5000 meter-finale, som usædvanligt nok afvikles fredag formiddag kl. 11.30 lokal tid. Ser man på personlige rekorder, overgås danskeren kun af den dobbelte U23-europamester i cross, briten Charles Hicks.
Joel Ibler Lillesø efter triumfen ved EM-U20 for to år siden. (Deca Text&Bild)
Højeste seedning på sæsonbedste har Tazana Kamanga-Dyrbak på 100 meter. Den 21-årige Sparta-sprinter placerer sig som nr. 5 med de 10,23, som han løb på i netop Finland for små fire uger siden, mens han sidste lørdag fik en fin generalprøve med 10,38 i Schweiz. Martha D. Rasmussen, der vandt bronze ved EM-U20 for to år siden, er denne gang seedet som nummer ni. Aarhus 1900-atleten skal altså løbe helt op til sit bedste - og meget vel lidt til -, om drømmen om en finaleplads på 400 meter hæk skal gå i opfyldelse.
Tazana kommer i aktion allerede torsdag formiddag, mens to andre Sparta-atleter - Karla Schärfe og Liv Winther - åbner den danske indsats lidt inden i hhv. syvkamp og hammerkast.
Topatletik i fire dage
For atletikfans er der al mulig grund til at følge konkurrencerne via live-streaming. Udover de danske atleter, er flere store internationale navne med som garanter for topatletik. Det gælder bl.a. verdens hurtigste 800 meter-løber denne sæson, briten Keely Hodgkinson, som sigter efter titlen på den halve distance, såvel som Litauens Mykolas Alekna i diskoskast og den norske tikæmper Sander Skotheim - to name a few.
"Jeg synes, at der er historisk mange store navne med denne gang, men mesterskabet ligger også rigtig godt placeret i forhold til VM sidst i august," vurderer Mikkel Larsen.
Nyttige links
- European Athletics’ EM-side
- Program/live-resultater
- Live-streaming
- Startlister/final entries (PDF)
- Den danske trup
- Dansk medaljehistorik
- De lokale arrangørers hjemmeside
- Resultater fra tidligere mesterskaber (1997-2021)
- Statistics Handbook Espoo 2023 (PDF)
Hent program som PDF
Seneste nyheder
-
Løb sikkert i mørke
Hold motivationen hen over vinteren og sørg for at blive set når du løber.
Læs mere -
Opfølgning årsmøde 2024
Der foreligger nu referat af årsmødet den 3. november. Vi er i fuld gang med at opdatere hjemmesiden i henhold til de ændringer, der blev vedtaget på mødet.
Læs mere -
Holdene til EM Cross er sat
Søndag den 8. december afholdes EM Cross i Tyrkiet. Et stærkt dansk hold er nu udtaget. Stort tillykke til alle atleter, deres klubber og trænere. Der er godt nyt til alle os, der ikke er i Tyrkiet. DR viser EM Cross direkte på DR2.
Læs mere -
Axel Vang Christensen og Sofia Thøgersen med imponerende sejre til et actionfyldt DM Cross 2024
DM Cross 2024 og anden runde af CRAFT Løbe Cup blev en dag fyldt med regn, mudder og crossløb fra øverste hylde. Der blev fightet hele vejen rundt, men da løbene skulle afgøres, kunne ingen følge Axel Vang Christensen og Sofia Thøgersen. De to unge stjerner satte resten af den danske elite til vægs og kunne velfortjent løfte Konge- og Peter Bistrup Pokalen over hovedet.
Læs mere