
Danske syvkæmpere viser klasse i Brescia
Med en 3. og 4. plads ved Multistars i Brescia leverede Betty Marie Ramsgaard og Karla Schärfe en historisk god præstation. Førstnævnte var bare 15 point fra sin egen danske rekord – og yderligere syv point fra en sensationel sejr.
De danske forhåbninger forud for weekendens Multistars i Brescia blev til fulde indfriet med placeringer som nr. 3 og 4 i et stærkt internationalt felt. Med slutscoren 5818 var Betty Marie Ramsgaard bare 15 point fra sin egen danske rekord, mens Karla Schärfe med personlig rekord 5740 ligeledes overgik Dorte Kleins gamle rekord, der indtil i fjor havde stået uantastet i 40 år.
Med andre ord en historisk god dag for dansk mangekamp, og ikke mindst en lovende en af slagsen, eftersom de to Sparta-atleter stadig er at finde i U23-klassen og forhåbentlig langtfra har toppet. Begge overgik dermed også Tine Bach Ejlersens 6. plads fra 2013, som gjaldt som den hidtil bedste danske placering.
Fine serier hele vejen igennem
”Det var en super præstation af begge to. Fine og gode serier hele vejen igennem. Og så var det specielt med så tæt en afgørelse før den sidste øvelse,” lyder det fra landstræner Martin Roe med henvisning til, at Karla Schärfe efter et godt spydkast faktisk førte inden den afsluttende 800 meter. Forventeligt måtte hun dog her afgive nogle placeringer, mens Betty efter et flot disponeret løb i PR 2:14,31 rykkede op på en podieplads - sølle 22 point fra sejren. Bare 1,2 sekund hurtigere, og der havde været en dansk rekord.
”Der var ingen udfald undervejs. Kun lidt uheldigt, at der var modvind i hækkeløbet og på 200 meteren, så her kunne der have været flere point at hente,” lyder det fra landstræneren, som blandt mange løfterige ting fremhæver længdespring, hvor Betty og Karla efter et overtrådt forsøg fik sat tingene på plads med hhv. 6.17 og 5.79 (PR).
To disciplinsejre til Karla, tre gange PR til Betty
Mens Schärfe brillerede med disciplinsejre i højdespring (1.77) og spydkast (49.55), satte Betty tre personlige rekorder undervejs, bl.a. med 1.68 i højdespring. En øvelse, som ellers tidligere har voldt hende nogle problemer, og hvor hun for et par år siden skiftede afsætsben. Nu synes der at være styr på tingene.
Om fire uger er der DM Mangekamp i Greve, mens NM i Göteborg er placeret bare tre uger senere. Om begge mesterskaber bliver med de to til start er uvist, fortæller Roe.
”EM-U23 (Bergen, 17.-20 juli, red.) er det store mål, det er klart. Der skal de gerne toppe, så nu skal vi lige hjem og tage en god snak - og så lægge en plan for den kommende tid. Betty har ikke kunnet træne optimalt denne vinter, så hvis vi kan få et par måneders god træning, ser det lovende ud.”
Og hvis vi ser længere ud i fremtiden?
”Begge har potentiale til i fremtiden at lave over 6000 point, så det er det næste naturlige mål.”
Hvis de to talenter en dag skulle nå så langt, kan døren til dansk deltagelse ved et EM så småt åbne sig. Siden Nina Fahnøe Hansen (f. 1942) deltog ved OL i 1968, har dansk atletik ikke været repræsenteret internationalt. Dengang konkurrerede kvinderne i femkamp, så en plads i syvkampen vil med andre ord være historisk.
Men først gælder det den netop begyndte sæson og det førnævnte EM-U23 i landstrænerens hjemland.
Multistars – (World Athletics Combined Events Tour) – Brescia 26.-27. april 2025
Syvkamp – K
1. Julia Slocka POL 5840
2. Liana Trümpi SUI 5822
3. Betty Marie Ramsgaard DEN-Sparta 5818
(14,20 – 1.68 PR – 13.26 PR – 25,07 / 6.17w / 36.90 – 2:14,31 PR)
4. Karla Schärfe DEN-Sparta 5740 PR
(14,06 – 1.77 – 13.08 – 27,07 / 5.79 PR – 49.51 – 2:25,31)
22 deltagere
Resultatlink
Seneste nyheder
-
Atletik i ugen: Kasteopgør i Sæby og spændende sprinterduel
Der er kast og halvmaraton på programmet i den kommende weekend, hvor Danmarks største diskosprofiler, Lisa Brix og Annesofie Hartmann mødes til et stævne i det nordjyske, mens Sara Schou Kristensen er oppe mod stærke nordiske løbere i det traditionsrige halvmaratonløb Göteborgsvarvet. Tirsdag gør Benjamin Lobo comeback efter et år med skader, når han møder Danmarks pt bedste 400-meter-løber Gustav Lundholm ved et stævne i Bagsværd.
Læs mere
-
Skuffende World Relays - løbefest i København
Det lykkedes ikke for de danske stafetherrer at kvalificere sig til VM i Tokyo i forbindelse med weekendens World Athletics Relay. Holdet måtte tage til takke med en femteplads i de sidste og afgørende løb. Til gengæld var der fest i København, hvor Mikael Johnsen blev hurtigste dansker i sin debut på maratondistancen.
Læs mere -
Atletik i ugen: De danske sprintere kæmper om VM-billetter i Guangzhou, Kina.
Der løbes kort og der løbes langt i denne weekend. De danske stafetherrer deltager i World Athletics Relays i Kina og skal forsøge at sikre sig en kvalifikation til VM i atletik i september. Holdet er historisk stærkt, selvom en grim skade har sat et af de vigtige kort ud af spillet. Derudover gør en spændende løber maratondebut i København.
-
Dansk Atletik indgår samarbejde med Mental Atlet - Skal styrke trivsel og mental sundhed i atletikken
Dansk Atletik Forbund har indgået samarbejde med Mental Atlet – en ny samarbejdspartner, som skal være med til at styrke trivsel, fokus og mental robusthed i atletikklubberne. Med samarbejdet følger et konkret tilbud til alle medlemsklubber: 15 % rabat på både individuelle samtaler og klubworkshops med Mental Atlet.
Læs mere