Året der gik: Højdepunkter fra alle disciplingrupper (2/3)
Spring, kast, landevej og cross: 2025 bød på flere lysende præstationer, som ikke bare vil blive stående, men også lover godt for 2026. Mens året så småt rinder ud, ser vi tilbage på den forgangne sæson og udpeger på uofficiel vis årets navn inden for de respektive disciplingrupper. Her følger den anden af tre artikler.
SPRING
Janne Nielsen (Aarhus 1900)
En drømmegrænse i trespring blev brudt den 31. maj. Stedet var ferieøen Tenerife, og grænsebryderen hed Janne Nielsen, der med 14.13 for første gang nåede over de 14 meter. En overgang så det ud til, at 1900-atleten skulle slutte karrieren lige akkurat udenfor med de 13.99, som hendes danske rekord fra 2020 ellers lød på, men i en alder af 32 faldt flere ting på plads for Janne Nielsen. Med det lange spring samt flere internationale sejre i løbet af sæsonen blev hun efter fortjeneste belønnet med en billet til VM i Tokyo – karrierens første store mesterskab. Her nåede hun med 13.53 og en samlet 29. plads knap så langt ud. 2025 forblev dog et forrygende år, hvor hun noterede sig for fire af sine seks bedste konkurrencer nogensinde foruden et DM i Hvidovre, hvor hun føjede endnu en titel til samlingen - den 12. af slagsen på 13 år.
Andre steder
Selvom der var fuld fokus på hækkeløb formåede Ida Beiter Bomme (Sparta) at levere et topresultat i længdespring. Det skete under DM-ugen på Honnørkajen i Aalborg, hvor hun landede helt ude på 6.52 meter – det længste spring herhjemme siden Renata P. Nielsens velmagtsdage.
Hvidovres AM’s Andreas Trajkovski nåede længdespringsfinalen ved EM-inde, men det skete som bekendt i den nordmakedonske landsholdsdragt. Til gengæld måtte han under DM-ugen se sig slået af Kasper Larsen (1900) med bare én cm i en dyst, som udover den tætte afgørelse vil blive husket for den styrtende regn, som gjorde det svært for alle.
I de vertikale spring nåede stangspringer Julius Haansbæk Mortensen (Sparta) højest af alle, da han ved DM-inde i Odense klarede 5.25 og dermed røg op som nr. 6 gennem tiderne. Også titlen udendørs kunne han et halvt år senere for første gang overtage.
Ellers var Janne Nielsen ene om at vise spring på internationalt niveau. I samme disciplin kunne man dog glæde sig over 19-årige Jonathan Sass Møller fra Randers Freja, der ved NM-U20 i Sverige nåede det øverste trin på præmieskamlen med 15.27 meter. En notering, som også skulle blive sæsonens længste spring herhjemme.
Inden for parasporten er de bedste danske springere til gengæld i absolut verdensklasse. Det blev understreget ved årets VM i New Delhi, hvor både Daniel Wagner (Vejle IF) og Bjørk Nørremark (Sparta) vandt bronze i længdespring i hhv. T63- og T47-klassen. At de to para-atleter også kan begå sig blandt atletikfolk uden handicap viste de under DM-ugen, hvor Wagner og Nørremark placerede sig som hhv. nr. 7 og 5.
KAST
Katrine Koch Jacobsen (Sparta)
Katrine Koch Jacobsen i VM-finalen i Tokyo. (DECA Text&Bild)
Som tidligere nævnt i kavalkaden var det lige ved og næsten med danske rekorder i sprint. I kvindernes hammerkast var Katrine Koch Jacobsen (Sparta) dog om muligt endnu tættere på, da hun ved Gold Label-stævnet Kip Keino Memorial i Nairobi slyngede hammeren ud på 74.21 meter – én cm fra hendes egen tre år gamle rekordnotering. Selvom rekorden altså fik lov at overleve, var der i 2025 - på alle parametre - tale om fortsat fremgang for Katrine: Fire konkurrencer over 73.00 meter - mod to af slagsen året før. Ved VM i Tokyo lykkedes det hende desuden for første gang at nå top-8 ved et globalt mesterskab efter placeringer som 9. og 10. ved hhv. VM ’23 og OL i Paris. Som 4. bedste europæer i nævnte VM-finale ser sommerens ubetingede højdepunkt – EM i Birmingham - selvsagt interessant ud med tanke på danske medaljechancer.
Tre andre stærke kvinder satte i 2025 en tyk streg under, at kvindernes diskoskast p.t. holder et historisk højt niveau herhjemme. Rekordholder Lisa Brix (Sparta) var den eneste danske kaster, som gjorde Katrine med selskab ved VM, men symptomatisk for det herskende niveau i den ultraklassiske disciplin måtte Brix afgive DM-titlen til Annesofie Hartmann. Hvidovre-kasteren blev desuden den første kvinde siden 1995 til at tage titlen i både kuglestød og diskoskast. Og i sæsonens allersidste stævne fik hun tilmed brudt 60 meter-grænsen for første gang.
Som om dette ikke var nok, snuppede en tredje diskoskaster, Anne Juul Jensen (Viking), en bronzemedalje ved EM-U20, efter at hun tidligere på sæsonen havde vundet NM-U20 med 56.39. En længde, som blot to andre europæiske juniorer formåede at overgå i løbet af året.
Andre steder
Blandt de mandlige kastere skulle man igen til spydkast for at finde det højeste internationale niveau. Ved sommerens EM Hold i Slovenien trak Arthur W. Petersen (Sparta) sæsonens længste kast frem med 79.01 meter, hvilket rakte til en fornem 2. plads i matchen. Kun det første 80-meter-kast manglede for ham i en fornem sæson, hvor han afsluttede sin college-karriere med en 7. plads i NCAA-finalen og senere tog sin syvende DM-titel på stribe.
En anden international topplacering stod den 17-årige Viola Lei Hansgaard (Trongården) for, da hun ved European Youth Olympics vandt bronze i spydkast.
Erfaringen viste sig som en vinder ved de danske mesterskaber. Under DM-ugen satte Kenneth Mertz (Køge Atletik) sine langt yngre konkurrencer på plads i kuglestød og kunne i en alder af 36 lade sig kåre som den ældste danske mester i disciplinen siden 1941. To måneder senere var det så den ét år yngre Emil Mikkelsen (Odense Atletik), der ved DM på Hvidovre Stadion vandt sin 12. titel i diskoskast på 15 år.
LANDEVEJ
Jacob Simonsen (AGF)
Jacob Simonsen klarede den udfordrende varme under VM bedre end mange af sine konkurrenter. (DECA Text&Bild)
Efter den historiske maratonrekord i Berlin i september 2024 fortsatte Jacob Simonsen det nye år med at skovle flere danske rekorder indenbords: 28:16 på 10 km i Valencia i januar og 61:11 ved Barcelona Halvmaraton. Værsågod. De to imponerende rekorder var dog kun tænkt som et par trin op mod London Marathon. En ærgerlig skade tvang ham imidlertid til et afbud, og resten af sæsonen gjaldt det bare om at blive klar til det udfordrende VM i Tokyo, hvilket til fulde lykkedes med en placering i top-30.
Drømmen var en ny rekord ved maratonløbet i Valencia i december, men her måtte AGF-løberen efter en rekordhurtig første halvdel bare sande, at benene ikke var til endnu en forbedring. Efter en lille krise fik han dog kæmpet sig i mål en vigtig erfaring rigere. Ikke langt bagefter løb Martin Egebjerg Olesen (Sparta) i mål i ny klubrekord 2:13,34 og en placering i alle tiders top-10.
Hos kvinderne var der flere om buddet til at være den bedste. Sofia Thøgersen satte i Lille i marts dansk rekord på 5 km landevej med 15:21, Karen Ehrenreich (Aarhus 1900) sluttede som nunner 15 ved Sevilla Marathon i 2:34:54, mens Alberte Kjær Pedersen (AGF) og Nanna Bové (Sparta) ved CPH Half sidst i september begge var ganske tæt på Sara Schou Kristensens danske rekord med hhv. 1:11,20 og 1:11,34 time. En rekord, som der altså nu er flere bejlere til, og som meget kan blive slået i det kommende år, hvor VM som bekendt kommer til København.
CROSS
U23-herreholdet
Axel Vang Christensen og Joel Ibler Lillesø i førergruppen. Sammen med Elias Schifris og Gustav Bendsen løb det danske U23-hold ind på bronzepladsen. (DECA Text&Bild)
Nok fandt det sted i 2024, i december, men vi vælger at regne EM Cross i Antalya med som del af 2025-sæsonen – og ikke det netop afsluttede i Portugal. For der var virkelig noget at tage med fra det forrige mesterskab, hvor det blev til en hold-bronze for U23-herrerne. Mindre atletiknationer – som Danmark – kan undertiden råde over en enkelt stjerne, men sjældent en trup med tilstrækkelig bredde til rigtig at gøre sig gældende i forhold til de store lande. Ikke desto mindre lykkedes det her for dansk atletik at klemme sig ind på en podieplads og dermed gentage den lettere sensationelle præstation, som U20-pigerne havde leveret i sydfranske Hyères præcis ti år tidligere. Individuelt var Sofia Thøgersen – igen-igen – god for en medalje, da hun med en utrolig finish på de sidste meter vandt en individuel U20-bronze, som bare 200 meter før målstregen havde virket urealistisk.
I den succesrige crosssæson lykkedes det ved NM i finske Vantaa (nov. 2024) også for de mandlige seniorer at hente holdguldet – for første gang i 15 år.
Seneste nyheder
-
Europæisk topniveau ved Copenhagen Open i Hvidovre
Atletik i ugen: Et enkelt DM og derudover en række stærke danske sprintere, der jagter hurtige tider og EM-ranking-point. Det er hovedingredienserne i endnu en spændende dansk atletikweekend.
Læs mere -
Trænerstafetten: "Vi skal ikke fokusere på den enkelte, men på miljøet"
Asle Rønning Tjelta samler her trænerstafetten op. Den norskfødte disciplinansvarlige for mellem- og langdistanceløb i Dansk Atletik reflekterer med sine erfaringer fra det norske løbemiljø og den udvikling det har gennemgået de sidste 20 år over, hvordan man løfter dansk løb. Og så inviterer han til et inspirationsmøde i løbet af sommeren.
Læs mere -
Millenaar og Simonsen generobrer tronerne til DM i halvmaraton 2026
AGF tager en dobbeltsejr ved DM i halvmaraton i en tralv weekend, hvor de danske trailløbere deltog ved EM og de danske kastere led et knebent nederlag til Norgen. Reportage, resultater og reaktioner.
Læs mere -
Resultatrullen juni: Monneret vinder i Finland
Dette er Dansk Atletiks resultatrulle. En blog, som løbende opdateres med de relevante danske atletikresultater, som ikke bliver behandlet selvstændigt.
Læs mere