Medalje- og rekordregn over de danske mastersatleter
Mens de fleste af os har tilbragt de seneste dage ved påskebordet, har de danske mastersatleter benyttet helligdagene til at høste EM-metal til Danmark. 34 medaljer og 13 mastersrekorder blev det til ved de indendørs mastermesterskaber i Torun, Polen.
36 atleter drog afsted, og allerede ved afgang var ambitionerne at overgå medaljehøsten fra seneste EM inde i 2024. Her blev det til 29.
En af de præstationer, der i forvejen var store forventninger til, var det danske 4 x 200 meter i H55-klassen. Holdet var sat sammen af en stribe tidligere danske mestre, nemlig Christian Trajkovski, Robin Rich, Cesar Posse og Bernardo Bengtson. Til trods for et par skifter, der ikke sad helt optimalt, leverede danskerne og tog sejren i 1:41,93.
Det blev danskernes 34. medalje og den 13. af guld. Dermed overgik holdet præstationen fra sidste EM og næsten op til egne ambitioner om 35 medaljer.
Også i de individuelle discipliner leverede de fire ovenstående herrer. Trajkovski tog guld i 60 meter og satte undervejs ny dansk mastersrekord med 7,78 sek. Bernie gjorde det samme på 200 meter, hvor han med 25,30 tog sølv.
Et par andre bemærkelsesværdige sprintpræstationer stod Ingela Bluhm og Kirsten Onsberg i K80 for. Sidstnævnte tog guld og satte med tiden 17,56 europarekord i 60 meter hæk, mens førstnævnte med 10,64 tog en helt suveræn sejr på den flade 60 meter med næsten halvandet sekund ned til andenpladsen.
Ingela tog også guld i længdespring og på 200 meter, mens Kirsten blev en af mesterskabets helt store medaljeslugere, da det også blev til sølv i højdespring, vægtkast og kuglestød.
Fire medaljer blev det også til for den sejrsvante Maria Sløk i K40-klassen, hvor hun tog guld i diskos, kugle og vægtkast, mens det blev til sølv i hammer.
Jan Cordius, der nød sit sidste år som H55 satte de unge atleter på plads og vandt herrenes diskos og tog sølv i kugle, hvor det også blev til en dansk mastersrekord.
De danske præstationer ved Masters EM-inde
- Antal medaljer: 34
- Guld: 13
- Sølv: 11
- Bronze: 10
- Danske mastersrekorder: 13
- Europæiske mastersrekorder: 1
Se alle resultater her
Se de officielle billeder fra mesterskabet her
Se billeder og flere detaljer om præstationerne på dansk Mastersatletiks Facebookside
Seneste nyheder
-
VM-U20: Vincentsen slutter sin tikamp stærkt af
DAG 4. Nok var der et par små skuffelser undervejs, men Mads Vincentsen fik lørdag sluttet sin tikamp stærkt af med to personlige rekorder. Efterfølgende kunne holdleder Juan Diego Gonzalez gøre status over det vigtige mesterskab.
Læs mere -
EM 2026: Alt hvad du skal vide
Mandag begynder EM i atletik. Hele 28 danske atleter er udtaget og der er dermed danskere i aktion næsten dagligt. Få overblikket over hvem, hvad og hvornår.
Læs mere -
VM-U20: Ronja løber PR hjem i VM-debuten
DAG 3. Ronja Christophersen skar i fredagens indledende 200 meter-heat to hundrededele af sin personlige rekord, mens Viola Lei Hansgaard manglede lidt over en meter i at nå spydkast-finalen.
Læs mere -
VM-U20: Stærk indsats af Christoffer er ikke stærkt nok
DAG 2. Med tiden 47,80 var Christoffer Banke Jørgensen bare 0,43 sekund fra avancement i torsdagens indledende 400 meter-heat.
Læs mere