Anna Emilie Møller fra efter indledende heat på 5000m ved VM. Foto: Lone Dybdal.

Anna Møller runder sit fænomenale VM af med flot præstation på 5000m

Anna Emilie Møller var tæt på at komme i endnu en finale med en rigtig flot præstation. Med 15.11,76 min. ender hun lige uden for avancement til finalen, men kan se tilbage på et helt fænomenalt VM.

Anna Emilie Møller havde allerede inden aftenens 5000m indledende heats haft et imponerende VM. Et VM, hvor hun blev nr. 7 i finalen på 3000m Forhindring og undervejs slog sin egen danske rekord hele to gange.

3000m Forhindring var den primære distance ved dette VM for danskeren, men hun kvalificerede sig også på 5000m’eren og besluttede også at stille op her.

I det indledende heat forløb løbene således, at hun skulle videre med et stort Q som udgangspunkt. Anna Møller var i det 2. heat. I første heat vandt Obiri i 14.52,14 min. 10’ende løber kom ind på 15.19,90 min.

Man kan enten komme med videre som en af de fem hurtigste i hvert heat (Q) eller som en af de fem hurtigste derudover på tværs af heatene (q).

Altså skulle Anna Møller formentlig løbe omkring sin egen danske rekord på 15.07,70 min. eller komme videre på et stort Q som én af de fem første i heatet.

Anna Møller løb 15.11,76 min. og kom ind som nr. 7 i sit heat og som nr. 16 på tværs af heatene. Hun får altså akkurat lige den første placering af dem der ikke går videre til finalen. En tid hurtigere end 15.08,82 min. havde gjort det.

Til TV2 SPORT sagde Anna Møller efterfølgende:

“Lige nu skal jeg bare lige sunde mig. Det var virkelig hårdt. Det var ikke hårdt undervejs, men det var mentalt hårdt. Man ligger og bakser med en masse andre løbere.”

DET BLEV EN TAKTISK LANGSOM AFFÆRE

Anna Møller havde håbet på et hurtigt løb, hvor hun havde mulighed for bl.a. at sætte dansk rekord. Det er nemlig begrænset hvor mange gode 5000m løb der er at finde.

“Det er ærgerligt, at jeg ender i et taktisk heat. Men jeg er tilfreds med tiden ud fra hvad vi løb i starten”, fortalte hun til TV2 SPORT.

RESTEN AF VM PROGRAMMET FOR DANSKERNE 

Resten af danskernes program ved dette VM er følgende. Markeret med fed er de garanterede runder.

  • Fre 4. okt. kl. 19.40 / 4x100m Kvindelandsholdet / 4x100m, Indledende runde
  • Lør 5 okt. kl. 21.05 /  / 4x100m Kvindelandsholdet / 4x100m, Finale
  • Lør 5. okt. kl. 22.59 / Thijs Nijhuis / Marathon

Seneste nyheder