Kapgang
Kapgang er en klassisk sport med faste regler, som har været på OL programmet siden 1908.
Kapgang er en sport, der dyrkes over hele verden. Tidligere i Danmark af flere hundrede – i dag af færre.
Kapgang og gang blev i 2003 en integreret del af Dansk Atletik Forbund efter i 50 år, at have været et selvstændigt forbund (Dansk Gangforbund).
Reglerne er simple. Det går i store træk ud på, at det ene ben altid skal have kontakt med jorden og man skal have knæstræk. Det er ikke svært at lære reglerne. Det vil for de fleste tage mindre end et års tid at gå både korrekt og hurtigt.
Kapgang giver samme intensitet og samme sundhedsmæssige fordele som løb. Risikoen for skader er dog meget lavere end ved løb.
Kapgang er en enkel og billig sport. Det kræver et par sko og en kort instruktion – så er du gående. Kapgang er som øvrig atletik en social sport, hvor deltagerne foruden træningen som regel har en glæde ved godt selskab og fællesskab.
Konkurrencer / stævner
Der afholdes årligt flere kapgangskonkurrencer i Danmark, med distancer fra 1 km til 35 km. På bane og på landevej, indendørs og udendørs. Stævner oprettes løbende i DAFs kalender. Der er altid tidtagning ved kapgangsstævner, og stævneresultater kan ses på www.statletik.eu
Der er altid dommere til stede ved kapgangsstævner. Dommernes rolle er, at konkurrencen foregår fair og de skal observere, om deltagerne går reglementeret. Dommerne overvåger deltagerne langs hele ruten, og deltageren må maksimalt få 3 advarsler, der vises på en tavle langs ruten. Forinden får deltageren en henstilling, hvis der er tegn på afvigelser fra reglerne, som er følgende:
Kapgang er en bevægelse af skridt så kapgængeren opretholder kontakt med underlaget, således at intet synligt (set med det menneskelige øje) manglede kontakt med underlaget forekommer. Den forreste fod skal være strakt (det vil sige; ikke bøjet i knæleddet) fra det første øjeblik af kontakt med underlaget og indtil lodret position.
Træning
Instruktion kan gives i atletikklubber, der har kapgang på programmet:
- Aarhus 1900 Atletik - www.aarhus1900.dk
- Ballerup Atletik Klub - www.ballerup-ak.dk
- Københavns Idræts Forening - www.kif-atletik.dk
- Phønix / VI 39 (Vallensbæk/Valby) - kontakt Thomas Christensen, mobil/sms 30 91 92 44 eller Peer Jensen, mobil/sms 20 66 27 29
- Sønder Omme IF atletik og motion – www.teamsoif.dk
- Team Hechmann (privat instruktør, Slagelse) - kontakt Claus Hechmann - claus@hechmannsport.dk
Instruktion kan også findes på forskellige danske og udenlandske websider. Kapgang hedder ”Race walking” på engelsk.
Citater fra kapgængere
Her kan du læse et par testimonials om sporten fra danske kapgængere:
Henrik Egede skriver:
“Kom ind i kapgang fra masters-atletik. Det er en genial sport. Tager lidt tid at lære, men giver høj puls og frisk luft ligesom løb”. Henrik Egede, medlem af Phønix VI 39.
Thomas Christensen skriver:
“Jeg elsker det flow, jeg oplever ved kapgang. Med god rytme og høj frekvens kommer farten pludselig op. Og så er kapgang en ekstra form for træning med høj puls, som jeg kan kombinere med løb, cykling eller svømning”. Thomas Christensen, træner og medlem af Phønix VI 39.
Thomas Christensen skriver endvidere:
Kapgang - for børn og unge og deres forældre
Hvis du kan gå, kan du også gå kapgang. Hvis du er barn eller ung er kapgang noget, du nemt kan prøve, når du alligevel er på stadion og i atletikklubben.
Kapgang er ligesom andre grene i atletik noget, du kan se, om du er god til og finder sjovt. Ligesom højdespring, kast eller lignende.
Du kan på nettet finde nogle enkle instruktioner til teknikken. Der er kun to regler - og du kan jo prøve dig frem med at gå fx en kilometer og mærke efter, om det er noget for dig. Prøv eventuelt et par gange - og tag flere med.
Hvis du bliver fanget af lige præcis disciplinen kapgang, skal du nok have instruktion i starten.
Hvis du vil have instruktion er der nogle få steder i landet, du kan få dette - du finder listen i den generelle omtale af kapgang ovenfor.
Du vil altid være velkommen til stævner - det eneste, du skal vide er, at der modsat løb vil være dommere til stede, der holder øje med deltagernes teknik.
Det gode ved kapgang er det samme som ved løb: du kan træne når du vil. Du kan træne på stadion eller på landevej. Det er nemt og billigt at komme i gang og du kan med den rette påklædning træne hele året rundt.
Claus Hechmann skriver:
Kapgang har givet mig styrke og udholdenhed tilbage i forhold til mit løb og samtidig en fantastisk idrætsgren, hvor man bliver udfordret på kondition og teknik.
Jeg ser kapgang som en helkropsøvelse og den bedste alternative træning til flere idrætsgrene. Både over og underkrop bliver udfordret.
Kapgang burde være en obligatorisk disciplin til atletiktræning og specielt i en tidlig alder.
Man træner koordination, teknik og kondition uden at overbelaste sener og væv.
Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke startede lidt tidligere med kapgang, men i dag i en sen alder har jeg stor glæde og gavn af både træning og konkurrence.
For det komplette kapgangs regelsæt henvises til World Athletics.
Foto ovenfor er taget af Søren-Erik Svendsen og er fra DM 35 km 2023.