Abdi forud for forsøg på OL-kvalifikationskrav
Abdi Ulad løber søndag den 1. december Fukuoka Marathon i Japan. Målet er klart. Det er at opnå kvalifikationskravet på marathondistancen til OL i Tokyo i 2020. For at gøre det kræver det en tid på 2.11.30.
Abdi Ulad har en PR på 2.14.03 tilbage fra 2016. Nu skal han forbedre den med næsten 3 minutter for at komme til OL. Det mener han er muligt.
Til TEAM DANMARK har Abdi udtalt:
“Jeg har det fint med, at jeg skal slå min personlige rekord. Jeg har forberedt mig så godt, jeg kan, og jeg er godt løbende, så det ser fornuftigt ud. Jeg tror på det og går ind til løbet for at klare OL-kravet.”
Han har været på træningslejr i Kenya på det sidste.
TEAM DANMARK HJÆLPER I JAPAN
Med på turen til Japan deltager Team Danmarks ernæringsfysiolog, Majke Jørgensen, og bioanalytiker, Susanne Jørgensen, som har samarbejdet med Abdi Ulad siden 2017. Deres opgave er at lave en konkurrencestrategi, der skal sikre, at Abdi Ulad har det rette væskeindtag, og at hans salt- og sukkerniveau ligger, som det skal, så han har det bedst mulige udgangspunkt, når han står på startstregen på søndag. Det gør de blandt andet gennem hvilemålinger i dagene op til løbet.
”Det betyder meget, at jeg har to professionelle folk med, som kan hjælpe mig. Det giver mig ro i maven og én bekymring mindre. Nu kan jeg koncentrere mig om fødderne på landevejen. Det er vigtigt at have den rette mængde brændstof til sådan et løb, og det betyder også noget på det mentale plan, hvilket man heller ikke skal undervurdere.” siger Abdi Ulad til en artikel fra Team Danmark.
HVORDAN FUNGERER KVALIFIKATION TIL OL PÅ MARATONDISTANCEN?
Man kan kvalificere sig til maraton på OL på flere måder. Abdi Ulad har valgt søndag at gøre forsøget med en af de sværere metoder, men efter alt at dømme er det også snart den eneste måde man kan komme til OL.
Kort fortalt, så kan man kvalificere sig til OL enten ved at blive blandt Top 5-10 ved udvalgte maratons (World Marathon Majors, World Athletics Gold Label, VM Doha.), ved at kvalificere sig via et nyetableret rankingsystem eller ved at løbe hurtigere end en bestemt kvalifikationstid. Abdi Ulad prøver på sidstnævnte.
Kvalifikationskravet for direkte kvalifikation på tid er 2.11.30 for herrer og 2.29.30 for kvinder. Derudover er der det nye World Ranking system, som første gang får effekt ved OL i Tokyo 2020. Her sammenlægger man kort fortalt flere af hver løbers præstationer og tildeler dem én samlet score, afhængigt af resultatet/tiden og placeringen. Hensigten har været at få cirka halvdelen med på tid og halvdelen med på ranking. Nu har mange løbet så hurtigt, at der pr. d.d. af de 80 pladser til OL kun ville komme 10 herrer med via World Ranking systemet. Og der er stadig lang tid til kvalifikationsperioden slutter, så mon ikke de sidste 10 pladser også kommer til at blive indtaget af nogle der løber det direkte kvalifikationskrav. Regnes der lidt på det, så vil det også kræve tider på maratondistancen på 2.11.38 og 1.01.27 på halvmaratondistancen pr. dd. hvis man går efter rankingmetoden.
THIJS NIJHUIS HAR EN HILSEN TIL ABDI
Den anden fremtrædende danske herre, der er relevant i en OL-sammenhæng er Thijs Nijhuis. Thijs Nijhuis selv planlægger at gå efter OL kvalifikationskravet den 23. februar ved Sevilla Marathon. Han har en hilsen til Abdi forud for den kommende søndags maraton:
“Jeg krydser fingre for Abdi. Vejret ser ud til at være ret godt for et maraton, feltet er stærkt og jeg ved at Abdi har forberedt sig helt ned til mindste deltajle i Kenya. Han er en stærk løber, og at ligge ud efter OL-kravet er det eneste rigtige at gøre. Som altid bærer en satset åbning risikoen om at gå i stå med sig, men jeg er sikker på at han tager de rigtige valg og jeg vil stå tidligt op søndag for forhåbentligvis at se ham løbe i mål til en stor PR og forhåbentlig under OL kravet. Han er inspiration for mange og er med til at skubbe mine grænser også. KOM SÅ ABDI!”
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere