
Nyt fra bestyrelsen, december 2019
På Dansk Atletiks bestyrelsesmøde mandag den 9. december blev der sat søm i den epoke, der har strakt sig over de seneste ca. 10 år med to verdensmesterskaber på dansk grund, Skole OL, Royal Run, stor resultatmæssig fremgang, ændring af elitearbejdet, en otte-dobling af forbundets omsætning og en udvikling af hele den demokratiske struktur med oprettelsen af komiteerne.
Nu begynder en ny epoke. På mødet peger især tre beslutninger fremad: Oprettelsen af en trænerforening, ændring af komiteernes arbejde og strategisk fokus på at få flere ind på et atletikstadion gennem projektet ”TrackFit.”
På Årsmødet i starten af november måned blev Dansk Atletiks strategiske fokus for de kommende mange år lanceret: ”Vi skal være flere,” sagde formand Karsten Munkvad fra talerstolen. ”Flere medlemmer i foreningerne, flere til træning på stadion, flere til stævner og flere, der tager del i ledelsesarbejdet i både klub og forbund. Når vi er flere, skaber vi forudsætningerne for at nå mere, opnå bedre resultater og få mere indflydelse.” På det konstituerende bestyrelsesmøde i kølvandet på Årsmødet blev der taget hul på de første beslutninger, der skal medvirke til at indfri de strategiske mål.
Formandskab afløser FU
Bestyrelsen konstituerede formand Karsten Munkvad og næstformand Bent Jensen som bestyrelsens formandskab. I store træk vil Bent Jensen få ansvaret for forbundets administrative funktioner, mens Karsten Munkvad har ansvaret for det udadvendte politiske arbejde.
Nyt fokus på komiteerne
Komiteerne skal i fremtiden i større udstrækning overlade en række administrative opgaver til administrationen og selv arbejde med at udarbejde forslag og indsatser, der medvirker til at indfri det strategiske mål om, at vi skal være flere. Bestyrelsen fokuserer i første omgang på at få seniorkomiteen, B&U komiteen og Aspirantnetværket i omdrejninger med flere medlemmer, flere aktiviteter og med hjælp fra administrationen.
TrackFit skal fylde stadions
På Årsmødet blev begrebet TrackFit drøftet i flere sammenhænge. TrackFit er fitnesstræning på stadion, hvor man anvender alle de spændende træningsformer, som vi kender fra atletikken og supplerer med et sjovt fællesskab. Med DGI som partner vil bestyrelsen opbygge et koncept, som skal tilbydes klubber over hele landet. I starten af 2020 rulles ideen ud over i første omgang seks foreninger.
Vi opretter en trænerforening
En god træner er ganske enkelt afgørende for succes i atletikken. Både i forhold til resultatmæssig udvikling, rekruttering og fastholdelse. Derfor vil bestyrelsen i 2020 tage skridt til at oprette en forening for alle landets atletiktrænere, hvor man skaber attraktive muligheder for videndeling, videreuddannelse og fælles seminarer.
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere