Thijs Nijhuis 6. hurtigste dansker gennem tiden
Thijs Nijhuis rundede året af med en klækkelig ny personlig rekord. Ved 10 km landevejsløbet “Corrida de Houilles” i Frankrig forbedrede han sin PR fra 29.32 min. til 28.52 min.
Med den flotte tid skriver Thijs sig ind som den 6. hurtigste dansker på distancen gennem tiderne. Ikke siden 1998 har nogen dansker løbet så hurtigt efter ranglisten på statletik.dk.
Historisk er det en præstation der bemærkes i Danmark. Derudover, så er det også en præstation, der lover godt for Thijs’ kommende forsøg på at slå OL krav på 2.11.30 ved Sevilla Marathon den 23. februar 2020, altså om blot syv uger.
"JEG FØLER LYKKERUSEN IDET JEG PASSERER MÅLSTREGEN"
Om løbet beretter Thijs selv.
“Efter EM Cross Country synes jeg, at min form var til mere end jeg viste. Derfor tog jeg fem dage fri/roligt, og så startede jeg marathontræning frem mod Sevilla Marathon den 23. februar 2020. Fra fredag sidste uge til torsdag denne uge havde jeg blandt andet 220 km med 30 km mellem 2.58-3.03 min/km. Så efter to rolige dage var jeg spændt på at se hvad jeg kunne. Niels Kim (red.: Thijs’ træner) mente, at jeg var i bedre form end til Royal Run 2019 (red.: hvor Thijs løb 29.32 og satte PR) og jeg satte mig for at gå med en stor gruppe som jeg troede løb 28.30-29 min., hvilket holdt stik.
Jeg kiggede egentlig ikke på uret, men fulgte bare med gruppen, hvor jeg lå bagerst. Havde 14.21 min. halvvejs ved 5 km og havde det nogenlunde. Jeg måtte dog slippe gruppen ved 6 km idet de accelerede, og kan se på mit ur, at det var hurtigste kilometer selvom jeg slap. Derefter prøvede jeg at fokusere på min egen rytme, og prøvede at kæmpe mig op til gruppen, hvor der var flere i problemer. Ved 8 km skiltet ser jeg 23.02 min. som splittid, og tænker at min sub 29 min. tid ikke må glippe selvom jeg har det ulideligt hårdt! De sidste 400m er all-out, og jeg føler lykkerusen idet jeg passerer målstregen og der står 28.5x!
Jeg er utrolig glad for resultatet. 28.50 (netto) er det samme som EM kravet på banen, så hvem ved om det skal have et skud før eller siden, men lige nu er fokus på marathondistancen. Hurtigheden er på plads og jeg håber at få 3,5 gode uger i Kenya når jeg tager afsted næste lørdag.”
RANGLISTE GENNEM TIDERNE
- 1. Klaus Hansen / 28.25 / 1995
- 2. Flemming Jensen / 28.40 / 1990
- 3. Keld Johnsen / 28.45 / 1984
- 4. Henrik Jørgensen / 28.46 / 1983
- 5. Carsten Jørgensen / 28.51 / 1998
- 6. Thijs Nijhuis / 28.52 / 2019
- 7. Niels Kim Hjorth / 28.55 / 1983
- 8. Abdi Ulad / 28.57 / 2012
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere