Daniel Wagner indstillet som ÅRETS PARA-ATLET af Parasport Danmark
Fem af de største profiler i dansk parasport kæmper om titlen som Årets Para-atlet, som er en pris der uddeles af af Parasport Danmark. Para-atlet og atletikudøver, Daniel Wagner, er indstillet til prisen. Den endelige vinder findes torsdag den 6. februar på Experimentarium.
Daniel Wagner var med i London ved PL i 2012, ved Rio til PL i 2016 og nu ser han frem til at deltage i Tokyo ved PL i år, hvor han er kvalificeret i to discipliner. Han kvalificerede sig ved i 2019 at præstere rigtig flot til para-atletikkens VM i Dubai, hvor han vandt sølv i længdespring og guld på 100m’eren.
For hans præstationer i 2019 er han nu indstillet som én ud af fem para-atleter til titlen som ÅRETS PARA-ATLET.
Det er en pris, der uddeles af Parasport Danmark og Pressalit. Prisen hedder Keep Living-prisen og udover hæderen følger der 40.000 kroner med til atleten. Pressalit A/S arbejder for at fjerne begrænsninger og skabe nye muligheder for personer med handicap ved at skabe fleksible køkken- og badeværelsesløsninger til mennesker med nedsat funktionsevne.
INDSTILLEDE TIL PRISEN
De indstillede til prisen er:
- Daniel Wagner, atletik
- Landsholdet i kørestolsrugby
- Lise Kjær Gjessin, Taekwondo
- Tobias Thorning Jørgensen, dressur
- Peter Rosenmeier, bordtennis
Ved nomineringerne er der lagt vægt på årets resultater, men også træningsindsats, indstilling og det, at udøveren vurderes at være en god repræsentant for parasporten, har spillet ind.
Om indstillingen af Daniel Wagner er der meddelt følgende fra Parasport Danmark:
“Trods en hård sæson med et langt og opslidende skadesforløb formåede Daniel Wagner at slutte sæsonen på toppen, da han viste tårnhøj klasse ved VM i para-atletik i Dubai. I længdespringskonkurrencen blev det til en sølvmedalje med et spring på 6,84 m, der er ny personlig rekord - kun 6 cm fra guldet, som gik til tyske Leon Schäfer. En skade var tæt på at afholde ham fra at stille op på 100 meter-distancen, men det var ikke til at se i en vanvittigt tæt finale, hvor Wagner i tiden 12,32 sekunder sikrede sig karrierens første VM-guld på distancen - bare 0,02 sekunder foran Leon Schäfer.”
TIDLIGERE VINDERE
Prisen er blevet uddelt siden 2002, hvor Pressalit blev hovedsponsor for Parasport Danmark, og de ti seneste vindere er:
- 2009: Karina Lauridsen, svømning
- 2010: Landsholdet i ridning
- 2011: Kvindelandsholdet i goalball
- 2012: Jackie Tony Christiansen, atletik
- 2013: Landsholdet i kørestolsrugby
- 2014: Amalie Vinther, svømning
- 2015: David Amager, landstræner i ridning
- 2016: Peter Rosenmeier, bordtennis
- 2017: Daniel Wagner, atletik
- 2018: Stinna Tange Kaastrup, ridning
BLEV HANDICAPPET SOM 14-ÅRIG
Det var en gymnastikulykke som 14-årig, der gjorde, at Daniel Wagner måtte blive benamputeret. Han landede uheldigt efter et spring, der gjorde, at knæskallen blev presset op i låret. Ødelæggelserne var for store og hans liv var i fare grundet overskårne blodårer, hvorfor dele af det ene ben blev amputeret.
Lige nu har Daniel Wagner taget orlov fra sine studie som kaospilot for at være fuldt dedikeret til sin sport.
HVAD ER PARASPORT DANMARK?
Parasport Danmark, der blev stiftet i 1971, arbejder for at fremme motions- og konkurrenceidræt for personer med handicap, bl.a. ved at initiere, støtte og kvalificere nye aktiviteter og tilbud i klubber over hele landet.
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere