
Hvad er meningen...med Amazon og Dansk Atletik?
Skrevet af Torben Dan Pedersen, Underdirektør i Dansk Atletik
Søndag eftermiddag... Det er gråt og trist udenfor, løbeskoene er solidt parkeret i tørvejr på skohylden, mens regnen pisker mod ruderne. Så i stedet for at træne går jeg ombord i nogle af de artikler, jeg har gemt på min pc til at læse, ”når jeg engang får tid.” Jeg falder over en artikel om Amazons grundlægger og CEO Jeff Bezos. På 23 år har han udviklet sin virksomhed fra at have ni ansatte og en årlig omsætning på 500.000$ til nu 540.000 ansatte og en omsætning på ubegribelige 178.000.000.000$. Er der mon noget at hente fra ham, som vi kan bruge i Dansk Atletik?
Inden jeg refererer pointerne fra artiklen, er der lige en forudsætning, som skal på plads: Dansk Atletik skal vokse. Vi skal være flere. Det var hovedbudskabet fra talerstolen ved Årsmødet i starten af november. Og med flere menes flere hele vejen rundt: Ungdommer, juniorer, seniorer, eliteatleter, masters, trænere, ledere, klubber osv. osv. Fra Årsmødets side er kursen dermed sat: Dansk Atletik skal udarbejde og implementere en vækststrategi for at lykkes. Gerne hurtigt. Den oplagte tilgang vil være at se efter inspiration fra andre forbund i DIF-familien. Eller lære af atletikforbund i andre lande, som er lykkedes med at vokse. Problemet ved at se i retning af dem, der ligner os, er, at løsningerne ofte bliver lidt af det samme, bare lidt anderledes. Og så kommer vi jo ikke rigtigt videre.
I stedet ligger der ofte langt mere spændende og ikke mindst udfordrende løsninger og venter uden for vores egen verden. Hvad gør fx nogle af verdens mest succesfulde virksomheder for at skabe vækst og succes? Er der nogle af deres ”greb,” som vi kan blive inspireret af? Skal vi i Dansk Atletik skabe den vækst, som Årsmødet har defineret, skal vi simpelthen fortsætte med at være åbne for andre tankegange, metoder og løsninger.
Det var derfor, jeg ledte efter inspiration fra nogle af de allerbedste ledere i nogle af verdens største og mest fremgangsrige virksomheder. Hvad er det, som de gør for at lykkes så godt?
Tilbage til artiklen: Her fortæller Jeff Bezos om tre hjørnesten i Amazon – de ledelsesmæssige kerneredskaber – som har været selve forudsætningen for virksomhedens succes. Her kommer de – og med mine atletik-refleksioner skrevet ind undervejs.
1: Den guddommelige utilfredshed
Amazon har et nærmest hysterisk kundefokus. Og uanset hvor mange kræfter, de lægger i at gøre deres kunder tilfredse, er der altid kunder, der ønsker en endnu bedre kundeoplevelse. Det er denne utilfredshed, der er drivkraften bag Amazons ustoppelige fokus på hele tiden at gøre kundeoplevelsen bedre. For Jeff Bezos er kundernes utilfredshed guddommelig. Fordi den skaber selve afsættet for, at virksomheden konstant udvikler sig. I Dansk Atletik er det svært at tale om, at vi er lykkedes med at have kundefokus. For hver 100 ti-årige, der starter til atletik, er der to tilbage 10 år senere. Vi mister med andre ord 98% af alle de ”kunder”, der kommer ind i vores biks. Ingen kommerciel virksomhed ville kunne overleve med at miste så mange kunder. Jeg tænker, at vi skal tage det dybt alvorligt, at kunderne flygter fra os. Vi er ganske enkelt nødt til at ændre fokus og tilrettelægge atletikken, så vores kunder skal blive hos os. Vi skal i det hele taget betragte medlemmerne som kunder. Kunder, som skal blive hos os. Tænk, hvis der var fire tilbage som 20-årige. Så var der dobbelt så mange voksne atleter som nu…
2: Ideer rimer på eksekvering…
Jeff Bezos anerkender værdien af ideer. Der er endda ”masser af ideer,” påpeger han. Men det er eksekveringen – udførelsen – af ideerne, der afgør, om man bliver en succes. Evnen til at stå med den ene fod solidt plantet i en vision for fremtiden og den anden forankret i en exceptionel udførelse, er efter hans mening selve kernen til succes. I Dansk Atletik har vi gennem de senere år bevist denne grundsætning gennem VM Halvmaraton i 2014, VM i Cross sidste år og udviklingen af Copenhagen Half. Stærke ideer, der fik arrangementerne til Danmark. Og endnu stærkere eksekveringer. Det er denne tilgang, vi skal overføre til atletikken, altså den vi oplever på stadion. Vi skal udvikle visionære ideer for at udvikle sporten fra sin oprindelige grundform til et tilbud, der appellerer til langt, langt flere. Og så skal der leveres og eksekveres. Som det er lige nu, mangler vi i første omgang stærke ideer og en spændende vision for udviklingen af atletikken. Vi har allerede bevist, at vi har evnerne til at eksekvere i verdensklasse. Men skal vi have vores kunder til at blive i butikken, er vi ganske enkelt tvunget til at udvikle atletikken. Og levere varen overalt, hvor man i fremtiden møder vores sport.
3: Sæt overliggeren VIRKELIG højt!
Jeff Bezos mener, at hvis en organisations medarbejdere og interessenter ikke betragter ledernes mål som urimelige – ja, så har du ikke sat overliggeren højt nok! Det er en leders opgave at strække medarbejdernes oplevede grænser så langt, at de ikke selv i deres vildeste fantasi kunne forestille sig det. Og forvente, at de kan opnå disse resultater. Det er interessant for os i Dansk Atletik, fordi vi simpelthen skal gøre noget markant andet, end vi har gjort hidtil. Vi lykkes aldrig med at blive flere, hvis vi fortsætter med at justere på de samme små knapper, som vi altid har gjort.
Vi skal turde sige højt, at atletik rummer potentialet til at blive en af de tre største sportsgrene i Danmark! Og det kan vi, fordi atletik og al den træning, der ligger bag de traditionelle atletikdiscipliner, tilbyder alle de grundlæggende fysiske og motoriske bevægelser og træning, som enhver af os har brug for. Uanset alder.
I atletikken har vi fantastiske muligheder for at tilbyde spændende, udviklende og attraktiv træning i et relevant fællesskab med andre ligesindede. Men vi skal væk fra at se på enhver, der kommer på stadion, som en, der skal lære at mestre atletikdisciplinerne i en traditionel konkurrencesammenhæng. Vi skal turde at se væk fra det snævre konkurrencefokus og se på sporten i allerbredeste forstand. Med den træning, vi kan tilbyde, har vi et tilbud til enhver, der ønsker at udvikle sin egen fysiske formåen. Og kan vi levere det, kommer der flere til atletik. Mange, mange flere. Og dem skal vi holde på! Uanset om de bliver verdensklasseatleter, hyggeatleter, aldrig kommer til et stævne, bliver ledere eller trænere. Eller vejvisere til et motionsløb.
Atletik skal være en stor sport i Danmark. En af de tre største. Det kræver en femdobling af antallet af medlemmer. Er det urimeligt at forlange…?
/Skrevet af Torben Dan Pedersen, Underdirektør i Dansk Atletik
FAKTA
Torben Dan Pedersen indgår i et nyligt etableret nyt ledelsesteam i Dansk Atletik Forbund.
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere