
Ny dansk rekord på 14.04 på 5 km løbet af Mikkel Dahl-Jessen på landevejen
Mikkel Dahl-Jessen har netop løbet ny dansk rekord på 5 km landevej ved at løbe 14.04 min. Det gjorde han ved Monaco Run Herculis i Monaco.
Mikkel Dahl-Jessen og Mikael Johnsen drog til Monaco Run i håbet om en hurtig 5 km tid på landevejen, samt at se hvad muligheder løbet ellers bød på. Det er sjældent der er meget hurtige 5 km felter på landevejen, men ved Monaco Run plejer der altid at blive sammensat nogle habile felter. Blandt andet løb Anna Emilie Møller sidste år dansk rekord for kvinder til dette løb.
Løbet startede og målet var klart. En hurtig tid. Men som løbet formede sig, så Mikkel Dahl-Jessen hurtigt en mulighed for også at få en god placering. En mulighed blev til en hurtig beslutning, der gjorde, at den første kilometer blev løbet i 2.37 min./km da han gik med en gruppe. For at løbe præcis 14 min. skal man løbe 2.48 min./km. Mikael Johnsen var lidt mere afventende og løb på 14.00 min. pace til 3 km. Ved 2 km havde Mikkel 5.22 min. så tempoet var ikke faldet mere for ham.
Mikkel løb hjem i 8.42 min. på de sidste 3 km og kunne dermed løbe ind til ny dansk seniorrekord som før var på 14.34 min. af Abdi Ulad fra 2018. Mikkel selv løb dog 14.18 min. ved Nytårsløbet i Aarhus den 31. december 2019, men her blev han ikke dopingtestet hvorfor resultatet ikke kunne godkendes som en dansk rekord. Nu har han så slået den eftertrykkeligt. Men efter alt at tyde lader det til at han har mere at byde på i et jævnt løb.
Mikael Johnsen løb hjem til en flot tid på 14.19 min.
Ved samme løb i Monaco blev der af Joshua Cheptegei sat verdensrekord med en tid på 12.51 min.
LØBER TIL DM INDENDØRS NÆSTE WEEKEND
Begge to står på de offentliggjorte startlister til DM Indendørs den 22-23. februar i næste weekend i Odense. Mikkel står på til 3000m og 1500m. Mikael står på til 800m, 1500m og 3000m.
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere