Mikkel Dahl-Jessen beretter om en ændret hverdag for tiden
Hverdagen er blevet en hel del anderledes i flere eliteatleters hverdag. Både hverdagen og fremtiden er ændret markant pga. Coronavirussen. Eliteløber, Mikkel Dahl-Jessen fra AGF Atletik, kommer her med en status. For ham er det store mål i 2020 stadig en mulighed. Lørdag deltog han i et lidt anderledes stævne, der bl.a. involverede at løbe 1 Mile (1609m) inde i sit hjem. Se nederst i artiklen hvordan det foregik.
“EM Paris er stadig mit helt store sæsonmål, så jeg håber selvfølgelig, det bliver til noget trods den her vilde situation.”, lyder det fra Mikkel.
EM i Paris er næsten den eneste større internationale begivenhed der fortsat er uændret i atletikkalenderen for 2020. OL er udskudt og ligeså er mange andre stævner.
Mikkels år kunne næsten ikke være startet bedre, og det hele så lovende ud. Han løb uofficiel dansk rekord på 5 km landevej med en tid på 14,04 min. i Monaco, løb under 8 min. på 3000m indendørs og så vandt han DM Cross som nok er hans største bedrift hidtil. Mellem- og langdistanceløberen begyndte altså endelig at hæve fra den konto han gennem mange års tålmodighed havde opbygget. Ifølge ham selv, så er han i bedre 5000m form end 1500m form for tiden. For ham kommer de imponerende resultater ikke pludseligt, fortæller han. Det er et resultat af at han har fået en tålmodighed ind i træningen sammen med træneren, Morten Munkholm. De går lige så langsomt frem, og derfor har han nu haft meget lang tid uden større skadesperioder.
Men mange af 2020 sæsonens planlagte stævneplaner visnede hurtigt, da der begyndte at ske kalenderændringer pga. Coronavirussen. Træningen fortsætter dog, men på andre vilkår.
HVORDAN FOREGÅR TRÆNINGEN NU?
Mikkel opholdte sig i England få dage før regeringen tog initiativ til at lukke grænserne. Han tog som planlagt hjem og isolerede sig fra sine træningsfællesskaber som det blev anbefalet. Men fællesskaberne savner han.
“Jeg savner at træne med Mikael (Johnsen, red.) og de andre i AGF Atletik, og jeg savner at se familie og venner, ligesom alle andre i Danmark, men ellers har jeg det meget godt. Jeg får trænet en masse alene - i marts satte jeg for eksempel kilometerrekord - og ellers bruger jeg tiden på studiet, min nye hjemmeside/blog og på at lave god mad og se film med kæresten."
GRUNDTRÆNINGEN FORTSÆTTES
“Ifølge den oprindelige plan skulle vi have startet den specifikke banetræning i uge 15, men foreløbig har vi (Mikael og jeg) aftalt med Morten at forlænge grundtræningen med 2 uger. Vi regner ikke med, at den internationale banesæson starter før juli, eller måske endda først i august, så i juni-juli må vi være gode til at hjælpe hinanden med at løbe hurtigt i Danmark.
Det fungerede godt for Mikael og mig indendørs, hvor vi skiftedes til at pace hinanden, så det skal det nok også gøre udendørs. I elitemiljøet snakker vi også godt sammen, så jeg er sikker på, vi kan få samlet nogle gode danske felter. EM Paris er stadig mit helt store sæsonmål, så jeg håber selvfølgelig, det bliver til noget trods den her vilde situation.”, fortæller Mikkel.
HVILKE DISCIPLINER ER DIN FREMTID NU?
Mikkels paradedisciplin og fokus har mestendels været på 1500m, men han har nu fået en øget mængde ind der gør, at han selv synes der er fine muligheder på den længere mesterskabsdistance, 5000m. Han prøver at kvalificere sig til begge to til august måneds EM. Det kræver for 1500m og 5000m tider hurtigere end hhv. 3.39,50 min. og 13.44,00 min.
“Hvis det er meget varmt vil jeg nok helst løbe 1500m til EM. Men en 5000m til et EM kunne meget vel blive et sub 13.30 løb, så det kunne være en god PR mulighed hvis der er gode forhold. Så der er både fordele og ulemper ved begge distancer. Best case kvalificerer jeg mig til begge.”
Mikkels træning har måske gjort det muligt nu at forsøge sig på begge distancer.
“Jeg har næsten altid kunnet løbe stærkt på 1500m uanset hvordan træningen var gået. 800m var jeg ikke hurtig nok til og 5000m ikke stærk nok til. Det er først her de seneste års tid jeg har fået en kilometerbaggrund der er stærk nok til at løbe stærkt på længere distancer end 1500m’eren.”
DELTOG I STAY-AT-HOME HJEMMESTÆVNE I LØRDAGS
Mikkel Dahl-Jessen deltog lørdag den 4. april sammen med flere andre danskere i et ret anderledes stævne arrangeret af Roster Athletics. Stævnet var arrangeret for at støtte op om indsatsen mod Coronavirus. Da atleterne har begrænsede muligheder for at samles så havde initiativtagerne hos Roster Athletics modificeret enkelte discipliner så de kunne blive udført i ens eget hjem.
Mikkel Dahl-Jessen deltog i 1 Mile der skulle udføres i ens eget hjem. Det gjorde han på omgange i lejligheden der var 17m. Altså skulle der 95 omgange til.
Mikkel gennemførte på 12.58 min. og kom på en 10. plads. Den blev vundet af svenske David Cannmo på 5.08,00 min.
Flere andre danskere løb også Milen. Nick Jensen løb 8.05,44 min. og tog en 3. plads og Ole Hesselbjerg løb på 8.08,00 min.
Derudover deltog Mikkel i en “Wall sit” disciplin, hvor det gjaldt om at sidde så lang tid op af en væg i 90 graders stilling som man kunne. Her blev det også til en 10. plads med en tid på 2.05,56 min. Ole Hesselberg og Nick Jensen var også deromkring med tider på hhv. 2.05,00 min. og 2.03,00 min.
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere