Nyhed fra Dansk Atletik

OL i Tokyo er fortsat karrierens sidste mål for topmotiverede Sara Slott

Det var for OL-sølvvinderen Sara Slott planen, at karrieren skulle stoppe efter OL. Men så blev OL udskudt. Efter det skulle Sara bruge tid på at mærke efter om motivationen var der til at fortsætte. Det kom hun hurtigt frem til, at det er den, så Tokyo i 2021 er planen - hvis altså de økonomiske rammer kommer på plads.

Læs om Sara Slotts perspektiv på hele forløbet her samt hendes tanker om motivation, mulighederne for at gøre sig gældende til OL i 2021, hverdagen nu og om at hun udskyder de ellers planlagte næste trin i hendes liv for at slutte som hun havde planlagt, med et OL.

Sara Slott genkendes af mange danskere. Vi holder af at følge med, og især de helt store præstationer som EM guld i 2016 og OL sølv samme år er noget mange danskere kan huske og ser tilbage på. Vi havde alle glædet os til at se Sara til OL i Tokyo 2020, hvor det var planen at karrieren skulle stoppe. Nu blev OL så udskudt, og derfor har der været stor interesse i at vide om Sara Slott vil være at se når vi danskere skal heppe med i 2021 til OL.

Der er meget der tyder på det. Sara er topmotiveret og bestemt ikke slået ud af, at OL er udskudt. Alt peger på ifølge hende selv på, at hun kan komme til at stoppe på toppen. Som hun selv nævner nedenfor, så er beslutningen om at fortsætte til OL i 2021 også et resultat af, at hun føler hun kan komme i en finale og gøre sig gældende. Der er dog ingen garantier i sporten, men hun vil give det et forsøg og føler, at karrieren ikke skal slutte med en diskvalifikation ved et VM i 2019. Så OL er fortsat tænkt som karrierens sidste store mesterskab. Nu er målet bare rykket lidt længere væk. Læs nedenfor Sara Slotts tanker om beslutningen om at fortsætte. Det er dog vel at mærke tanker om, at hun gerne vil fortsætte, men om hun kan fortsætte skal det kommende stykke tid vise, for økonomien mod en fortsat OL-satsning er endnu ikke på plads.

BUDSKABET ER, AT HUN FORTSÆTTER HVIS DET ER MULIGT

Søgelyset har især i den senere tid været på hvad beslutningen så er blevet her noget tid efter OL blev udskudt.

Jeg har jo bare efter OL udskydelsen haft sagt, at jeg har skullet bruge tid til at mærke efter. Det har folk og medierne respekteret, men der begynder nu at være en ret øget interesse. Det har ramt på nogenlunde samme tidspunkt. Alle medier har næsten taget fat i mig i samme uge. Derfor ville jeg gerne gå ud meget noget nu her for at give en fælles besked.

Det er nok omkring fem om dagen der ringer eller skriver. Med spørgsmål såsom: Har du besluttet dig nu? Vil du være med i det her program osv.? Kan du sige noget her? Også da den der hjælpepakke kom. Hvad betyder det så, og har du så besluttet dig nu? Før jeg får at vide der er en kontrakt, en mail eller noget lidt mere bindende kan jeg ikke tillade mig at melde noget definitivt ud. Jeg afventer fortsat og håber snart, at der kommer en afklaring.” 

 

MOTIVATIONEN ER DER

Motivationen er der dog. Det ligger nu fast, og det tog ikke lang tid at finde ud af. Sara Slott nævner, at hun efter udskydelsen først har skullet finde ud af om motivationen ville være der til ét år mere i sporten som aktiv. Næste trin er så nu at finde ud af om det økonomisk kunne lade sig gøre, da hun lever som fuldtidsprofessionel atlet og en satsning på et udskudt OL kræver øgede midler.

Det tog ikke lang tid at finde ud af, at hvis kroppen kunne holde og økonomien kan bære det, så skal den have et år mere. Jeg synes, at det er for mange år af mit liv, der er blevet investeret i det her til at de skulle afsluttes med et OL, der ikke blev til noget for mig.”, fortæller Sara.

VIL IKKE BARE GÅ UD AF BAGDØREN

Skulle det slutte nu, så ville selv en ordentlig afskedsreception ikke være mulig.

"Skulle det slutte nu, så ville jeg jo ikke engang kunne afholde en afskedsreception eller noget som helst, for man må jo ikke samles. Det ville være lidt som at gå ud af bagdøren, og det har jeg egentlig aldrig gjort, så jeg synes ikke, at det var det min karriere fortjente.

VM DISKVALIFIKATION SKULLE IKKE BLIVE DET SIDSTE FRA SARA SLOTT

Sara Slott blev diskvalificeret i indledende runde til 2019’s VM. Bliver OL ikke til noget for Sara, så ville det resultat ved VM være hendes sidste resultat i et globalt mesterskab. Det ønsker hun ikke.

Tanken om, at min diskvalifikation i Doha skulle vise sig at være mit sidste løb, det føles simpelthen så forkert. Jeg har forliget mig med, at det var det resultat, og at jeg aldrig kommer til et VM igen, men at det skulle være min karrieres sidste løb.. fordi det jo blev en sæson hvor jeg ikke helt fik de tider ud jeg synes jeg skulle. Jo, på træningsbanen, så jeg ved der var rigtig meget i posen, men det kom aldrig ud. Så at slutte med sådan en diskvalifikation der, det strittede helt på mig. Så derfor må jeg lige tage en omgang i manegen mere.”

FANDT RET HURTIGT UD AF, AT HUN VILLE FORTSÆTTE

Sara Slott sætter her ord på beslutningsprocessen omkring det at ville fortsætte. 

Lige efter OL blev udskudt havde jeg et motivationsdyk. Jeg tænkte hvad nu? Jeg skulle nemlig til at finde ud af, om jeg ville det her et år mere. Hvad er min motivation til? Det synes jeg relativt hurtigt, at jeg fandt frem til, at det ville jeg gerne.

Jeg har jo været igennem den der beslutningsproces én gang ift. at finde ud af hvornår jeg føler at min karriere skulle stoppe. Der kom jeg frem til at det skulle stoppe ved OL i Tokyo. At det så lige bliver rykket, det er så en streg i regningen, men det ændrer ikke noget ved, at jeg føler, at der er der min karriere skal stoppe.”

"Min beslutningsproces startede allerede, da der begyndte at være rygter om at OL kunne blive påvirket. Hvad nu hvis det ikke kommer til at følge den plan man har lagt. Så sker det der, at OL udskydes. Så skal der tages en beslutning om hvorvidt man skal fortsætte eller om man ikke skal. Det er jo ikke noget man melder ud dagen efter. Det var dog ikke sådan, at jeg lå på sofaen og tænkte i to uger. Jeg har jo egentlig bare kørt videre. Jeg havde to dage efter udmeldingen hvor jeg lige havde behov for at trækket stikket og ikke lave særlig meget. Jeg løb bare lige en lille tur. Derefter er jeg kommet tilbage til træningen og har lavet alt det, der har været muligt under de her omstændigheder.

I processen har jeg truffet den nævnte beslutning om, at jeg gerne vil have det skal slutte med et OL. Jeg føler, at jeg har taget den rigtige beslutning.

Når jeg først har taget en beslutning, som at det skal slutte med OL, så betyder det, at jeg bare skal køre på med træningen fordi det ikke slutter lige om lidt. Der har der ikke være nogle udfordringer motivationsmæssigt. Selvfølgelig er det nogle underlige tider vi er i nu, som kan påvirke, men på den anden side, så ved man også, at der ikke sker noget ved at man ikke får optimal træning lige nu for der er jo ikke noget man skal være klar til lige om lidt.”

OL UDSKYDELSEN SKABTE RO

At man forventer en beslutning tages gør vel ikke beslutningen mindre ubehagelig når det så sker? 

Nej, det gør det ikke i forhold til, at det var en beslutning man ikke håbede skulle tages. Men det giver noget ro. Man skal ikke hele tiden og tænke “hvad nu hvis?” i sit hovede? Som hvad nu hvis OL bliver til noget, og vi ikke kan komme på træningslejr inden, hvad så? Hvad nu hvis OL bliver uden tilskuere? Hvad nu hvis og hvad nu hvis? Når der så kommer en afklaring, så kommer der en ro. Så har man et nyt sæt spilleregler at agere ud fra."

EM AFLYSNINGEN RAMTE HÅRDT

Indtil dagen inden dette interview (24. april, red.) var EM stadig på planen. Sara havde et EM guld fra 2016 at forsvare. EM blev så ikke blot udsat, men decideret aflyst.

Lige indtil i går var jeg faktisk ret motiveret, og jeg var helt klar på, at jeg skulle have min Europamesterskabstitel tilbage, og det kunne jeg sagtens have holdt mig kørende på en hel sæson, at nu var EM fokus. Så kan det godt være, at man så møder ind med lidt forskellige træningshistorikker. Det kan godt være det der ville afgøre hvem der ville få medaljerne, og om man har kunnet træne eller ej, men det var okay, så længe det bare var der.

Jeg var mere overrasket over, at de aflyste EM end at de rykkede OL. Den synes jeg i går var ret hård at sluge. Når man så sidder og læser om bevæggrunde, økonomi og de restriktioner der skulle arbejdes under, så kan man jo sagtens forstå det.”

Fra da Sara Slott vandt EM guld i 2016. Foto: DECA Text&Bild.

VAR KLAR TIL ET NYT LIV EFTER SPORTEN

Sara Slott var klar til et nyt liv efter OL i 2020. Så det var ikke blot en omrokering af sportslige planer, men en decideret beslutning om at forlænge karrieren der skulle tages.

Jeg havde besluttet mig at slutte til sommer, netop fordi jeg kunne mærke indeni, at jeg havde det rigtig godt med at det skulle slutte der. Jeg havde selvfølgelig glædet mig til OL, men jeg havde også glædet mig til ikke at skulle være atlet. Jeg føler mig egentlig klar til at komme videre og vil gerne have flere børn og vi har lige købt et hus og sådan. Der var mange ting hvor vi nu kunne tage de næste skridt i livet. Det passede bare rigtig godt og føltes helt rigtig. Så det skulle vi lige arbejde med.”

Fra da Sara Slott vandt EM guld i 2016. Foto: DECA Text&Bild.

ET ÅR ER RIGTIG LANG TID AT VENTE PÅ ET OL FOR SARA SLOTT

“Et år kan både være vildt lang tid, og så kan det være ingen tid. Når man er lidt i slutningen af sin karriere, så synes jeg, at et år er rigtig lang tid. Der var mange ting hvor jeg havde tænkt, at jo, jeg skal ikke igennem sådan en frygtelig hård vintertræning igen, men også sådan med akillessener og min ryg osv.”

 

KAN KOMME TIL AT STOPPE PÅ TOPPEN

Det kører sindssygt godt til træning, og det har kørt sindssygt godt den her vinter. Jeg har lavet virkelig løbet godt i nogle af mine testløb, når vi har trænet i en indendørs hal. Jeg har tænkt, at jeg kommer til at stoppe - hvis ikke på toppen - så meget meget tæt på.

Alle pile peger på, at jeg kan løbe markant hurtigere end jeg har gjort de sidste par år. Det tror både jeg på, og det tror Mikkel (Larsen, træner, red.) på. Du ved jo aldrig om det kommer ud i konkurrence, og alle kan sige, at ej hvor har jeg været god til træning, men man skal kunne vise det på banen. Det kan sagtens være det ikke ender med at ske, men jeg vil give det forsøget. Jeg synes sku det har set spændende ud de sidste par år trods manglende resultater.

Få sekunder efter at Sara Slott havde passeret målstregen og vundet EM guld i 2016 i Amsterdam. Foto: DECA Text&Bild.

VILLE KUN FORTSÆTTE HVIS HUN KUNNE GØRE SIG GÆLDENDE

"Det er også godt det snart er slut, fordi jeg kan godt mærke det på min krop. Det kan jeg. Men på den front er jeg ikke nervøs, men det var da noget af det der var med i mine overvejelser, for kan jeg holde til ét år mere?

Jeg har ikke lyst til at tage ét år mere hvis det ender med at jeg så dumper ned som f.eks. nr. 18. Jeg vil kun til OL hvis det er fordi, at jeg mener, at jeg kan komme i den finale og jeg kan gøre mig gældende der. Jeg har været nede og rode ved nr. 20-25 og så har jeg været oppe at toppe, og har ikke en intention om at skulle have en nedtur med i min karriere. 

Det er dog en balance. Der er jo ingen der ved hvor ens top er. Det kan også sagtens være, at min var i 2016 (EM guld og OL sølv, red.). Så det der med at prøve at stoppe på toppen, det er nærmest umuligt. Men der er ingen tvivl om, at jeg har gået og tænkt på om min krop kan holde til det. Nu bliver denne sæson noget roligere med færre rejsedage og færre konkurrencer, så på den måde kan det jo være, at der bliver mere overskud til næste år.”

GØR DET FOR AT VINDE

Jeg har ikke behov for at få nedstigningen i min karriere med. Nu har jeg bevæget mig opad og opad og opad. Jeg kan godt lide atletik, og jeg kan godt lide at træne og alt det der, men jeg gør det jo fordi jeg vil vinde, og fordi jeg vil løbe hurtige tider. Jeg gør det ikke fordi jeg bare synes det er sjovt og jeg bare skal prøve at se hvor mange mesterskaber jeg kan komme med til. Det rager mig… altså, jeg er fløjtende ligeglad. Jeg er kun med hvis jeg føler, at jeg kan præstere på det niveau som jeg har gjort de sidste fem år.” 

For Sara Slott er det ikke længere nok blot at komme med til OL.

Jeg tror, at alle kan nikke genkendende til, at når man først har smagt sejrens sødme, også på den internationale scene, så gider man da ikke gå ned igen. Når man først har været deroppe og har vundet og har været en af dem de andre kigger efter og gerne vil slå, så vil man jo ikke have det skal ændre sig. Det kommer det jo til på et tidspunkt fordi, at alder påvirker jo alle, og det er jeg godt klar over. Derfor er jeg bevidst om, at jeg ikke kommer til at rende rundt som 40-årig og lige vil kunne få røven under kravet til et eller andet EM og så bare stiller op. Det har jeg ikke interesse i. Det er jeg for elitepræget.

MÅLET ER BARE LIDT LÆNGERE VÆK NU

"Jeg kan ikke finde ud af at træne hvis ikke jeg har et mål. Da jeg var gravid der kunne jeg ikke finde ud af overhovedet at træne. Det der bare med at skulle holde mig sund var overhovedet ikke et gyldigt mål i min verden åbenbart. Der er jo også et mål nu. Det er jo bare skudt lidt længere ud. Havde de nu valgt at aflyse OL ligesom med EM, så var jeg stoppet. Det er der slet ingen tvivl om. Så havde jeg ikke kunnet se noget formål med at fortsætte. Målet er der stadigvæk. Det er bare lige lidt længere væk.“

 

EN FORTSAT SATSNING AFHÆNGER AF ØKONOMIEN

For Sara Slott spiller økonomien en meget central rolle i at fortsætte, og her har især Salling Fondene betyder utroligt meget over karrieren. Økonomien er fortsat noget der endnu ikke er på plads. For at kunne gøre sig gældende ved OL om ét år vil det kræve, at støtten fortsætter, ifølge Sara.

Der er ingen tvivl om at økonomi spiller en stor rolle i det at forsøge at holde sig på verdenstoppen. Det koster bare mange penge, især når man kommer fra et land som Danmark, hvor man er nødt til at rejse rigtig meget, både på træningslejr men også til alle konkurrencer. Jeg løber jo aldrig konkurrencer i Danmark for jeg kan ikke få det niveau jeg har behov for, for at arbejde med de tekniske ting. Jeg kan ikke - og det kan være, at pilen peger på mig selv - komme nok op i adrenalinniveau når jeg konkurrerer i Danmark. Jeg kan ikke arbejde med de ting jeg skal. Så hver gang jeg skal have en konkurrence der skal batte, så skal jeg til udlandet.”

Foto: Lone Dybdal.

Jeg er jo nødt til hele tiden at skele til det økonomiske også. Det er jo ikke kun min beslutning.  Selvfølgelig skal jeg finde ud af om jeg vil, men det kræver jo også, at der er økonomi til det. Det er jo ligesom det, der er mit job. Jeg har jo været privilegeret, at min hobby er mit job, men i sådanne situationer her gør det det så også mere usikkert, fordi jeg jo ikke har et arbejde ved siden af hvor jeg så stadigvæk får min indtjening. Jeg kan jo ville det nok så meget, men er der ikke økonomisk opbakning fra dem jeg samarbejder med nu eller fra nye potentielle, ja, men så er beslutningen taget på den baggrund. Jeg håber jo, at det falder på plads. Jeg skulle først personligt finde ud af om jeg havde lyst.”

 

SALLING FONDENE ISÆR HAR HAFT STOR BETYDNING I KARRIEREN

En gennemgående støtte for mange OL atleter har været Salling Fondene. De har I alt doneret 125 mio. kroner til de danske OL-forberedelser over årene. 

I årene op til OL i London i 2012 donerede Salling Fondene Team Danmark og arbejdet med de bedste atleter. Donationen på 20 mio. kroner gik blandt andet til et særligt talentprogram.

Igen op til OL i Rio i 2016 donerede de 30 mio. kroner. Beløbet var på det tidspunkt den største enkeltstående donation nogensinde til dansk eliteidræt og blev målrettet blandt andet bedre træningsforhold, udstyr, stipendier til medaljekandidater og talentudvikling.

Og nu var det nu kommet til Tokyo. Her ville potentialet især være præget af en endnu større donation. Her donerede Salling Fondene i 2017 50 mio. kroner til Team Danmarks forberedelser til OL i Tokyo i 2020. Det er på nuværende tidspunkt den største private enkeltdonation til Team Danmark nogensinde.

Her ses Karen Salling fra den 3. december hvor Aarhus Atletik- og Løbeakademi indvies. Foto: Lone Dybdal.

Også for Sara har især Salling Fondene har en stor betydning i hendes karriere og for hendes muligheder til bl.a. OL.

Salling Fondene har jo haft en - ikke altafgørende, men en stor betydning i udviklingen af min karriere. Både ift. at de har støttet rigtig meget i Aarhus, bl.a. med renoveringen af Marselisborg Hallen, men også mig personligt. Ikke direkte til mig, men igennem Team Danmark. Mit stipendie fra Team Danmark kommer igennem Salling Fondene, så på den måde føler jeg mig jo ret forbundet til dem, når jeg sådan lige kigger igennem min karriere, men også bare slår ned lige nu. Det har en stor betydning ift. de faciliteter jeg bruger og for den økonomi der skal til for at få det hele til at køre rundt.”

Sara Slott taler til forsamlingen ved indvielsen af Aarhus Atletik- og Løbeakademi i december 2019. Her har Salling Fondene gjort en stor forskel. Foto: Lone Dybdal.

Hvorvidt støtten fra forskellige parter fortsætter, og dermed hvorvidt Sara Slott fortsætter mod OL i 2021, det vil den kommende tid vise, men indtil videre fortsætter hun meget motiveret mod det der forhåbentlig ender med at blive hendes karrieres afslutning, og måske - hvem ved - endnu et stort sportsligt højdepunkt i en ellers glorværdig karriere.

 

HVERDAGEN NU FUNGERER GODT

For tiden træner Sara Slott rigtig godt sammen med sin træningsgruppe i Aarhus, selvom vilkårene er noget anderledes for tiden og de bl.a. ikke kan være sammen allesammen.

Jeg oplever, at humøret er ganske fint i min egen gruppe. Det er dog også anderledes. Jeg er min i en ret stor gruppe, hvor vi træner på mange forskellige niveauer. Det har vi ikke kunnet. Vi har nu kun kunne mødes nogle enkelte af gangen." 

"Heldigvis har Mikkel (Larsen, træner. red.) ikke været en af dem der er blevet hjemsendt i forbundet. Vi har jo også kunne have vores kommunikation. Det havde været noget helt andet hvis han var en af dem der blev hjemsendt, og rendt lovgivningsmæssigt jo ikke engang måtte sende mig en mail. Så tror jeg, at jeg ville have haft nogle andre svar i de her interview. Jeg synes faktisk ikke, at det har påvirket så meget nu. Man skulle lige indfinde sig med, at nu var stadion lukket og hvordan gør vi så? Jeg synes, at der er nogle driftige folk i atletikmiljøet, og så finder man jo løsninger."

Træner, Mikkel Larsen.

"Det var som om, at der kom lige en lille slingrekurs, og nu har vi fundet den nye vej, og så synes jeg jo egentlig bare, at det har kørt. Jeg føler ikke, at der har været den store slinger i valsen. Så bliver terningerne kastet på ny, og så er det bare det, der er den nye virkelighed og så kører vi bare derudaf. Det er jo lidt det man skal kunne som elite, og især på højt niveau. At lige så snart man slås ud af kurs, så skal man være lynhurtig til at få fundet den nye kurs og så skal man arbejde lige så målrettet på den. Det kan så også sagtens være det er fordi, at jeg har været et privilegeret sted ift. det sted jeg træner og ift. min træner. Havde jeg nu boet et sted hvor det var fuldstændig umuligt at lave noget som helst, og at jeg havde en træner der ikke måtte kommunikere med mig, så kunne det da godt være, at jeg havde været lidt mere negativ. Jeg synes det har været meget fint. Jeg har jo bare passet min træning.”

 

HVAD ER NU STÆVNEPLANERNE I DENNE SÆSON?

Med OL udskudt og EM aflyst, så er de ikke på planen i år. Andre større banestævner bliver formentlig også presset af, at rejsemuligheder nok først er normaliseret om lang tid, og hvem ved hvornår det egentlig normaliseres? Så hvad tænker Sara Slott om denne sæson der jo nu ser ret tom ud.

Der kommer ikke et mesterskab i år. Det er jo ret klart, men der skal nok komme nogle stævner. Måske ikke i de formater vi kender, og hvis det ender med at man ikke må rejse ud af landet i lang tid så må vi jo lave noget herhjemme. Jeg er jo i træningsgruppe med Mette (Graversgaard, red.) som ligger og løber hurtigt, og så kan vi få nogle fede dyste på 200m."

Til det svarer Mette Graversgaard.

"Altså det ville jeg da helt sikkert være med til. Vi må jo gøre brug af hinanden herhjemme for at kunne presse os ned til hurtigere tider nu."

Sara Slott fortsætter:

"Jeg må få lavet nogle konkurrencer med nogle ungseniordrenge der kan ligge og løbe det samme som mig på 400m Hæk og 400m. Så må man gøre det på den måde. Når der lukker sig en dør, så åbner der sig en ny. Det tænker jeg også der gør sig her. Man får ikke kun store glæder ved mesterskaber. Det kan godt lade sig gøre på andre måde tænker jeg.

 

HELD OG LYKKE

Dansk Atletiks bestyrelsesformand, Karsten Munkvad, har følgende at sige om beslutningen.

"Sara har betydet og betyder rigtig meget for atletikken, så derfor er vi i Dansk Atletik glade for beslutningen. Hendes høje idrætslige resultatniveau taler for sig selv, men herudover er Sara en uvurderlig rollemodel. Blå. som eliteatlet og som det foreningsmenneske hun er. Trods modgang flere gange gennem årene, har Sara imponerende kæmpet sig tilbage og gør det nu igen, ved at forlænge karrieren. Respekt - og al mulig held og lykke på vej til - og i Tokyo".

Seneste nyheder