EM afsluttet med dansk rekord af Astrid Glenner-Frandsen

EM Inde i Polen blev efter fire dages begivenheder afsluttet søndag. Sidstedagen bød på en dansk rekord på 60m af Astrid Glenner-Frandsen og to semifinaler, men desværre også en diskvalifikation.

Det var alt sammen sprint-discipliner vi havde danskere med i denne søndag. Vi skulle se Andreas Martinsen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) i semifinalen på 60m Hæk samt Astrid Glenner-Frandsen (Sparta Atletik & Løb) og Mathilde U. Kramer (Frederiksberg IF) i 1. runde af 60m’eren.

 

60m Hæk - Andreas Martinsen 

Martinsen kvalificerede sig lørdag til semifinalen. I semifinalen præsterede han 7,87 sek., som var nok til 6. plads.

Andreas Martinsen. Foto: DECA Text&Bild.

60m - Astrid Glenner-Frandsen og Mathilde U. Kramer 

Begge heats med danskere i blev noget af nogle gysere. I Mathildes heat røg hele tre inklusive Mathilde ud med diskvalifikationer, og i det efterfølgende heat med Astrid slap vi med skrækken da Astrid fik et gult kort, der tillod hende at starte igen efter en urolig start.

Mathilde Kramer efter at være blevet diskvalificeret. Foto: DECA Text&Bild.

Da Astrid så kom ud af blokken med de andre var det med fart på, og hun tog en 5. plads i heatet. Hun gik videre på tiden 7,36 sek., der på det tidspunkt var blot 3/100-dele langsommere end hendes personlige rekord.

Astrid Glenner-Frandsen i 1. runde. Foto: DECA Text&Bild.

Astrid personlige rekord - som også var den danske rekord - forbedrede Astrid i semifinalen. Her præsterede hun en tid på 7,32 sek., som var ny dansk rekord. I semifinalen blev det til en 5. plads. På trods af en dansk rekordforbedring var det ikke nok til en finaledeltagelse. Så skulle Astrid have løbet 7,26 sek.

Man kan vist roligt sige, at Astrid levede op til sit bedste og mere til.

Seneste nyheder