Andreas Martinsen takker af

Hækkeløber Andreas Martinsen takker af som elite-atlet efter en lang og flot karriere. De sidste konkurrencer bliver tirsdagens Copenhagen Athletics Games den 8. juni og DM Senior den 25-27. juni.

Tidligere i år var Andreas Martinsen afsted til EM Inde i Polen. Det var 5. gang Andreas var at finde på startlisten til EM Inde og 4. gang i træk. Og så løber den garvede udøver sig i semifinalen. Det vidner om et utrolig højt niveau og om et utroligt stabilt niveau, som i mange år har været kendetegnet for Andreas og hans præstationer på favoritdistancen 110m hæk.

EM Inde 2021 skulle dog også blive det sidste internationale mesterskab med Andreas på startlisten – den garvede udøver har således besluttet at stoppe sin aktive elite karriere.

Jeg har haft så stor glæde af atletikken og fået et utal af fantastiske oplevelser og ikke mindst erfaringer med i posen. Jeg havde virkelig set frem til at inkassere en OL-billet og atter løfte mit niveau til nye højder. Jeg ved udmærket godt, hvad der skal til for at stå på den store scene – men med nyt familiemedlem på vej og starten på fuldtidsdrømmestudie, må jeg erkende at dette ikke længere er realistisk. Jeg har presset mig selv utrolig meget for at få tingene til at gå op, og det har bestemt ikke været nemt at træffe denne beslutning, men jeg bliver også nødt til at se realiteten i øjnene og sætte pigskoene på hylden.”

Det betyder dog ikke at vi ikke ser Andreas igen – han vil stadig være en del af det daglige træningsmiljø i Aarhus 1900 Atletik og Løb, hvor han helt sikkert stadig kan bidrage med motivation, inspiration og en enorm portion erfaring, som de yngre atleter kan nyde godt af i den daglige træning.

Igennem de fleste af de sidste 21 år har jeg haft en ufattelig stor glæde til atletikken, dét at kæmpe med de bedste og dét at specialisere mig inden for det tekniske i hækkeløb. Jeg vil gerne holde fast i alt det gode som atletikken, og ikke mindst de mennesker som har været inde over, har givet mig. Derfor vil jeg ikke gå herfra og begynde at hade den sport som jeg har dyrket de sidste 21 år. Tværtimod vil jeg gerne kunne tage på stadion og træne med, når omstændighederne tillader det, og se de mennesker i øjnene, som har hjulpet mig gennem så mange år. Og så skal det gerne være med et stort fedt smil på mine læber!

Andreas kommer oprindeligt fra Holstebro, hvor karrieren startede i AK Holstebro og derigennem startede en længere parløb med Mikkel Larsen, der i dag er landstræner i sprint – og der er ingen tvivl fra ham om, at Martinsen har været en tonegivende atlet gennem hele karrieren: 

Jeg har samarbejdet med Andreas siden første dag han trådte ind på Holstebro stadion for ca. 18 år siden. I samarbejde med min bror, Jakob, har vi set Andreas vokse op som atlet og som menneske. Gående fra en ung dreng til international hækkeløber. Andreas’ CV er next-to-none i dansk hækkeløb, hvor han gennem en lang karriere har præsteret internationale resultater – fra Ungdoms OL-medaljen i 2007 til EM-semifinalen 14 år senere i 2021. Det har været en ære at være med på rejsen. En rejse, hvor vi altid har turde drømme om den allerstørste scene. Størst for mig vil VM indendørs semifinale og EM indendørs finalen stå” lyder det fra Mikkel Larsen.

Atletik- og elitechef i Dansk Atletik, Bo B. Overgaard, retter en tak til Andreas for hans indsats som aktiv eliteatlet:

"Med Andreas Martinsens meddelelse om at han nu stopper sin elitekarriere inden for atletikken, er det på sin plads at anerkende Andreas for hans indsats igennem mange år. I flere omgange har Andreas været et naturligt valg som holdkaptajn, når vi har været afsted til enten Nordenkampen eller EM Hold. Udover at Andreas altid har været garant for en dedikeret og seriøs præstation ift sin egen satsning, så har han også været én af de atleter, som har prioriteret og værdsat samværet i træningsgruppen og på det landshold, som han har været en del af mange gange. 

Andreas’ mange flotte individuelle resultater taler sit eget sprog om en rigtig flot elitekarriere, som det er værd at sige Andreas stor tak for! Og så er det i øvrigt historien om en ung atlet, som begynder til atletik i et mindre klubmiljø (Holstebro), skifter til vores elitekraftcenter i Aarhus, og senere hen når han et internationalt niveau i en teknisk meget vanskelig disciplin. Det er en go’ fortælling at bringe videre til vores unge atleterne ude i klubberne. Tak for den fortælling Andreas Martinsen!”

Oplev Martinsen konkurrere til CAG og DM

Man kan stadig nå at opleve Andreas en sidste gang – således bliver de to sidste elite løb henholdsvis Copenhagen Athletic Games tirsdag d. 8/6, samt DM Senior d. 25/6. Når pigskoene snøres en sidste gang til DM, er det en mand der ved hvordan man vinder: 

  • 10xDM-guld – 110m Hæk
  • 9xDMI-guld – 60m Hæk
  • 2xDM guld – 4x100m stafet
  • 7xEM – med 4 semifinaler og en finale plads ved EMI 2017 til følge
  • VMI Semifinale 2016
  • Dansk Rekord på 60m hæk (7.68) og 110m hæk (13.50), en del af den danske rekord på 4x100 for klubhold (40,24) – og dertil kommer flere Ungdomsrekorder på de korte hækdistancer.
  • 4. plads ved Ungdoms VM 2007
  • Bronze medalje ved Ungdoms OL 2007

Resultaterne taler for sig selv – det er en atlet fra øverste hylde, som trækker sig tilbage, men heldigvis holder vi ham tæt til sporten. Vi er utrolig stolte af Andreas og samtidig utrolig glade for, at han stadig er en del af atletikfamilien fremadrettet. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at Politiet i ham, har fundet en fantastisk arbejdskraft – vi vil gerne se de rødder der løber fra ham. Ser du ham ude på det ovale kontor, så giv ham et klap på skulderen – det har han fortjent.

Seneste nyheder