Dansk rekord på 4x100m af det kvindelige stafetlandshold
Successen fortsætter for det kvindelige stafetlandshold. I Schweiz præsterede Mathilde U. Kramer, Astrid Glenner-Frandsen, Mette Graversgaard og Emma Beiter Bomme lørdag at sætte ny dansk rekord på 4x100m med tiden 43,71. Følg med i weekendens resultater her. Bl.a. kastede Lisa Brix endelig en ny PR.
Sæsonen er godt i gang, og der er fart på den danske elite. Både hvad angår deltagelse i stævner, men også bogstaveligt talt. Lørdag formåede de fire sprintere Mathilde U. Kramer (FIF Atletik & Motion), Astrid Glenner-Frandsen (Sparta Atletik), Mette Graversgaard (Aarhus 1900) og Emma Beiter Bomme (Sparta Atletik) at løbe hurtigere end nogen danske kvinder har gjort nogensinde på 4x100m. Det var ved ATLETICAGENEVE stævnet i Schweiz. Tiden blev 43,71 og er en forbedring af den danske rekord på 43,90 sat tilbage i maj 2019. Holdet dengang var Astrid Glenner-Frandsen, Mathilde U. Kramer, Ida Karstoft (Sparta Atletik) og Mette Graversgaard. Holdet var dermed næsten det samme denne gang på nær Ida Karstoft, der var byttet ud med Emma Beiter Bomme. Dette vidner om en stærk trup. Alle ovennævnte kvindelige atleter er udtaget til den kommende weekends EM Hold hvor der også er 4x100m.
Flere af kvinderne løb også individuelt. Det blev bl.a. til en sæsonbedste på den individuelle 100m for Astrid Glenner-Frandsen, der præsterede 11,51 mens Mathilde U. Kramer præsterede 11,59. Astrid vandt således dette “interne” opgør mellem to de favoritter til DM titlen, der skal kæmpes om i slutningen af juni. De havde samme vind på 0,2.
Herrernes stafethold fik fiber på vej mod dansk rekord
Også det danske mandlige stafetlandshold løb 4x100m i Schweiz. Efter sigende skulle de også have ligget til dansk rekord, men en forstrækning/fiber på de sidste 20 meter for Steffen U. Knudsen (Aarhus 1900) forpurrede dette. Individuelt satte Kojo Musah ny årsbedste med 10,33 (-1,7) med en del modvind.
Følg 4x100m holdene til EM Hold
Begge hold stiller til start på 4x100m til EM Hold i den kommende weekend. Her er følgende udtaget til de to stafethold.
- 4x100m Kvinder - Astrid Glenner-Frandsen, Mathilde U. Kramer, Emma Beiter Bomme, Mette Graversgaard og Ida Karstoft
- 4x100m Herrer - Kojo Musah, Kristoffer Hari, Tazana Kamanga Dyrbak, Simon Hansen, Frederik Schou-Nielsen
Hvad angår herrerne, så er det nok også blot et spørgsmål om tid førend den danske rekord fra 2019 slås. Ser man på årsranglisterne nu er det uhyre tæt i toppen, og der præsteres på jævnbyrdigt på højt niveau. Således er det også meget spændende hvem der tager titlen som danmarksmester til det kommende DM Senior i om cirka to uger i Odense.
Årsrangliste 100m herrer 2021:
- 10,32 - Simon Hansen
- 10,33 - Tazana Kamanga-Dyrbak
- 10,33 - Kojo Musah
- 10,36 - Frederik Schou-Nielsen
- 10,48 - Emil Mader Kjær
- 10,55 - Kristoffer Hari (10,31w i maj)
- 10,57 - Andreas Trajkovski
- 10,60 - Steffen U. Knudsen
Alle ovennævnte herrer undtagen Andreas Trajkovski er på det udtagne bruttolandshold til 4x100m til sommerens OL.
Brix forbedrer sig endelig i diskos
I weekenden var der også andre nævneværdige resultater for den danske topelite. Ved stævnet i Schweiz konkurrerede flere kastere også. Kathrine Bebe (Sparta Atletik) blev nr. 2 med et kast på 56,25. Ved samme stævne kastede Lisa Brix (Sparta Atletik) 53,02. Dagen efter formåede Brix at imponere med et kast på hele 59,69 meter til Copenhagen Open i Hvidovre. Det er ny personlig rekord og en kæmpe lettelse for Brix efter en del modgang. Det er også meget tæt på netop Bebes danske rekord på 60,43 fra 2020. Brix topper med det kast nu årsranglisten, og det bliver spændende hvem der bliver danmarksmester til DM Senior om et par uger. Her kan også Annesofie Hartmann Nielsen (Hvidovre AM) gøre sig gældende. Hun forbedrer sig konstant, og kastede til Copenhagen Open igen, igen igen ny U23 og P21 ungdomsrekord med en forbedring af hendes personlige rekord til nu 56,69.
Lisa Brix til Copenhagen Open 2021. Foto: privatfoto.
Bube til start i Sverige
Om søndagen var der også danskere til start i Sverige ved Folksam Grand Prix Sollentuna. Her løb Andreas Bube (Bagsværd AC) sit blot andet 800m løb i sæsonen. Det blev til 1.47,19. Bube sigter efter at komme til OL. Det direkte krav er 1.45,20, og klares det ikke kan man komme med via World Rankings. Her er Bube pt. placeret som nr. 48. Kvoten til 800m’eren til OL er 48 atleter, så det bliver spændende at følge dette.
Copenhagen Open glæder sig til 10-års jubilæum i 2022 efter et begrænset stævne her i weekenden
Som nævnt var der Copenhagen Open herhjemme. Copenhagen Open afholdes af Hvidovre AM, og er et af de største stævner herhjemme. Der var i år 1.314 til start, og der blev registreret 1.290 starter. Efter stævnets standarder må det siges at være en del mindre end sædvanligt, hvilket skyldes Corona-restriktioner. Stævnet spænder over alle aldersgrupper, og er et yndet stævne at deltage i for mange klubber. I 2022 har stævnet imponerende 10-års jubilæum, og der ser arrangør Michael Brun Jepsen frem til at forhåbentlig at være helt fri for Corona-restriktioner, så man måske kan slå deltagerrekorden på 2.300 starter.
Tre atleter klarer krav til ungdomsmesterskaber til Copenhagen Open
Ved stævnet så vi tre ungdomsatleter klare kvalifikationskrav til flere af sommernes ungdomsmesterskaber (EM U20 og EM U23). Emil Mader Kjær (Skive AM) præsterede med 10,48 og en PR forbedring at komme under kravet på 10,50 til EM U23. Emil var også med til EM U23 i 2019 på 4x100m men kunne ikke deltage pga. skader.
Emil Mader Kjær til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
Derudover klarede Mikkel Johansson (Hvidovre AM) kravet på 10,65 til EM U20 ved at løbe præcist 10,65
Mikkel Johansson til DMU 2020 i Aalborg. Foto: Christian Jørn.
Og sidst men ikke mindst formåede Line Holm Jensen (Aalborg AM) med 24,10 på 200m at komme under kravet på 24,30 til EM U20.
Line Holm Jensen (yderst til højre) til Quality Hotel Games i Sverige i 2020. Foto: DECA Text&Bild.
En lidt ældre men aldeles rutineret atlet overraskede også til Copenhagen Open. Andreas Trajkovski (Hvidovre AM) har været med i mange år, og hans PR strækker sig til helt tilbage til 2011 hvor han løb 10,60. Den slog han nu med 10,57.
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere