Flere danske disciplinsejre og én dansk rekord til CAG
Tirsdag aften til Copenhagen Athletics Games (CAG) tog danske atleter seks disciplinsejre ud af 17 mulige og Katrine Koch Jacobsen fortsatte sin flotte udvikling da hun forberede sin egen danske rekord i hammerkast.
CAG er det eneste danske hjemlige stævne med certificeringen som et World Athletics Continental Tour Bronze stævne. Det er et velbesøgt internationalt stævne og var det således også i år. Læs her om primært de danske præstationer til årets CAG.
Danske disciplinsejre:
- Hammerkast kvinder - Katrine Koch Jacobsen (Sparta Atletik) 67,92
- 100m herrer - Simon Hansen (Aarhus 1900) 10.32 (0,2)
- 100m kvinder - Mathilde U. Kramer (FIF Atletik & Motion) 11,43 (0,7)
- Længdespring herrer - Sebastian Pedersen (Sparta Atletik) 8,06w
- Stangspring kvinder - Caroline Bonde Holm (Sparta Atletik) 4,20
- Diskoskast kvinder - Kathrine Bebe (Sparta Atletik) 57,89
Dansk rekord til Katrine Koch Jacobsen igen, igen, igen
Katrine Koch Jacobsen havde inden CAG allerede slået dansk rekord to gange i år. I marts med 64,68 og i maj med 67,61. Man kunne jo dermed så håbe, at vi ville se det ske til det største hjemlige stævne, CAG. Men det så ikke umiddelbart sådan ud indledningsvist. De første fire runder var et par meter fra Katrines danske rekord, men så i femte runde skete det. 67,92 meter blev der speaket på stadion, og således slog (eller kastede) hammerkasteren fra Sparta Atletik dansk rekord for tredje gang i år. Og der er fortsat meget tilbage af sæsonen, så hvem ved hvad den danmarksrekord hedder når sæsonen slutter fortsætter hun sin udvikling i samme grad som hun har gjort hidtil. Det flotte kast medførte også aftenens første disciplinsejr til Danmark.
Katrine Jacobsen til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
Bebe sejrer i tæt opgør
I den anden kvindelige kastedisciplin blev det også til dansk sejr. Her præsterede den danske rekordholder, Kathrine Bebe (Sparta Atletik), at sejre med 57,89. Det var her en meget tæt konkurrence. Således fordelte det sig således, at forskellen på 1. og 5. pladsen var 1,60 meter.
Kathrine Bebe til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
Hele podiet blev taget af de stærke danske kvinder i dansk diskoskast. Lisa Brix (Sparta Atletik) tog 2. pladsen med 57,36 og Annesofie Hartmann Nielsen (Hvidovre AM) tog 3. pladsen med 56,34 som også er ny dansk U23 ungdomsrekord og P21 ungdomsrekord.
Sebastian Pedersen sprang længere end nogensinde før
For nyligt formåede længdespringer Sebastian Pedersen at springe over den mytiske 8 meter-grænse for første gang. Det var med et spring på 8,01 men desværre med for meget vind (2,1). Vinden skulle vise sig også til CAG at blive en udfordring, da den var for “god” med helt op til 3,8 meter/sekund. Det tilladte for et godkendt resultat til statistikken er 2,0. En så kraftig medvind på 3,8 så vi kun én gang, og det var desværre da Pedersen sprang sit længste spring på hele 8,06. Det medførte stadig en sejr, men kan desværre ikke tælle i statistikkerne over godkendte resultater. Vindaflæsningerne fra længdespringskonkurrencen vidner om et lidt ustadigt vejr. Bare for Pedersen var det alt fra en medvind på de 3,8 til en modvind på -1,6. Måske vi får et godkendt 8+ meter spring at se til DM i slutningen af juni? Her er Pedersen i hvert fald klar favorit.
Sebastian Pedersen til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
I samme konkurrence er Kasper Larsen (Aarhus 1900) værd at nævne. Larsen forbedrede sin personlige rekord til 7,57 og er nu således kun 3 cm fra at klare kravet til EM U23 senere på sommeren.
Sprinterne kom med alt de havde og mere til - Mathilde U. Kramer og Simon Hansen sejrede begge
Den korte sprint, 100m’eren, var hos herrerne dramatisk fra start. Ja, faktisk allerede inden starten. Tazana Kamanga-Dyrbak (Sparta Atletik) var på startlisten med dansk årsbedste på 10,33 fra for nyligt, men han valgte at trække sig pga. en lille ømhed. Den næste på årsranglisten (10,34) og ham med den bedste personlige rekord (10,29 fra 2020) var Kojo Musah og han var klar. Desværre tyvstartede Kojo, så heller ikke ham skulle vi se fuldføre konkurrencen. Det ændrede dog ikke ved at 100m’eren sluttede fænomenalt af! Simon Hansen (Aarhus 1900) løb til alles store forbløffelse, inklusive hans egen, ind i en tid så god som 10,32 og indtager dermed toppen af årsranglisten for danske herrer på 100m. Det er en forbedring fra 10,49 som personlig rekord sidste år, og så et markant hak ned. Simon viser altså, at han nu er med helt oppe i toppen af dansk herresprint og blander sig således nu i den grad med sprintere som Kojo Musah, Tazana Kamanga-Dyrbak og den danske rekordholder (10,26), Kristoffer Hari. En femte der også har forbedret sig markant er Frederik Schou-Nielsen (Sparta Atletik) der i finalen ikke helt var med med 10,44 men i indledende heat løb 10,36 for 2. gang i år.
Simon Hansen til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
Ungdomstalentet Emil Mader Kjær (Skive AM) løb sin første 100m i et par år ude med skader, og efter en god indendørs sæson viste han nu også form udendørs. Det blev til en personlig rekord med tiden 10,55. Selv siger Emil, at der var mere at hente og at løbet ikke var optimalt eksekveret, så det bliver spændende at følge.
Emil Mader Kjær til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
Der er altså en markant bredde i toppen af dansk herresprint for tiden. Det er således også meget spændende hvem der tager DM titlen om et par uger i Odense. Og derudover hvem der skal løbe på det 4x100m hold der er kvalificeret til OL. Begge 4x100m hold løber lørdag i ved stævnet ATLETICAGENEVE i Schweiz, hvor flere løber indvidiuelt også.
Kramer forbedrer sig en væsentlig del - genvinder hun DM titlen sidst på måneden?
Hos kvinderne tog Mathilde U. Kramer langt om længe en god luns af hendes hidtil hurtigste tid. Den hed i 2017 11,59, blev så forbedret i 2020 til 11,52 indtil hun for én uge siden forbedrede den til 11,48. Men efter en flot 100m til CAG forberede hun den til nu 11,43 og det med en medvind på 0,7. Det er svært at stille det op sort på hvidt, men da Astrid Glenner-Frandsen løb den nuværende danske rekord tilbage i 2019 var det med en vind på det maksimalt tilladte 2,0, så måske skifter den danske rekord hænder i år. Netop Astrid Glenner-Frandsen (Sparta Atletik) løb også til CAG og blev nr. 2 med tiden 11,60. Hendes sæsonbedste hedder 11,56 fra maj, så på papiret ligner Kramer en favorit til det kommende DM, men man skal bestemt ikke undervurdere Glenner-Frandsen bare fordi årsranglisten ser ud som den gør.
Mathilde U. Kramer til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
Karstoft tangerede hendes personlige bedste der er blot 0,03 sekunder fra gammel dansk rekord
På 200m’eren var det ikke usandsynligt, at Ida Karstoft (Sparta Atletik) ville slå dansk rekord efter, at hun for blot én uges tid siden med et løb på 23,39 var blot 0,03 sekunder fra den danske rekord. Dog ville forholdene det ikke, og vinden sagde 2,1, og tiden det fuldstændig samme som de 23,39. Det samme gjaldt for træningskammeraten Emma Beiter Bomme (Sparta Atletik), der også løb præcis samme tid (23,76) som den tid hun løb ved samme stævne hvor Ida løb de 23,39 første gang. I et andet heat blev 200m’eren vundet i 23,13 af Ama Pipi (GBR), så det havde da været spændende at se hvad det kunne være blevet til for Karstoft havde hun kunnet jagte en atlet af den kaliber havde de løbet i samme heat.
Ida Karstoft til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
Andreas Martinsen i hans næstsidste løb
På sprintdisciplinerne med hække så vi Andreas Martinsen (Aarhus 1900) på 110m Hæk i hans næstsidste stævne inden han stopper som eliteatlet som han netop har meldt ud. Det blev for ham til en sæsonbedste på 14,13. Hans sidste stævne bliver DM om et par uger.
Andreas Martinsen på vej over hækken til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
På den korte hæk hos kvinderne stillede den danske rekordholder Mette Graversgaard (Aarhus 1900) op. Dog var det med lidt nervøsitet, at hun løb, da hun har døjet med lidt problemer efter et hækkeløb tidligere på sæsonen. Derfor havde hun også meldt afbud til 200m’eren som hun skulle have løbet. Det blev dog til en udmærket præstation, da det efter de første par hække viste sig, at hun fint kunne løbe uden hindringer. Det blev til 13,47. Tidligere på sæsonen har hun løbet så tæt på sin danske rekord på 13,13 som hun kunne med en tid på 13,14.
Mette Graversgaard til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
Forbedringer til Annemarie Nissen på den lange hæk
Også på den længere hækdisciplin, 400m Hæk, var der danske forbedringer fsva. personlige rekoder i sigte. Annemarie Nissen (Sparta Atletik) har efterhånden fået en ret imponerende tendens med næsten at slå personlig rekord i hvert løb i hver disciplin hun stiller op i, og det skulle ikke ændre sig her. Hun med bedste dansker med en personlig rekord på 58,78 og en 2. plads. Laver man en hurtig optælling kan man se, at dette startede tilbage i 2019. Her slog hun personlig rekord i 13 ud af 22 konkurrencer, i 2020 var det i 10 ud af 19 konkurrencer og indtil videre i 2021 er det blevet til personlige forbedringer i 10 ud af 14 konkurrencer.
Annemarie Nissen og Martha Rasmussen på opløbet til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
3. pladsen gik til danske Martha Danneskjold Rasmussen (Aarhus 1900) der præsterede hendes næstbedste tid på distancen.
Mellem- og langdistance
På mellem- og langdistancerne skulle vi se 1500m, 5000m og 3000m forhindring.
3000m forhindring endte med en sejr til norske Jacob Boutera i 8.30,73 og derefter kom danske Jakob Dybdal Abrahamsen (Aarhus 1900) ind på en 2. plads i 8.36,83.
Jakob Dybdal til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
På 1500m’eren var der set frem til et meget spændende opgør hvor næsten alle de hurtigste danske løbere skulle møde flere udenlandske løbere, og der var lagt op til tider der måske ville komme under 3.40-grænsen. Udgangstempoet var fint, og gruppen passerede i en lang linje hvor forreste mand havde 2.28 ved 1000m. De danske herrer havde lagt sig bagerst i feltet, og der var for langt op til fronten, så tiderne endte ikke helt der hvor man kunne have håbet på de ville gøre. Sejren gik til Archie Davis (GBR) med 3.38,49, og første dansker var Mikael Johnsen (AGF Atletik) på en 6. plads med 3.41,36.
Fronten på 1500m feltet til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
På den længere distance hos kvinderne, 5000m, så vi et comeback til Laura Valgreen Petersen (Odense Atletik) der præsterede 15.46,82 min. Laura er tilbage efter længere tid med skader.
Laura Valgreen Petersen til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
Caroline Bonde efter egen danske rekord
Den danske rekordindehaver i stangspring, Caroline Bonde Holm (Sparta Atletik), sprang sikkert over alle højder uden nedrivninger indtil hun skulle forsøge at slå hendes egen danske rekord på 4,36 meter helt tilbage fra 2012. Desværre blev det til tre nedrivninger på 4,37.
Caroline Bonde Holm til CAG 2021. Foto: Christian Jørn.
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere