We are Denmark
Dansk Atletik
Nyhed fra Dansk Atletik
Erland Erlandsen. Foto: Kirstine B. Storgaard, Viborg AM.
foreningsnyt

Mindeord: Erland Erlandsen, Viborg AM

Vi har modtaget følgende mindeord fra Viborg AM og Søren Rasmussen. Vores tanker går til familie og klub. Æret være Erland Erlandsens minde.

En god ven, en god læremester, et i det hele taget bare godt, intelligent, varmt, ærligt, arbejdsomt, hyggeligt, underholdende, empatisk indlevende og kærligt menneske er gået bort.

Erland Erlandsen, mangeårig formand i Viborg Atletik & Motion – og meget mere – er her ikke længere. De første tanker går naturligvis til hans elskede hustru, Charlotte, og den nærmeste familie. Vi er mange, tabet er stort for – men ingen som det er for jer.

Jeg sender jer mine varmeste tanker og kondolencer. Erland var et af de første mennesker, jeg mødte, da jeg i 1987 for første gang meldte mig under fanerne i Viborg AM. Jeg var 21 år, og han var 36 år. Jeg havde lige afsluttet mine teenageår, kom fra cykelsporten og troede, jeg vidste alt.

Erland var allerede en gammel rotte og lærte mig, der var en del, jeg endnu ikke helt forstod i min nye sport – og generelt. ”Træn med mig i vinter, så skal du bare se”, sagde Erland til mig, da jeg havde løbet mine første to maraton, uden det rigtig fungerede.

Sammen løb vi herefter langture, lange intervaller og andre hyggeture, hvor jeg i samtaler fik indblik i den fantastiske person, Erland var. Han var ældre, vidende og havde et langt bedre blik for helheder og sammenhænge, end jeg endnu selv kunne forstå. Vores samtaler gjorde os klogere, og vores træning gjorde os stærkere. Erland var med sikkerhed godt selskab for mig.

Året efter løb vi to maraton sammen, hvorfra jeg stadig husker de allerbedste minder meget klart. Senere, da han lod mig flyve videre i eget tempo, og vi ikke længere kunne følges skulder ved skulder på turene, rejste vi stadig flere gange sammen til forskellige steder i Europa samt bl.a. også til et lidt mere eksotisk maraton i Marrakech, hvorfra minderne også er mange, og fortællingerne kunne være et kapitel for sig selv.

Erland var blevet en ven. Ikke én af den slags, jeg så flere gange om ugen, og ikke en, jeg – når det ikke var nødvendigt – talte om alt med, men én, jeg bare vidste var der, selv om der med tiden kunne gå halve og hele år – eller mere - mellem samtalerne.

Han var en person, jeg kunne have uendelig tillid til – altid. En som havde værdi for mig. Men også en, som meget tidligt på mange måder viste, at jeg angiveligt også kunne have værdi for ham. Ikke strategisk, men oprigtigt. Det er dejligt at tænke på i dag.

Erland kæmpede mange kampe, både idrætspolitisk, foreningsmæssigt og med egne udfordringer, og vi havde gennem årene mange lange samtaler om det hele – og tog også flere af kampene sammen. Ofte kunne vi befinde os i situationer, hvor vi tænkte de samme tanker, men fandt, at ikke alle straks var med.

Det var ikke i alle tilfælde, hvor Erland havde en idé eller ambition, at der straks var medvind på cykelstien. Men idéerne var altid gennemtænkte. Argumenterne holdt altid vand. Ambitionerne var aldrig uberettigede. Og på den måde kom mange ting i mål til trods for, at det ikke gled gelinde fra start. Imponerende at se, hvordan seriøsitet og vedholdenhed på den måde oftest var noget, man kunne komme rigtig langt med.

Erland og Charlotte var med til Lisbeths og mit bryllup i 2019, og vi var med til deres året efter. I min tale til dem berørtes naturligvis kærligheden. Sin lune, underfundige, halvtørre personlighed til trods, var Erland uden nogen tvivl et menneske, mange slet ikke kunne lade være med at holde af. Det mærkede man tydeligt blandt de mange gæster, der var med, og det så man klart i øjne og ord fra både brud og gom. Erland var vitterligt en elsket person.

Da Erland blev syg, talte vi naturligvis også om det. Og Erland var åben. Han turde godt tale om det. Han var også intelligent og havde fuld forståelse for, hvad det handlede om. Og så var han en fighter. Han gav aldrig op. Han arbejdede videre med ting, der betød noget for ham, både på job og i øvrigt. Og han afsøgte alt, der kunne give mening igennem sin proces.

For et par måneder siden mødtes vi sidste gang på tomandshånd til en rigtig god, lang samtale, hvor vi kom rimelig dybt. Den havde værdi for mig. Og jeg håber, den havde det for ham. Jeg er så glad for, at vi også nåede dén. Sidst jeg så ham, var da han nåede at få æren at være starter til Søndersøløbet. Et kort smil og kram; to ord om, at vi snart måtte ses igen. Vi nåede det ikke. Men vi nåede nok.

Erland vil være savnet, men ikke glemt. Jeg vil mindes, hvad han lærte mig. Jeg vil spørge ham til råds i mine tanker, når jeg ved, han kunne have et svar. Så væk er han på den måde aldrig.

Ære være hans minde.

Søren Rasmussen, Viborg AM.

Seneste nyheder