
Mindeord: Walther Gasbjerg
Walther Gasbjerg (19.03.1952 - 22.11.2021)
Med en del forsinkelse modtog jeg meddelelsen om, at Walther Gasbjerg d. 22. november 2021 var afgået ved døden efter kort tids sygdom, 69 år gammel. En meddelelse der gjorde mig trist, da jeg dels igennem mange år har arbejdet tæt sammen med Walther i DAF, men også på det personlige plan har nydt godt af hans venskab og menneskelige egenskaber, om end der i de senere år gik længere tid mellem vores kontakter. Den seneste telefonsamtale med ham fandt dog sted kort tid før hans død.
Walther var en ildsjæl af en hel særlig kaliber. Født i Øster Svenstrup nær Brovst i det nordjyske, hvor han voksede op. Hans klub indenfor atletikken var Aalborg FF (der i 1995 indgik i fusionsklubben Aalborg AM), men det var ikke som aktiv han satte sine største aftryk. Walther havde en helt særlig interesse for atletikresultater og statistikarbejde, og det var derfor helt naturligt, at han som 25-årig i 1977 blev en del af DAF’s Rekord- og Statistikudvalg, og helt frem til 2001 var involveret i forbundets statistikarbejde samt i mange af årene desuden ansvarlig for opsætning, layout mv. af årsstatistikbogen, ”DAF i tal”. Han var i en længere årrække – bl.a. gennem mine 10 år som generalsekretær i DAF – ansat på forbundskontoret i Idrættens Hus. Her var han en sand ”blæksprutte”, der varetog et til tider ganske uoverskueligt antal forskellige opgaver, og blandt dem rigtig mange, der relaterede sig til klubber, aktive udøvere samt i særdeleshed DAF’s mange arrangementer som DM-stævner, turneringer mv. Danmarksturneringen var en af disse, og her var Walther i mange år den praktiske koordinator og tovholder. Efter sin tid som ansat i DAF fortsatte Walther helt frem til sin død sit omfattende ”private” statistikarbejde, som han brugte utallige timer på at vedligeholde. Og i det omfang det var muligt for ham, aflagde han stadig af og til besøg på diverse stadions.
Tak til Walther for de mange års store indsats for dansk atletik. Mange varme tanker til familien. Æret være Walther Gasbjergs minde.
Martin Roald-Arbøl
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere