
Axel Vang Christensens første danske seniorrekord
Axel Vang Christensen tog søndag sin første danske seniorrekord, da han ved Monaco Run løb 5 km på 13.42 min. og vandt løbet. Han slog dermed Thijs Nijhuis’ rekord på 13.48 min. fra selvsamme løb fra for ét år siden.
Monaco Run i Monaco er efterhånden blevet det sted hvor flere fra den danske topelite årligt tager til for at løbe rigtig hurtigt på 5 km. Anna Emilie Møller (Blovstrød Løverne), Mikkel Dahl-Jessen (AGF Atletik) og Thijs Nijhuis (Viborg AM) har alle slået danske rekorder ved dette løb.
I weekenden var en trio taget afsted til løbet. Det var Axel Vang Christensen (FIF Hillerød), Joel Ibler Lillesø (Bagsværd AC) og Jacob Sommer Simonsen (AGF Atletik). Dog var betingelserne ikke helt de samme som tidligere år, da løbet i år har mistet en stor sponsor. Derfor har man ikke kunnet tiltrække eller invitere den samme mængde løbere på meget højt niveau som tidligere. Det ændrede dog ikke ved, at der stadig var en fin mindre gruppe løbere, der satsede på tider omkring de 14 minutter, hvilket nok passede rigtig godt til de tre danskere.
Fra start af placerede de tre danskere sig i frontgruppen med Joel og Axel helt i front. Første kilometer blev passeret i 2.47 min. Fortsatte de dette tempo jævnt til mål ville det give en sluttid på 13.55 min. De efterfølgende to km blev passeret i 2.44 og 2.50-tempo. Efter de tre km foretog den tidligere U23 verdensmester i triatlon, franske Raphael Montoya, et kraftigt ryk. Axel og svenske Vidar Johansson fulgte begge med. Næste til at sætte et ryk - og det afgørende ryk - var Axel. Axel fik hurtigt et hul på 5-10 meter som han holdt helt til mål. De sidste km blev passeret i 2.44 og 2.37-tempo. Axel vandt dermed dette løb, der de senere år er blevet et eftertragtet sted at løbe hurtigt.
Axel Vang Christensen har i flere år imponeret med sine flotte præstationer. Han slog for alvor igennem på seniorscenen, da han i 2021 vandt DM 10 km foran mange andre af de bedste danske seniorløbere. Axel var dengang blot 16 år gammel. Senere på sæsonen tog Axel sølv på 3000m forhindring til EM U20, og det helt store internationale gennembrud var nok sejren ved EM Cross Country i U20-klassen i december 2021.
Axels næste større mål er DM 10 km i marts måned, hvor han forsvarer sin titel fra sidste år.
Jacob Sommer Simonsen kom ind lige under de 14 minutter i tiden 13.57 min. der også for ham er ny personlig rekord. Joel Ibler Lillesø måtte desværre udgå.
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere