Nyhed fra Dansk Atletik
DM Inde 2022 afholdes i Spar Nord Arena i Skive med Skive AM som vært. Foto: Dansk Atletik.

DM Inde i Skive i weekenden

DM Inde 2022 afholdes i weekenden med Skive AM som vært. Det er i Spar Nord Arena, og med en elite der udvikler sig uge for uge denne indendørs sæson så er lagt op til flere spændende dyster om de danske mesterskabstitler. 24 individuelle titler skal fordeles, og derudover er der to 4x200m stafetter.

Efter et opdelt DM i 2021 med tre forskellige lokationer pga. Corona-restriktioner vender vi nu tilbage til Spar Nord Arena (Engvej 19, 7800 Skive) hos Skive AM, der afholder mesterskabet for 12. gang. Siden sidste DM Inde blev afholdt i hallen er der blevet lagt nyt underlag. 

Af alle 24 individuelle discipliner der konkurreres i til DM Inde, så kommer 57/72 af Top 3 på årsranglisten for hver disciplin (hvor 5 af de 15 fraværende er atleter i USA). I 20 ud af de 24 discipliner kommer den førende på årsranglisten (to af de fraværende er atleter i USA). Hele 5 af dem der har slået danske seniorrekorder i indeværende sæson er tilmeldt: Mathilde U. Kramer (60m), Ida Karstoft (200m), Benjamin Lobo Vedel (400m), Mette Graversgaard (60m H) og Caroline Bonde Holm (stangspring). Der er dog stærk modstand i flere discipliner, så disse forhåndsfavoritter er ikke nødvendigvis garanteret et dansk mesterskab.

Af de 24 forsvarende mestre i de individuelle discipliner, så forsvarer 15 af disse sig til weekendens DM.

LØRDAG 26. FEBRUAR

  • 🙋‍♀️ 12.45 - 60m H indledende Kvinder
  • 13.00 - Åbningsceremoni
  • 🙋‍♂️ 13.30 - 60m H Herrer
  • 🙋‍♀️ 13.35 - Trespring Kvinder
  • 🙋‍♀️ 13.50 - 60m H finale Kvinder
  • 🙋‍♀️ 13.55 - Kuglestød Kvinder
  • 🙋‍♀️ 14.15 - 400m Kvinder
  • 🙋‍♀️ 14.25 - Højdespring Kvinder
  • 🙋‍♂️ 14.45 - 400m Herrer
  • 🙋‍♂️ 15.00 - Stangspring Herrer
  • 🙋‍♀️ 15.20 - 1500m Kvinder
  • 🙋‍♂️ 15.35 - 1500m Herrer
  • 🙋‍♂️ 15.50 - Kuglestød Herrer
  • 🙋‍♂️ 15.55 - Trespring Herrer
  • 🙋‍♀️ 16.05 - 60m indledende Kvinder
  • 🙋‍♂️ 16.30 - 60m indledende Herrer
  • 🙋‍♀️ 17.25 - 60m finale Kvinder
  • 🙋‍♂️ 17.35 - 60m finale Herrer

 

SØNDAG 27. FEBRUAR

  • 🙋‍♀️ 12.00 - 200m indledende Kvinder
  • 🙋‍♀️ 12.30 - Længdespring Kvinder
  • 🙋‍♂️ 12.45 - 200m indledende Herrer
  • 🙋‍♂️ 13.30 - Højdespring Herrer
  • 🙋‍♀️ 13.45 - 3000m Kvinder
  • 🙋‍♂️ 14.15 - 3000m Herrer
  • 🙋‍♀️ 14.20 - Stangspring Kvinder
  • 🙋‍♂️ 15.10 - Længdespring Herrer
  • 🙋‍♀️ 15.30 - 200m finale Kvinder
  • 🙋‍♂️ 15.40 - 200m finale Herrer
  • 🙋‍♀️ 16.00 - 800m Kvinder
  • 🙋‍♂️ 16.15 - 800m Herrer
  • 🙋‍♀️ 16.30 - 4x200m Kvinder
  • 🙋‍♂️ 16.45 - 4x200m Herrer

 

ANDERLEDES AFKRYDSNING

Modsat tidligere mesterskaber foregår afkrydsningen nu anderledes, og det beder vi alle atleter og trænere være opmærksomme på. Afkrydsning skal således nu ske senest 90 minutter før øvelsen starter. På 200m og 3000m for mænd er der deltagere på venteliste - så hvis man som deltagende atlet inden lørdag ved, at man vil melde afbud - så send besked herom straks til sekretariatet så vi kan informere den deltager som så kommer med hurtigst muligt.

DÆKNING

Vi vil forsøge at optage højdepunkterne fra så mange discipliner som muligt og dele det på vores platforme efterfølgende. DM Inde livestreames ikke.

60m - TÆT KONKURRENCE HOS KVINDERNE

På 60m har vi især et meget spændende kvindefelt. Her er det langt fra sikkert hvem der tager sejren. Vi har tre forhåndsfavoritter der allesammen har sæsonbedste inden for 3/100-dele af hinanden. Mathilde U. Kramer (FIF Atletik & Motion) slog tidligere på året ny dansk rekord med 7,31. Det er to atleter kommet meget tæt på. Der er den tidligere rekordindehaver, Astrid Glenner-Frandsen (Sparta Atletik & Motion) og så rekordholderen på 200m, Ida Karstoft (Sparta Atletik & Motion). Glenner-Frandsen har sæsonbedste på 7,33 og Ida Karstoft har sæsonbedste på 7,32. Sidstnævnte overraskede meget ved at vise dette nye niveau på 60m i et løb der blev afholdt 9 dage før startskuddet på 60m til DM lyder på lørdag. Det var ved et stævne hvor Karstoft løb 7,33 og efterfølgende de 7,32. Her slog hun i begge løb netop Mathilde U. Kramer, der fik 7,35 og 7,36.

Hos herrerne har vi et felt der er blevet mindre over sæsonen. Efter sommerens yderst spændende DM finale på 100m så kunne det blive meget tæt her. Men en Simon Hansen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) er skadet, og pga. småskader er det endt med et afbud fra storfavorit og dansk rekordholder, Kojo Musah (Aarhus 1900 Atletik & Løb). Kojo Musah har valgt at droppe resten af indendørs sæsonen for at blive klar til udendørs sæsonen.

Set på sæsonbedste er favoritten så Tobias G. Larsen (Sparta Atletik & Motion), der har præsteret 6,79 som dog blot er 3/100-dele hurtigere end den næstbedste på årsranglisten, Rasmus Thornbjerg Klausen (Sparta Atletik & Løb), der har 6,82. Tredje på listen er Mikkel Johansson (Hvidovre AM) der også har haft en meget flot indendørs sæson hidtil, og som har 6,86. En der også kan gøre sig gældende men som vi ikke ved helt hvor står er lokalhelten, Emil Mader Kjær (Skive AM). Han er ikke noteret for et resultat i år, men meldes i god form. 

60m Hæk - TO VM-KVALIFICEREDE KÆMPER OM TITLEN

På 60m Hæk for kvinder er der to klare favoritter. Det er den danske rekordholder, Mette Graversgaard (Aarhus 1900 Atletik & Løb), og så Mathilde Heltbech (FIF Atletik). Begge har haft deres bedste indendørs sæsoner nogensinde. Graversgaard startede sæsonen ud med at løbe ny dansk rekord på 8,02 i hendes blot andet løb og kvalificerede sig samtidig til VM Inde i marts måned. Hele seks gange har Graversgaard været under 8,10. Det bedste resultat i sidste sæson for Graversgaard var 8,23. Så der er virkelig sket noget. 

Også Heltbech har rykket sig markant. Hun har løftet sit niveau fra 8,36 i 2021 til nu at have en personlig rekord på 8,09. Samtidig har Heltbech kvalificeret sig til VM Inde så vi her nu har to kvalificerede på hækken. Disse præstationer har gjort det muligt for Heltbech at komme med til nogle stævner af international klasse, seneste med et World Indoor Tour Gold stævne i Birmingham hvor hun præsterede en 3. plads. På hækken kan der ske meget, så intet kan siges på forhånd omkring hvem af de to der er den klare favorit. Seedet som nr. 3 på årsbedste er Emma Beiter Bommer (Sparta Atletik & Løb). Beiter Bomme har denne indendørs sæson fokuseret på hæk, og det har været med store fremskridt. Fire gange har Beiter Bomme løbet 60m Hæk i denne sæson. Hun startede ud med 8,42 i første løb og er nu på 8,30 der altså faktisk er bedre end Heltbech personlige rekord i 2021. Det lover godt vælger Beiter Bomme at fortsætte denne satsning.

Hos herrerne er favoritten Sebastian Sund Frandsen (Aalborg AM), der har præsteret personlig rekord i denne sæson med 8,14.

200m - BEGGE DANSKE REKORDHOLDERE TIL START

På 200m har vi begge danske rekordholdere til start. Hos kvinderne har vi Ida Karstoft (Sparta Atletik & Løb) der har forbedret den danske rekord i hvert af de tre 200m løb hun har løbet denne sæson. Fra 23,36 til 23,25 til 23,22 senest ved Nordenkampen den 13. februar. Bliver det mon en fjerde gang den forbedres, og så endda til et DM? Karstoft løber både 60m (lørdag) og 200m (søndag).

Hos herrerne har vi Benjamin Lobo Vedel (Sparta Atletik & Løb). Lobo Vedel har været nogle turbulente år igennem siden han slog den danske rekord med 20,97 i hans nok bedste sæson indendørs tilbage i 2019. Han rejste samme år sidst på sæsonen hjem fra et USA ophold, og har sidenhen skiftet både træningsgruppe og distancer. I 2021 fokuserede Lobo Vedel mere på mellemdistance, men her i 2022 er han gået tilbage til sprinterne, og det har været med meget stort succes. Det er foreløbigt blevet til bedste resultat på 200m indendørs siden 2019-sæsonen, dansk rekord på 400m og kvalifikation til VM Inde på samme distance. Det er altså en ny og forbedret Lobo Vedel vi ser, der her ved DM stiller op på både 200m og 400m, hvor han er favorit på begge distancer. På 400m er der også træningskammeraten, Gustav Lundholm Nielsen (Sparta Atletik & Løb), der også har præsteret personlig rekord indendørs denne sæson med 47,19. 

400m - LOBO VEDEL I SUVERÆN 400 METER FORM

På 400m har vi den netop førnævnte Benjamin Lobo Vedel som favorit hos herrerne, og hos kvinderne er det Annemarie Nissen (Sparta Atletik & Motion), der har sat personlig rekord i to ud af to løb på 400m denne sæson.

800m - TÆT KONKURRENCE HOS KVINDERNE 

På 800m bliver det mere tæt hos kvinderne end det formentlig gør hos herrerne. Dog kan taktiske løb gøre det muligt for mange at være med, så man skal aldrig udlodde noget på forhånd. 

Hos kvinderne har vi tre der er meget tæt på hinanden målt på sæsonbedste. Det er Emma Kiplagat med 2.14,22 (Aarhus 1900 Atletik & Løb), Emma Stentz Hansen med 2.14,76 (Aalborg AM) og Marie Falkebo Jensen med 2.15,63 (Sparta Atletik & Løb). Nogle der ikke har noget resultat i år, men som også kan gøres sig gældende er Annemarie Nissen, der har en personlig rekord så god som 2.08,53 og Louise Jørgensen (Københavns IF) der har en personlig rekord på 2.08,89.

Hos herrerne er favoritten Nicolai Hartling (Sparta Atletik & Løb), der udelukkende har løbet 800m denne indendørs sæson. Det er blevet til tre løb hvor han er gået fra 1.57,37 til 1.54,58 til 1.52,81. Hans personlige rekord er dog nede omkring de 1.50,26 tilbage fra 2016.

1500m - THØGERSEN ER STORFAVORIT PÅ TO DISTANCER

Unge Sofia Thøgersen (Sparta Atletik & Løb) er her den store favorit ligesom hun er det på 3000m’eren. Thøgersen konkurrerer på 1500m lørdag og 3000m søndag. Thøgersen har i denne sæson løbet ét løb på hver distance, hvor det begge gange er blevet til personlig rekord på 4.18,04 på 1500m og 9.16,09 på 3000m. Mathilde Diekema Jensen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) stiller også op på 1500m og kan her udgøre en trussel for Thøgersen. Diekema har en personlig rekord på 4.19,85 men har i år ikke løbet hurtigere end 4.29,13.

Hos herrerne er der kun én løber i år der er kommet under 3.50 på 1500m. Det er Nick R. Jensen (Vejle IF) med 3.46,62 fra Nordenkampen tidligere i februar. Han må være favorit. Og ellers er der Markus Kirk Kjeldsen (SAK-77) der har 3.52,60 der kan være en mulig udfordrer til titlen.

3000m - KAN JOEL IBLER LILLESØ TAGE TITLEN?

På 3000m bliver den nok helt store attraktion unge Joel Ibler Lillesø (Bagsværd AC) der med 7.48,34 tilbage i januar klarede kvalifikationskravet til VM Inde 2022. Joel måtte dog desværre udgå fra et landevejsløb på 5 km for nyligt i Monaco, men vi håber, at Joel er klar til at vise os hvad han kan i Spar Nord Arena til dette DM. Udfordrerne til titlen er forsvarende dansk mester Jakob Dybdal Abrahamsen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) der har 8.02,26 denne sæson men en personlig rekord nede på 7.51,98. I en spurt tog Dybdal titlen sidste år. Så er der også Mikkel Dahl-Jessen (AGF Atletik) som Joel tog guldet lige foran på 5000m til DM i sommer, så Mikkel søger nok revanche fra dengang. Mikkel har 8.03,10 denne sæson og en personlig rekord så god som 7.55,12. En der ikke har en tid i år på 3000m er Andreas Lindgreen (Sparta Atletik & Løb). Han kan bestemt også forventes at gøre sig gældende. Andreas' PR er helt tilbage fra Nordenkampen i 2018 og på 8.10,55.

Hos kvinderne er favorit som sagt Sofia Thøgersen (læs ovenfor under 1500m).

Trespring - JANNE NIELSEN OG TÓRUR MORTENSEN ER FAVORITTER

Hos kvinderne har vi et mindre felt på tre udøvere. Janne Nielsen (Aarhus 1900 Atletik & Løb), Isabell Paprotny (Aarhus 1900 Atletik & Løb) og Kathrine Holst Hahn (FIF Atletik). Janne Nielsen har bedste årsbedste med omkring 43 centimeter, men blev ved sommerens DM overgået af Paprotny. Janne Nielsen har også den danske rekord indendørs, som er på 13,99 meter. Janne Nielsen har de sidste år befundet sig i Paris på et træningsophold med en større gruppe af professionelle springere.

Hos herrerne har Tórur Mortensen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) bedste årsbedste med 14,84 der dog kun er 29 centimeter bedre end Dennis Mägi (AGF Atletik).

Stangspring - KAN BONDE HOLM FORTSÆTTE MED REKORD FOR TREDJE WEEKEND I STREG?

I stangspring skal vi hos kvinderne se en af denne indendørs sæsons store overraskelser. Caroline Bonde Holm (Sparta Atletik & Motion) slog tilbage i 2014 dansk rekord med 4,43. I 2012 deltog hun ved OL. Så har der været 8 ret turbulente år siden 2014, men det lader til, at opskriften på succes nu er fundet. Bonde Holm har vist sig stærkere end nogensinde før og har over de sidste to weekender forbedret hendes egen danske rekord tre gange. Først til 4,44 og så 4,45 og 4,50 ved samme stævne. Det bliver derfor meget spændende at følge stangspringskonkurrencen her. Den 2. seedede er Line R. Jensen (Sparta Atletik & Løb), der også har fået luft under springene. I 2021 sprang hun 4,30 udendørs og denne indendørs sæson har hun slået ny personlig rekord med 4,14 meter. Næst på årsranglisten finder vi Klara S. Loessl (Sparta Atletik & Løb), der også har forbedret sig denne sæson til nu at springe 4 meter. Det har hun gjort hele to gange.

Kuglestød - SKAL SLØK TAGE ENDNU EN DM TITEL?

I kuglestød har vi hos kvinderne mangeårig dansk mester og forsvarende mester, Maria Sløk (Hvidovre AM) og Nickoline Skifter Andersen (Sparta Atletik & Løb), der har stødt præcist det samme bedste resultat denne sæson - 14,26 meter. For Nickoline har det været personlig rekord, mens Sløk har en personlig rekord så god som 16,53.

Hos herrerne er favoritten Kenneth Mertz, der har stødt 15,69 i år.

Længdespring - TAGER PEDERSEN SEJREN?

Her har vi Sebastian Pedersen (Sparta Atletik & Løb) der sidste år sprang 7,97 meter og i år har sprunget 7,76 for nyligt. Han er favorit hos herrerne. Der er dog bestemt også udfordrere til titlen. Vi har bl.a. Andreas Trajkovski (Hvidovre AM), Kasper Larsen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) og Benjamin Gabrielsen (Sparta Atletik & Motion).

Hos kvinderne er lidt mere åbent. Her er Ida Boe Rasmussen (Greve Atletik), der har forbedret sig markant denne sæson og som senest sprang sit bedste resultat ved Nordenkampen med 6,15 der også er dansk årsbedste. Lige inden det nåede Emma Beiter Bomme at være øverst på årsranglisten en uges tid på baggrund af et spring ved DM Mangekamp Inde som hun vandt. Her sprang hun 6,08 meter.

Højdespring - MADS MOOS ER I SIT LIVS FORM

I højdespring er favoritten hos herrerne Mads Moos Larsen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) der netop har sprunget ny personlig rekord til Nordenkampen på 2,11.

Hos kvinderne er der ikke en klar favorit. De tre øverste på årsranglisten ligger inden for 3 cm af hinanden. Der er Klara Schärfe (Sparta Atletik & Løb) med 1,70, så er der Klara Winther Krustrup (Aarhus 1900 Atletik & Løb) med 1,68 og klubkammeraten Nikoline Petersen med 1,67 meter.

FORSVARENDE MESTRE 

Af de 24 individuelle danske mestre fra 2021 forsvarer 15 af dem sig til weekendens DM.

KVINDER

  • ✅ 60m - Astrid Glenner-Frandsen 7,35
  • ✅ 200m - Astrid Glenner-Frandsen 24,19
  • ⛔️ 400m - Sara Slott Petersen 54,16 
  • ⛔️ 800m - Mathilde Diekema Jensen 2.08,08
  • ✅ 1500m - Mathilde Diekema Jensen 4.23,96
  • ⛔️ 3000m - Alberte Kjær Pedersen 9.07,28
  • ✅ 60m H - Mathilde Heltbech 8,41
  • ✅ Kugle - Maria Sløk 14,60
  • ✅ Stang - Caroline Bonde Holm 3,90
  • ✅ Længde - Annette Juma Nielsen 5,92
  • ✅ Tre - Isabell Paprotny 13,04
  • ✅ Højde - Karla Schärfe 1,77

HERRER

  • ⛔️ 60m - Kojo Musah 6,61 DR
  • ✅ 200m - Mikkel Johansson 21,88
  • ✅ 400m - Gustav Lundholm Nielsen 48,22
  • ⛔️ 800m - Benjamin Lobo Vedel 1.49,77
  • ⛔️ 1500m - Andreas Lindgreen 3.50,50
  • ✅ 3000m - Jakob Dybdal Abrahamsen 8.02,96
  • ⛔️ 60m H - Andreas Martinsen 7,99
  • ⛔️ Kugle - Casper Jørgensen 17,67
  • ✅ Stang - Nikolaj Grønbech 4,80
  • ✅ Længde - Sebastian Pedersen 7,77
  • ✅ Tre - Tórur Mortensen 15,37
  • ⛔️ Højde - Marius Hytholm Alex Pedersen 2,04

Seneste nyheder