DM dag 2, ny dansk rekord og VM kval. til Mette Graversgaard
2. dagen af DM i Aalborg bød på flere højdepunkter. Blandt andet havde vi Mette Graversgaard, der på 100m Hæk satte ny dansk rekord med 12.84 og samtidig klarede det direkte kvalifikationskrav til VM. Derudover så vi for første gang nogensinde hammerkaster, Katrine Koch Jacobsen, kaste over 71 meter på dansk grund. Læs nedenfor et referat af hver af lørdagens øvelser.
Se resultater her (statletik.eu / PDF).
Billeder fra DM er her. Det er en forudsætning for, at man kan benytte billeder, at det gøres med tilladelse fra fotograf.
- Christian Jørn
100m Kvinder
Den forsvarende mester, Mathilde U. Kramer (Frederiksberg IF), tog guldet igen i år med et resultat på 11.64 (+0.3). Sølv tog Astrid Glenner-Frandsen (Sparta Atletik & Løb) med 11.76, og bronze gik til Line Holm Jensen (Københavns IF) i en ny PR på 11.88. En af favoritterne til podiet, Louise Østergård (Randers Freja Atletik), kom desværre ikke til finalen, da hun desværre fik en DQ pga. tyvstart i indledende heats.
Ift. EM-kvalifikation så fik både Mathilde og Astrid højst sandsynligt hentet vigtige point. Pt. (uden DM resultaterne) er Mathilde placeret som nr. 42 på rankinglisten til EM og Astrid er placeret som nr. 52. Lige nu har den sidste der er placeret inden for Top 36 (36 atleter er kvoten til EM) 1124 point. Mathilde har 1111 point og Astrid har 1095 point. Det er her et godt resultat til DM kan være med til at hæve den pointscore. Det bliver interessant at følge i den kommende tid hvordan rankinglisten udarter sig. En der er direkte kvalificeret er vores danske rekordholder, Ida Karstoft (Sparta Atletik & Løb), der desværre måtte melde fra til dette DM pga. sygdom.
100m Herrer
100m for herrer var på forhånd forholdsvist utilregneligt ift. at vurdere hvem der ville løbe med guldet. Vores danske rekordholder, Kojo Musah (Aarhus 1900 Atletik & Løb) stillede til start, men har over det sidste stykke tid haft problemer med ryggen, hvorfor det var usikkert hvor han var. Kojos SB var inden DM på 10.42, altså et godt stykke fra hans danske rekord til DM sidste år på 10.14. Og også et godt stykke fra de to øverste på årsranglisten, Frederik Schou-Nielsen (Sparta Atletik & Løb) med 10.24 og Emil Mader Kjær (Skive AM) med 10.25. Begge resultater blev sat til CAG tidligere i juni.
Frederik og Kojo sikrede sig avancement til finalen, men Emil fik i indledende heats desværre problemer med baglåret, så han undervejs måtte sætte tempoet ned, men gennemførte dog. Men intet avancement til Emil. Vi håber, at Emil kan komme sig inden de kommende internationale mesterskaber, hvor han er i spil til at være en del af stafetlandsholdet og pt. også er inden for en kvoteplads på rankinglisten til EM.
I finalen viste Kojo, at selvom sæsonen hidtil ikke har været optimal, så er han klar når det gælder. Med 10.28 og ny SB forsvarede Kojo guldet og sikrede sig vigtige point i forhold til en EM kvalifikation via ranking. Ingen danske herrer er pt. kvalificeret til EM via det direkte krav på 10.16. Men både Frederik Schou-Nielsen, Emil Mader Kjær, Kojo Musah og Simon Hansen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) er pt. inden for Top 36 på rankinglisten (36 atleter er kvoten til EM). De er på listen i den nævnte rækkefølge. Kun tre atleter kan dog udtages. Kojo (der er den tredjebedst placerede dansker) ligger nr. 34 i skrivende stund.
Frederik Schou-Nielsen tog sølv med 10.39 og bronze gik til Tobias Gorgone Larsen (Sparta Atletik & Løb) med 10.62.
Et ungt og meget interessant navn, der var en del af 100m finalen, er 8. placerede Hector Wandt (Sparta Atletik & Løb). Hector er blot 16 år, og er gået fra tidligere i år at løbe 11.21 til at sætte PR fem gange i træk, så hans PR nu er nede på 10.64, der placerer ham som nr. 11 på den danske årsrangliste. Hector er udtaget til at repræsentere Danmark for første gang i landsholdsregi til EM U18 i juli.
100m Hæk
Dagens højdepunkt var 100m Hæk, hvor Mette Graversgaard gav os en ny dansk rekord. Det var forventet, at vi ville se et hurtigt løb, da Graversgaard har haft et imponerende år hidtil med flere danske rekorder og de første sub 13 tider i hendes karriere. I 12.84 (+0.9) forbedrede Mette ikke blot sin egen danske rekord, men klarede også akkurat VM kvalifikationskravet på netop 12.84. Dermed skal vi se Mette konkurrere individuelt til både EM og VM senere i år. Resultatet gav hende endnu et dansk mesterskab. Det er Mettes 7. danske mesterskab i disciplinen siden 2012, hvor hun vandt det første gang.
Sølv tog Mathilde Heltbech (Frederiksberg IF) med en også meget flot tid på 13.28. Bronze gik til Annika Baun Haldbo (Sparta Atletik & Løb), der med 13.81 løb ind i ny PR og forbedrede en næsten 21 år gammel U20 rekord på 13.82 sat af Anne K. Andersen (Aabenraa IG) tilbage i 2001.
110m Hæk
Ved 110m Hæk Danmarsmesterskabet skulle vi for første gang i mange år finde en ny dansk mester efter Andreas Martinsen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) indstillede elitesportskarrieren sidste år ved DM. Tre herrer har i år været under 15 sekunder, og to af disse stillede op til DM i år. Det var forhåndsfavoritten, Andreas Christoffersen (Sparta Atletik & Løb) samt den danske mester fra DM indendørs i år, Sebastian Sund Frandsen (Aalborg AM). 23/100-dele adskilte dem på årsranglisten inden DM, hvor Andreas Christoffersen i år har været hurtigst med 14.49. Sebastian havde inden dette DM meldt ud, at han ville indstille sin sportslige karriere, så mon det ville lykkes med en sidste guldmedalje?
De to forhåndsfavoritter lå i bane ved siden af hinanden. Andreas fik en bedre start end Sebastian, men fra 4. hæk begyndte Sebastian at hente mere og mere ind. Ved den tredjesidste hæk kom det angribende ben op fra dem samtidig, dog med en marginal føring til Andreas. Den føring holdt til mål, og med 2/100-dele i forskel tog Andreas guldet med 14.56. Sebastian kom i hans sidste løb ind i en ny PR på 14.58 og slog dermed en næsten to år gammel PR.
3. pladsen gik til Jonas Bjerremand (Aarhus 1900 Atletik & Løb) med 15.34.
Udover at deltage til DM som aktiv bidrog Sebastian Sund Frandsen også ved at tage billeder, der kan bruges af atleter og klubber mod at kreditere Sebastian. De kan hentes her: fredag (link), lørdag (link) og søndag (link).
400m Kvinder
Af de startende var Anna Øbakke Lange (Sparta Atletik & Løb) den med den bedste SB og nr. 2 på årsranglisten med 55.70. Nr. 1, Annemarie Nissen (Sparta Atletik & Løb), stillede ikke op på 400m uden hække. Det skulle som forventet blive et opgør mellem Anna Øbakke Lange og nr. 3 på årsranglisten, Anne Sofie Kirkegaard (Sparta Atletik & Løb), hvor Anna Øbakke Lange var favorit af de to. Dog formåede forsvarende mester fra 2021, Anne Sofie Kirkegaard, at tage guldet i ny SB på 55.01. Omtrent halvandet sekund senere kom Anna Øbakke Lange med 56.64. Opgøret mellem sølv og bronze blev meget tæt, og kun 1/100-del adskilte de to placeringer. Bronze tog Martha Danneskjold Rasmussen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) med 56.65.
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere -
Unglederakademiet har sat aftryk i atletikkens udvikling
Efter et solidt første hele år gør vi status på Dansk Atletiks unglederakademi og ser frem mod 2025. Hvis du får lyst til at være en del af atletikkens unge netværk er du meget velkommen til at kontakte os.
Læs mere -
Sæsonrevy #7: Betty fik brudt en bedaget rekord
2024 blev på alle måder et særligt år for Betty Marie Ramsgaard. I maj måned slettede hun nemlig den mere end 40 år gamle danske rekord i syvkamp, inden hun nogle uger senere blev student. Nu har den 20-årige Sparta-atlet fuld fokus på atletikken og sommerens U23-EM.
Læs mere -
Sæsonrevy #6: Medaljer, rekorder og en ærgerlig skade
Hun fik afsluttet 2024 særdeles stærkt, men for Sofia Thøgersen bød sæsonen også på en ærgerlig skade, som holdt hende væk fra EM i Rom. Det 19-årige stortalent kan dog se tilbage på en inde-sæson, der bl.a. gav to U20-europarekorder – og frem mod et 2025, som rummer mange interessante ting.
Læs mere