
Abdi Ulad testet positiv for doping
Maratonløberen Abdi Ulad har afleveret en dopingtest, der efter analyse af A-prøven indeholdt spor efter præparatet Trimetazidin.
Det betyder, at Abdi Ulad, der har repræsenteret Danmark internationalt både ved EM, VM og OL, er midlertidig udelukket fra træning og konkurrence, indtil sagen er afsluttet endeligt.
Sagen behandles i henhold til de nationale dopingregler, og strafferammen giver mulighed for udelukkelse fra al idræt i op til 4 år.
Det er Danmarks Idrætsforbunds dopingnævn, der afsiger kendelse i sagen. Nævnet mødes jævnligt og behandler sager, der er indberettet af Anti Doping Danmark.
For Dansk Atletik kommer sagen som en stor overraskelse. Det er mange år siden, at atletikken i Danmark sidst havde en dopingsag.
”Doping er uacceptabelt og må ikke forekomme. Heldigvis har kontrolsystemet fungeret, og vi står nu med en alvorlig sag, som gør os både kede af det og chokerede på atletikkens vegne. Vi kender Abdi Ulad som en seriøs atlet, og derfor er overraskelsen så meget større,” siger Lars Lindstrøm, konstitueret sekretariatsleder i Dansk Atletik.
”I vores daglige arbejde både med de unge og med eliten lægger Dansk Atletik vægt på, at doping ikke hører hjemme i sport. Dansk Atletik har fuld tillid til Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund og det arbejde, der udføres i disse organer for at holde sporten ren for doping,” siger Lars Lindstrøm.
Abdi Ulad valgte at erkende brug af Trimetazidin, da han fik meddelelsen om den positive test, og har efterfølgende valgt ikke at få analyseret b-prøven.
”Jeg har begået en kæmpestor dumhed. Det skulle jeg ikke have gjort, og nu må jeg leve med det overfor min familie, min træner, min klub og mine sponsorer resten af livet. Det har været meget vanskelige dage, fordi jeg har skuffet både mig selv og alle dem omkring mig så meget,” siger Abdi Ulad.
Dansk Atletiks bestyrelse er orienteret om dopingsagen, og her vil man i den kommende tid tage en nærmere drøftelse af forbundets antidoping-arbejde.
”DAF’s bestyrelse vil i den kommende tid tage dialogen med såvel vores klubber som vores eliteaktive og trænerstaben op. Vi skal naturligvis sikre, at der vitterlig kun er tale om en enkelt uheldig episode,” siger Lars Lindstrøm.
”For det er en helt grundlæggende holdning i Dansk Atletik: Doping hører ikke hjemme i atletikken,” tilføjer Lars Lindstrøm.
Abdi Ulad har ikke yderligere kommentarer. Dansk Atletik henviser til konstitueret sekretariatsleder Lars Lindstrøm.
For yderligere oplysninger: Lars Lindstrøm, Dansk Atletik – tlf.nr. 4196 9373.
Seneste nyheder
-
Stort drama på DM-indes første dag
Drama i mændenes 60meter, ny ungdomsrekord i kvindernes og spændende dyster i de tekniske discipliner. Første dag til DM-inde var intens og stemningsmættet.
Læs mere -
Atletik i ugen: Tætte dyster og klare sejre i vente til DM-inde
Alle de største navne har meldt deres ankomst, når indendørssæsonens hjemlige højdepunkt – DM-inde - skydes i gang nu på fredag i Thorvald Ellegaard Arenaens festklædte rammer. Anført af flere EM-profiler står den danske elite for underholdningen, hvor der kan forventes tætte dyster såvel som favoritopvisning.
Læs mere -
"Det handler om overlevelse, ikke selvrealisering"
Jonas Nøhr Bertelsen fra FIF skiftede i januar Frederikbergs stadions røde gummi ud med den røde jord i Iten, Kenya for i tre uger at træne og leve som verdens bedste løbere. Det blev en tur, der både bød på hård træning, kenyansk løbekultur og en invitation til David Rudishas bryllup.
Læs mere -
Tag med til talentcamp i Aarhus til april
Dansk Atletik inviterer talentfulde og motiverede atleter fra årgang 2008-2009 til en inspirerende weekend med træning på højt niveau, fællesskab og inspiration! Det hele finder sted i Aarhus, den 25.-27. april.
Læs mere