
Dansk Atletik får ny direktør
Lars Lindstrøm bliver ny direktør i Dansk Atletik Forbund. Den 43-årige idrætsleder har været konstitueret som chef for sekretariatet siden september i år og DAFs bestyrelse har nu valgt at ansætte ham i den ledige stilling som direktør.
Der er formelt set tale om en opgradering, idet Lindstrøm og hans forgængere har været sekretariatsledere. Og der er en god grund til denne justering, betoner DAF’s formand:
”Lars Lindstrøm har en lang karriere bag sig som træner og sportschef på allerhøjeste niveau, men siden september har han varetaget den administrative ledelse af DAF. I den periode har han overbevist os i bestyrelsen om sine kvaliteter, og det ligger til grund for fastansættelsen som direktør,” siger Simone Frandsen.
Med udpegningen af den ny direktør forventer hun og bestyrelsen i DAF, at forbundet vil komme ind i en periode med stabilitet og masser af energi.
”Vi har i bestyrelsen gennemført et virkelig godt udviklingsforløb i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund for at fastlægge vores strategi for de kommende år. Og her var Lars Lindstrøm også en vigtig medspiller og aktør og underbyggede fornemmelsen af, at han kan skabe og drive en sund udvikling for forbundet,” siger Simone Frandsen.
Direktøren selv er naturligvis glad:
”Jeg har gennem dette efterår opdaget, i hvor høj grad jeg finder glæde ved at være med til at udvikle og løfte et forbund som DAF. Det har jeg håbet på, at jeg kunne få lov til at fortsætte med på fast basis, og derfor er jeg rigtig godt tilfreds med udnævnelsen,” siger Lars Lindstrøm.
Det er hans og bestyrelsens ambition, at DAF i endnu højere grad vil blive oplevet af de 280 medlemsklubber som et forbund, der hjælper, støtter og udvikler de enkelte klubber.
”Vi har en grundlæggende vision om at blive et stærkere forbund, der er det bedste sted for de aktive, ledere og trænere – og så vil vi meget gerne være flere, og dét mål skal Lars være med til at indfri,” siger Simone Frandsen.
Lars Lindstrøm er helt enig:
”Faktisk er det en del af ambitionen og strategien, som vi er tæt på at aftale med DIF, at Dansk Atletik Forbunds medlemsklubber samlet set gerne skulle have flere medlemmer, og at der også gerne må være flere klubber, i løbet af de kommende år. Det ser jeg frem til at skulle være med til at løfte,” siger Lars Lindstrøm.
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere