Tæt på dansk 200 m rekord
Benjamin Lobo Vedel tæt på at slå egen dansk rekord i sæsondebut.
Indendørs sæsonen er for alvor i gang. Årsranglisterne bliver toppet igen og igen disse dage. I Vaxjö var der ved Quality Hotel Games en stor mængde gode danske præstationer. Øverst på listen var Benjamin Lobo Vedel, der var blot 6/100-dele fra sin egen danske rekord i hans hurtigste sæsondebut nogensinde på 200m.
Indendørs sæsonen er som sædvanlig kort, og det er vigtigt at komme godt fra start. En del danske topnavne har været i aktion med sæsondebut i weekenden. Få et overblik her.
Weekendens store samlingspunkt for mange danske topnavne var ved Quality Hotel Games (QHG) i Vaxjö i Sverige. Højdepunktet var Benjamin Lobo Vedel (Sparta Atletik & Løb), der sæsondebuterede på 200m. 21.03 blev resultatet. Det er dansk årsbedste og blot 6/100-dele fra Benjamins egen danske rekord på 20.97.
“Super fin sæsonstart! Hurtigste jeg har haft, selvom jeg havde håbet på at presse min danske rekord lidt længere ned. Det går virkelig godt, og jeg tror jeg er på vej ind i en virkelig spændende sæson. Jeg er i hvertfald i min bedste form nogensinde” sagde Benjamin bagefter.
Næste stævne for Benjamin er World Athletics Indoor Tour Gold stævnet i Karlsruhe den 27. januar og kort efter World Athletics Indoor Tour Gold stævnet i Torun den 8. februar.
FLERE DANSKE ÅRSBEDSTE
Annemarie Nissen løb 400m på 55.26. Ida Beiter Bomme (Sparta Atletik & Løb) deltog i en hel del discipliner. Hun satte dansk årsbedste i længdespring med 5.90. Derudover præsterede hun 8.41 på 60m Hæk, der er ny dansk P22 rekord. En rekord som tidligere var indehavet af Mette Graversgaard (Aarhus 1900 Atletik & Løb) og Mathilde Heltbech (FIF Atletik), så det er fornemt selskab unge Ida Beiter Bomme er kommet i. Benjamin Gabrielsen (Sparta Atletik & Løb) sprang 7.24 i længdespring. Rikke Andersen (Sparta Atletik & Løb) præsterede 1.67 i højdespring, og Nickoline Skifter Andersen (Sparta Atletik & Løb) stødte 14.43 i kuglestød.
Benjamin Lobo Vedels træningskammerat, Gustav Lundholm Nielsen (Sparta Atletik & Løb), var i gang ved et andet stævne. Det var ved CMCM INDOOR MEETING, der er et World Athletics Indoor Tour Bronze stævne afholdt i Luxembourg. Det blev her til en stor PB og dansk årsbedste på 46.57 og en 2. plads der er dansk årsbedste. Gustavs PB før var 47.13 fra 2022, så en forbedring på 56/100-dele. Mathilde U. Kramer (Aarhus 1900 Atletik & Løb), der netop er skiftet klub til Aarhus 1900 Atletik & Løb fra FIF Atletik, var også ved CMCM INDOOR MEETING. Her præsterede hun 7.50 på 60m.
Ved Randers Indoor blev der lørdag sat dansk årsbedste på netop 60m. Det var Mette Graversgaard (Aarhus 1900 Atletik & Løb), der løb 7.47. Også 60m Hæk løb Mette Graversgaard årsbedste på med 8.16.
NANNA BOVÉ RYKKER OP PÅ ALLETIDERS RANGLISTEN
Udover baneløb og tekniske discipliner har vi også haft gang i landevejsløbene. Flere danskere stillede til start ved 10K Valencia Ibercaja i Valencia i Spanien. Nanna Bové (Sparta Atletik & Løb) løb, og hun slog PB med 32:53. Tiden placerer Nanna som nr. 7 på Alletiders ranglisten, kun overgået af Simone Glad (32:47 2016) og Alberte Kjær Pedersen (32:38 2022) i nyere tid.
Dette er dog ikke det første løb for Nanna Bové her i 2023. Den 8. januar debuterede Nanna på 3000m i Malmø. Det blev til 9:19.90, der endda placerer hende inden for en realistisk rækkevidde til en plads på ranglisten mod EM Inde i Istanbul senere på indendørs sæsonen. Her er det direkte krav 8:48, men det er også en mulighed at kvalificere sig via rangliste. Her er Nanna pt. placeret 11 pladser bag kvoten på 24 løbere. Tiden på 9:19.90 placerer Nanna som nr. 6 på Alletiders ranglisten.
Ved landevejsløbet i Valencia var der efterfølgende meget fokus på en i medierne meget omtalt hektisk start. Flere løbere styrtede forrest i feltet ved massestarten. Med løbere bagfra der ville frem, men som ikke kunne se hvad der foregik, blev situationen hurtigt forværret. Danske Mikael Johnsen (AGF Atletik) blev desværre fanget midt i det. Han brækkede fingeren under den kaotiske start og måtte endda undervejs i løbet sætte den på plads. På trods af det fortsatte han og løb sig til en ny PB med en tid på 29:38.
NU VENTER AARHUS
Efter at have deltaget i udlandet vender flere af ovennævnte atleter retur til Danmark for på onsdag at deltage ved World Athletics Indoor Tour Bronze stævnet, Aarhus Sprint’n’Jump, i Aarhus. Det er den 25. juni ved Aarhus Atletik- og Løbeakademi. Se foromtale om det stævne her.
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere