
Dansk Atletik trækker kommunikationsindsatsen tættere på
Camilla Bevensee er ny kommunikationskonsulent i Dansk Atletik.
Med et højt sportsligt niveau, en foranderlig medievirkelighed og stærke klubber, der i mange tilfælde er fremme i skoene på området, er det vigtigere end nogensinde, at Dansk Atletik Forbund har styr på kommunikationsindsatsen og prioriterer kræfterne rigtigt mellem forskellige platforme og formater. Det kræver en strategisk velfunderet indsats, god planlægning og kort vej fra information til formidling, og derfor har forbundet valgt at trække ressourcerne tættere på, så funktionen som kommunikationskonsulent fremover har sit udgangspunkt i Idrættens Hus i Brøndby.
Stillingen som kommunikationskonsulent er pr. 1/4 besat af Camilla Bevensee, der siden december har været projektansat som ansvarlig for arbejdet med den nye hjemmeside, der gik live i starten af maj. Camilla har erfaring som journalist, selvstændig kommunikationskonsulent og som kommunikationsansvarlig i Dansk Orienterings-Forbund, og har selv været aktiv som løber på eliteplan. Hun har en klar vision for arbejdet i DAF, som hun er ansat i en 50% stilling til at varetage.
"Jeg er allerede blevet taget godt imod af dem, jeg har været i kontakt med, og jeg håber at klubber og udøvere fortsat vil bære over med mig, indtil jeg har helt styr på de mange kroge og hjørner af den her komplekse sport. Der er et kæmpe potentiale i atletikken og i forbundet, som jeg er sikker på kan forløses med den rigtige indsats. Vi skal være meget mere synlige på alle platforme, frekvensen skal op og vi skal fortælle de gode historier i de formater vores målgrupper foretrækker," lyder det fra Camilla, der får yderligere ressourcer i form af mindst en, måske to, kommunikationspraktikanter fra og med august måned.
"Det bliver godt at få lidt ekstra kræfter med ombord, da jeg jo kun er ansat på halvtid, og vi har allerede fundet en rigtigt lovende praktikant, der starter i første uge af august. Vi håber på at få en mere med, så vi bliver et lille team, der kan løfte kommunikationen i forbundet sammen," uddyber Camilla.
Kender man en mulig kandidat til en praktikstilling i Dansk Atletik, kan man dele denne side med vedkommende, og opfordre dem til at sende ansøgning og CV på mail til Camilla Bevensee på camilla@dansk-atletik.dk.
Christian Jørn, der tidligere har varetaget kommunikationen i Dansk Atletik Forbund, har valgt at fratræde sin stilling som kommunikationskonsulent med udgangen af maj. Christian Jørn har igennem flere år ydet en stor indsats og sat sit store personlige præg på det der har udviklet sig til en mere tidssvarende kommunikationsprofil end da han startede.
Har man spørgsmål til kommunikationsområdet eller tips til gode historier, er man altid velkommen til at tage fat i Camilla Bevensee på telefon på 2027 8827 eller på mail til camilla@dansk-atletik.dk.
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere