Karen Ehrenreich i mål til den bedste tid på DM maraton i 20 år. Foto: Camilla Bevensee

Ehrenreich og Simonsen danmarksmestre på maraton

Jacob Sommer Simonsen, AGF Atletik, og Karen Ehrenreich, Aarhus 1900 Atletik og Løb, blev danmarksmestre på maraton til det 44. Copenhagen Marathon i dag i København.

Nykårede danmarksmester Jacob Sommer Simonsen, havde inden løbet meldt ud at han gik efter at løbe 2:12:00 på den 42,195 km lange maratondistance, og han lagde hårdt ud i jagten på det der ville have været en ny personlig rekord med mere end to minutter.

Ved halvmaratonmærket var tiden for Jacob på 1:05:55, og det vurderede den hurtige Aarhusianer var en tand for hurtigt til at han kunne holde det i mål.

”Jeg kunne allerede tidligt mærke at vi løb lige til den hurtige side, og da vi rammer halvmaraton på omkring 65 minutter, vidste jeg godt at jeg blev nødt til at tænke mig om. Så jeg slap stille og roligt gruppen og fandt min egen rytme. Jeg havde en krise ude ved 27 km, men får hevet mig selv op, og så lukkede jeg af med det jeg havde. Det var godt nok hårdt de sidste 15 km,” lød det fra Jacob Sommer Simonsen, der endte med en tid på 2:14:46, lige over et halvt minut langsommere end den PR han satte i Valencia i december.

Sølvet i DM-konkurrencen løb Jacobs klubkammerat Rune Bækgaard i mål til, med en tid på 2:18:56.

”Jeg synes det var en rigtig hård omgang og det blev rigtigt varmt efter 10 km. Jeg føler ikke helt at jeg har benene fra starten, men jeg lagde kontrolleret ud og forsøgte at holde den hjem. Jeg kunne mærke at andenpladsen var sikker, og jeg kunne godt fornemme at Jacob var et godt stykke foran, så det handlede bare om at hænge i og sørge for at få væske, så jeg kunne holde hele vejen hjem. Lige nu er jeg selvfølgelig skuffet over ikke at vinde, men sådan er det nogle gange,” fortæller Rune Bækgaard i mål.

Mark Olsen, Hechmann Racing Club, løb i mål til en flot bronzemedalje i tiden 1:19:44.

”Jeg er overrasket, jeg havde ikke troet at jeg ville komme under 2:20:00 i dag, så jeg er meget tilfreds med tiden, især i den her varme,” lød det fra Olsen i mål.

 

Bedste DM-maraton tid i 20 år

Og varmen var en faktor, der også spillede en rolle blandt de bedste danske kvinder, hvor Karen Ehrenreich løb sig til en suveræn sejr i kvindernes DM-konkurrence i tiden 1:35:02.

”Under de her omstændigheder, er jeg glad for mit løb. Jeg lagde for hårdt ud i forhold til forholdene der er i dag, og fik det alt for varmt til sidst. Jeg løb selv efter de 21 km, og det blev rigtigt hårdt,” lød det fra Ehrenreich da hun kom i mål, til en tid, der er den hurtigste DM-maraton tid siden Gitte Karlshøj løb 2:34:59 i 2003. 

Karen lå undervejs med splittider omkring 3.33 pr. km, og hun var forbi halvvejs på en tid lige under 75 minutter. Varmen satte dog ind, da de bedste løbere havde løbet omkring 10 km, og den satte sig på Karens tider, der endte med km-tider omkring 3.50. 

"Jeg ville gerne have løbet bedre, men jeg er godt tilfreds med tiden, når jeg lagde så hårdt ud," fortalte Karen i mål, hvor hun vandt med mere end 10 minutter. 

Sølvet gik på kvindesiden til NBRO’s Stine Schønning, der løb over målstregen i tiden 2:45:10. Kamilla Sofie Vallin, VO2RC, løb sig til bronzemedaljen i DM-konkurrencen i tiden 2:46:47.

 

U23 guld til Camilla Huus Pedersen, AGF Atletik, og Oskar Habeck, FIF Atletik

I DM-konkurrencerne for mænd og kvinder under 23 år, løb Camilla Huus Pedersen fra AGF Atletik ind til en sejr hos kvinderne i tiden 3:20:31, mens Oskar Habeck, FIF Atletik, vandt herrernes konkurrence i en tid på 3:07:37.

Der var ikke yderligere kvinder tilmeldt i den unge klasse, men hos herrerne gik U23-sølvet til Kevin Holm-Jensen, der løb på 3:28:38, mens bronzen gik til Victor Heinecke, Fjordløberne, der kom i mål i tiden 3:35:57.

 

Hurtigste maraton af en kvinde på dansk jord 

Der var udover DM-konkurrencen, et stærk elitefelt til start på Copenhagen Marathon, hvor hurtigste kvinde satte ny løbsrekord og løb den hurtigste tid på maraton på dansk jord af en kvinde nogensinde. Rodah Chepkorir Tanui fra Kenya løb over målstregen i tiden 2:23:14, og satte samtidig personlig rekord med 2 minutter og 32 sekunder. 

Hos herrerne var der også et stærkt opbud af hurtige løbere i elitefeltet, hvor Solomon Kirwa, også fra Kenya, tog sejren i en tid på 2:09:12. 

Alle resultater fra Copenhagen Marathon kan findes på løbets hjemmeside: Copenhagen Marathon 2023

Seneste nyheder