"Vi forventer god stemning og hård konkurrence"
Der er store forventninger til niveauet, og ikke mindst stemningen, ved weekendens nordiske mesterskaber i atletik på Østerbro Stadion, hvor lige under 100 danske atleter skal konkurrere mod nogle af de bedste nordiske udøvere fra kl. 13.00 lørdag 27. maj og kl. 11.00 søndag 28. maj.
Lørdag og søndag går det løs, når næsten 300 atleter fra Danmark, Sverige, Norge, Island og Finland stævner sammen på Østerbro Stadion i København, hvor Sparta Atletik og Løb står for at arrangere det første nordiske mesterskab i atletik nogensinde.
Selvom det er tidligt på sæsonen, er niveauet højt i de fleste startfelter, og i den danske landsholdsledelse forventer de god stemning på stadion og god matching fra de nordiske naboer.
"Vi forventer at det bliver nogle hårde, men sjove konkurrencer i weekenden. Vi har et stort hold med, og det betyder at den danske eliteatletik er virkelig bredt repræsenteret. Der kommer til at være rigtig god stemning på stadion, og det bliver nogle fede rammer at være i, for både atleter, trænere og tilskuere," lyder det fra elitechef Mikkel Larsen, der sammen med sine landstrænere, har udtaget 89 danske atleter til pinsens nordiske mesterskaber i København.
Det er første gang at der afholdes et individuelt nordisk mesterskab i udendørs atletik, når konkurrencerne går i gang på lørdag 27. maj kl. 13.00, og elitechefen håber at det ikke bliver sidste.
"Det er meningen at det her mesterskab ikke skal være en engangsforestilling, men noget der kommer tilbage igen og igen. Den stemning og det niveau der kommer til at være på Østerbro i år, kommer til at underbygge muligheden for og viljen hos de andre nordiske lande til at holde fast i et nordisk mesterskab i atletik hvert år," fortæller Mikkel Larsen.
Den gode stemning er ikke bare en faktor i forhold til at få en hyggelig weekend, den giver også atleterne bedre muligheder for at præstere deres bedste og lave gode resultater i de mange forskellige discipliner, der er på programmet til NM.
"Hvis der er god stemning på stadion og atleterne kan mærke suset, giver det dem energi til at kæmpe lidt ekstra for det," forklarer Mikkel Larsen og fortsætter:
"Der er en helt anden energi, når atleterne er afsted i landsholdsregi, og de knap 100 danske atleter betyder virkelig god stemning på stadion. Både atleterne imellem og på tværs af landene. Det plejer at være både seværdigt og sjovt at være en del af. Atleterne bruger også lidt mere tid på at heppe på hinanden, når de er så mange afsted og der er en større fællesskabsfølelse, som vi håber publikum også vil være med til at bakke op om, når de kommer på stadion."
Flere medaljehåb
Med et så stort dansk hold, kan det selvsagt ikke blive til medaljer til dem alle, men ifølge elitechefen, håber landstrænerne på at kunne hive en del metal med hjem på hjemmebane.
"Det er svært at sige hvor mange medaljer vi går efter, men vi forventer at flere af vores atleter, der er seedet til podie, også leverer og tager en titel. For mange af vores bedste internationale navne, er det stadig meget tidligt på sæsonen og de skal lige i gang. Når det er sagt, går de altid efter at vinde, når stiller til start og der vil være en del prestige i at blive nordisk mester, selvom det ikke er et gammelt stævne med en masse traditioner," fortæller elitechefen og fremhæver at der er endnu mere på spil for de mange unge atleter, der får chancen for at få international erfaring ved mesterskabet.
"Vi har en stor gruppe dygtige U20 og U23 atleter med, der jagter kvalifikationer til sommerens U-mesterskaber, U23 EM i Finland i juli og U20 EM i Israel i august. For dem er det en unik mulighed for at få international konkurrenceerfaring, da de ikke har lige så nemt ved at komme med til de store stævner på World Touren, som de allerbedste og mere erfarne atleter har," forklarer Mikkel Larsen.
Nordic Athletics Championships 2023 har fået World Athletic's bronze label og det er vigtigt for både de unge atleter, dem der er lige under toppen og de bedste, at der er World Tour point på spil til mesterskabet.
"At der point på spil, gør at flere atleter fra de nordiske lande vil prioritere mesterskabet og det er også vigtigt for mange af vores atleter, der går efter at kvalificere sig til de store ting i år og næste år. Uanset, er vi glade for opbakningen fra de andre nordiske lande. Vi har et fælles mål om at gøre weekenden til en god oplevelse for alle og vi håber at mange vil bakke op om det," afslutter elitechef Mikkel Larsen.
Det er gratis at komme ind og se de nordiske mesterskaber i atletik på Østerbro Stadion, man skal simpelthen bare møde op.
Konkurrencerne starter kl. 13.00 lørdag d. 27. maj og kl. 11.00 søndag d. 28. maj.
Følg med i Nordic Athletics Championships 2023
Det bedste du kan gøre for at følge med, er at komme på stadion på Østerbro og se det hele live i virkeligheden, og på egen krop opleve den gode stemning - det er gratis, du skal bare møde op.
Har du ikke mulighed for at komme til København, er du heldig at hele molevitten bliver streamet LIVE fra Østerbro på Atletik TV.
Sendetider
Lørdag 12.55 – 16.50
Søndag 11.00 – 15.00
Link til livestreaming: Atletik TV
Roster Athletics appen er din bedste ven i forhold til detaljerede resultater, mens vi på Dansk Atletiks Instagram, også dækker kokurrencerne live i 'stories'.
Deltagerliste til NM finder du her: Nordic Athletics Championships 2023 - Participants
Programmet for weekenden kan ses i denne nyhed: Deltagerliste og tidsskema til NM på Østerbro er klar
Startlister kommer i Roster Athletics appen.
Lidt statistik på det første individuelle nordiske mesterskab i udendørs atletik nogensinde
De lige knap 90 atleter der trækker i de rød/hvide-farver i weekenden, kan virke som rigtigt mange, men vores svenske naboer er faktisk lige lidt flere, med 91 udøvere i gul/blåt til start på Østerbro. Norge har en holdstørrelse på 58 atleter, Finland 48, mens Island stiller småt, men godt, med 12 af atlantens sønner og døtre.
Kønsfordelingen er 148 til 145 i kvindernes favør, og hele syv af dem hedder Sara. Der er til gengæld ni Andreas'er, og hos mændene er 18 atleter fra årgang 2002. Hos kvinderne er den største årgang repræsenteret, dem født i år 1998 og det gælder også for 18 udøvere.
Den yngste deltager til NM er 16-årige Klara T. Bjerregaard fra Danmark, der skal springe stangspring, mens den ældste atlet er svenske Oscar Janson, der er to måneder fra at runde 48 år også stiller op i stangspring.
Der kommer til at være flest atleter på kvindernes 100 m hæk, hvor 16 atleter skal i konkurrence, mens der både i mændenes 100 m og 400 m stiller 14 atleter til start.
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere