
Royal Run har givet flere medlemmer i løbeklubberne
Den landsdækkende løbefest hjælper tilsyneladende på medlemstallene i de danske atletik- og løbeklubber. Nye tal viser, at flere danskere vælger at snøre løbeskoene i fællesskab med andre, efter aktiveringindsats frem mod Royal Run.
Med mere end 93.000 deltagere i henholdsvis Aabenraa, Herning, København/Frederiksberg, Nyborg og Nykøbing Falster, er flere blevet grebet af løb og de fællesskaber, der følger med i kølvandet på den løbefest Royal Run har været. Efter den 29. maj, hvor en målrettet aktiveringsindsats kulminerede med en rekordstor deltagelse ved det royale motionsløb, har 47 personer meldt sig ind i syv forskellige klubber rundt omkring i Danmark.
Ni udvalgte, mindre klubber var med i Dansk Atletiks aktiveringsindsats, hvor interesserede kunne træne op til Royal Run i et uforpligtende træningsfællesskab, der altså resulterede i nye medlemmer i syv af klubberne. I flere klubber har de relativt få medlemmer betydet en procentvis stor fremgang, og det er fantastisk at se at indsatsen på den måde har båret frugt.
Størst og mest imponerende fremgang har der været i Sunds GF, der holder til nord for Herning. Motionsafdelingen er vokset betydeligt i forhold til deres størrelse. De er gået fra at være en lille gruppe løbsentusiaster til at byde 10 nye medlemmer velkommen efter Royal Run. Motionsafdelingen har oplevet stor succes med at få opbygget et fællesskab, hvor opvarmningen var zumba, efterfulgt af løb eller gang i forskellige grupper.
Herning Løber, der hører under HGF Atletik, tilbød et 12 ugers gratis træningsforløb i optakten til Royal Run. Fællestræningen skulle introducere løb på en mere spiselig måde til nybegyndere såvel som mere garvede løber. Alle niveauer var velkomne, for der blev taget hensyn til folks ønsker om distance – og der blev også oprettet gå-hold med stor tilslutning.
Opskriften på succes
Årsagen til deres succes mener Josefine Mølgaard, der er træner og bestyrelsesmedlem i Herning Løber, skyldes timing: ”Det kan noget at få folk i gang. Det handler om at gribe folk, når muligheden er der” fortæller hun.
Selvom Herning Løber var opmærksomme på risikoen ved, at den gratis træning kunne resultere i svingende engagement fra deltagerne, var det ikke noget, der ramte dem - hverken undervejs eller efterfølgende. Tværtimod er Herning Løber vokset med mere end 15 medlemmer siden april som følge af Royal Run. Det betød, at de stillede med et 50 personer stort hold til Midsommerløbet, der blev afviklet i Sunds d.13. juni 2023.
Tallene viser samme tendens i andre klubber rundt omkring i landet, som ligeledes har oplevet stor tilslutning til deres fællestræninger, gå- og løbehold i optakten til Royal Run. Mange af klubberne oplever desuden, at det påvirker deres medlemstal i en positiv retning. I hvert fald for en periode.
Josefine Mølgaard fra Herning Løber tror, at engagementet hos nye løbere kan opretholdes, hvis der er mulighed for flere gode løbeoplevelser i løbet af året: ”Det hjælper, når folk får en ordentlig introduktion til løb og motion på den her måde. Vi tror det hjælper med flere løb og flere arrangementer, der får folk afsted og noget at træne sig op til” fortæller hun.
Næste års Royal Run bliver afholdt igen 2. pinsedag 2024.
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere