
12 talenter tager turen til det europæiske ungdoms-OL
Dansk Atletik og DIF sender et særdeles talentfuldt hold til European Youth Olympics Festival, som åbner i Slovenien den 23. juli. Selvom alle atleter blot er 16 eller 17 år gamle, finder man i truppen hele tre medaljevindere fra DM-ugen.
Dansk atletik vender stærkt tilbage ved European Youth Olympics Festival i Maribor (SLO) om små tre uger. I fjor var der et sammenfald med EM-U18, idet EYOF 2021 grundet corona-aflysning var blevet udskudt et år. I stedet blev førstnævnte prioriteret med en stor trup. Nu falder legene igen i et ulige år, og på forbundets vegne kunne Mikkel Larsen i dag tirsdag offentliggøre et glædeligt stort hold til årets europæiske ungdoms-OL.
"Seks piger og seks drenge kommer til at repræsentere Dansk Atletik, og vi er selvsagt glade for igen at kunne sende atleter af sted til det fælles danske EYOF-hold på tværs af idrætter. Det kommer til at give de unge atleter unik international erfaring på deres videre talentrejse," understreger sportschefen.
Danske U18-rekorder er med i bagagen
Det er en trup med kvalitet på hylden. Hele tre medaljevindere fra senior-DM er bl.a. med, nemlig guld- og sølvvinderne fra kvindernes 200 meter: Frederikke Voss Vestergaard og Celina Hagihara, mens bronzevinderen i diskoskast, Anne Juul Jensen, naturligvis også figurerer blandt de udtagne atleter. Den 17-årige bornholmer forbedrede sidste tirsdag i Odense sin egen danske U18-rekord to gange. Det sidste kast på 51.41m har kun én europæisk U18-atlet gjort bedre i denne sæson.
Joel Frederik von d’Ahe deltog ikke ved DM, men fik forinden debut ved European Team Championships, hvor han forbedrede U18-rekorden på 400 meter hæk. En rekord, som Nicolai Hartling satte ved netop EYOF, hvor han tilbage i 2011 blev nr. 4.
Truppen tæller andre hurtige navne, og dermed er der basis for at stille med et stærkt hold på 1000 meter stafet, hvilket også er tilfældet hos pigerne.
"Et par af udøverne kan formentlig kæmpe med om medaljer, mens andre står på den store scene i rødt og hvidt for første gang. Jeg tror på, at flere af dem kommer til at gøre sig gældende i toppen, og jeg ved, at de alle kommer hjem fra EYOF med en oplevelse for livet - og forhåbentlig appetit på meget mere international atletik," slår Mikkel Larsen fast.
Den danske trup til European Youth Olympics Festival 2023
Drenge
Christian Andersson (Greve Atletik) – 100 meter & 1000m stafet
Adam Skytte (Københavns IF) – 200 meter & 1000m stafet
Carl Bäckström (Amager AC) – 400 meter & 1000m stafet
Joel Frederik von d'Ahe (Sparta) – 400m hæk & 1000m stafet
Daniel K. Pedersen (Randers Freja) – højdespring
Lance Christian Aabo (Herlufsholm GF) – længdespring & 1000m stafet
Piger
Celina Hagihara (Københavns IF) – 100m & 1000m stafet
Frederikke Voss Vestergaard (Aalborg AM) – 200m & 1000m stafet
Klara Bjerregaard (Randers Freja) – stangspring & 1000m stafet
Anne Juul Jensen (Viking Atl.) – diskoskast
Nynne Gaarde Høgsbro (Frederiksberg IF) - hammerkast
Aurora Suarez Alvarez Thostrup (Sparta) – syvkamp & 1000m stafet
Stab
Charlotte Beiter Bomme - holdansvarlig
Rasmus B. Kjær - træner
Andreas Thordahl - træner
Fakta om European Youth Olympics Festival (EYOF)
- Et europæisk ungdoms-OL for aldersklassen 14-18 år (for atletikkens vedkommende 16-17 år).
- Afvikles i Maribor, Slovenien d. 24-29. juli 2023 med 12 sportsgrene repræsenteret. Det er den 17. udgave af legene.
- Afholdt hvert andet år siden Bruxelles 1991 (med Esbjerg som vært i 1999). I 2025 er tjekkiske Brno vært for legene.
- I hver individuel atletikdisciplin må hvert land kun stille med én deltager.
Link
- Arrangørens hjemmeside
- Dansk medaljehistorik
Seneste nyheder
-
Atletik i ugen: EM U23, Diamond League og formstærk Simon Hansen i London
Efter et par stille uger på konkurrencefronten går det for alvor løs i slutningen af juli. Perioden indledes torsdag den 17. juli med EM for atleter under 23, og her stiller Danmark med et udvalgt hold, hvor medaljedrømme ikke er urealistiske.
Læs mere
Inden da løber Danmarks hurtigste mand, Simon Hansen, i London og med den form han er i, kan man måske også tillade sig at drømme om en ny dansk rekord. -
De første danske atleter udtaget til VM
Årets største atletikbegivenhed er VM i Tokyo i september. Det hold, der skal kæmpe for de danske farver begynder at tage form, og i dag har dansk atletik udtaget de fire første atleter til VM.
Læs mere -
Her er holdene til EM, EYOF, World University Games og U20 NM
Der bliver en travl juli for de unge danske atleter. Hele fire internationale ungdomsstævner løber af stablen i sommermåneden startende med U23 EM, efterfulgt af ungdoms OL (EYOF), World University Games og U20 NM. Vi offentliggør løbende holdende som de udtages. Følg med her.
Læs mere -
Styrk dine trænerkompetencer ved European Athletics Coaching Summit
Dansk Atletik tilbyder tre stipendier til trænere, som ønsker at deltage i European Athletics Coaching Summit Series. Ansøg senest den 17. august.
Læs mere