
EM-U23: Torsdag morgen går det løs - følg med her på siden
De kommende dage kommer det til at handle om EM-U23 i Finland, hvor Dansk Atletik har sendt en trup med 16 atleter af sted. Allerede torsdag morgen skal de første tre navne i aktion, og det hele kan følges via live-streaming og daglige opdateringer her på hjemmesiden.
U18, U20 og U23. Europas bedste i de tre aldersgrupper skal i den kommende tid kæmpe om medaljer, og det er de ældste, som lægger ud, når finske Espoo frem til søndag er vært for EM-U23. Selvom dansk atletik er kommet på præmieskamlen ved de seneste seks udgaver af mesterskabet, er målsætningen ikke medaljer i denne ombæring, men et par placeringer i top-8.
”I år er det nok i de to yngre klasser, at vi har vore største medaljeforhåbninger, men vi har et stort hold med i Finland. Alle er klar og velforberedte, så nu handler det om at levere på selve dagen. Al erfaring fortæller os, at selvom man seedningsmæssigt ligger et stykke fra en finaleplads, kan man med en optimal præstation tit klare cuttet,” lyder det fra sportschef Mikkel Larsen, der vil følge mesterskabet fra den hjemlige base, mens landstræner og holdleder Carsten Bomme styrer slaget i det finske.
Imødeset comeback til Joel Ibler Lillesø
Som regerende U20-europamester på 5000 meter må 19-årige Joel Ibler Lillesø betegnes som holdets største profil. Vejen til EM har dog budt på forhindringer i form af skader. Efter en fin indendørssæson med bl.a. sejr på 3000 meter ved Nordenkampen og deltagelse ved EM-inde Istanbul, pådrog stortalentet sig en ærgerlig skade i det tidligere forår, men er nu klar til at gøre comeback i det, der bliver hans første konkurrence denne sæson. Bagsværd-løberen ankommer direkte fra højdetræningslejr i St. Moritz.
”Jeg er virkelig spændt på at se Joel i aktion, vel vidende at der er en vis usikkerhed om hans øjeblikkelige form. Men meldingen er, at han igen er fit for fight,” siger sportschefen om det imødesete comeback – i en direkte 5000 meter-finale, som usædvanligt nok afvikles fredag formiddag kl. 11.30 lokal tid. Ser man på personlige rekorder, overgås danskeren kun af den dobbelte U23-europamester i cross, briten Charles Hicks.
Joel Ibler Lillesø efter triumfen ved EM-U20 for to år siden. (Deca Text&Bild)
Højeste seedning på sæsonbedste har Tazana Kamanga-Dyrbak på 100 meter. Den 21-årige Sparta-sprinter placerer sig som nr. 5 med de 10,23, som han løb på i netop Finland for små fire uger siden, mens han sidste lørdag fik en fin generalprøve med 10,38 i Schweiz. Martha D. Rasmussen, der vandt bronze ved EM-U20 for to år siden, er denne gang seedet som nummer ni. Aarhus 1900-atleten skal altså løbe helt op til sit bedste - og meget vel lidt til -, om drømmen om en finaleplads på 400 meter hæk skal gå i opfyldelse.
Tazana kommer i aktion allerede torsdag formiddag, mens to andre Sparta-atleter - Karla Schärfe og Liv Winther - åbner den danske indsats lidt inden i hhv. syvkamp og hammerkast.
Topatletik i fire dage
For atletikfans er der al mulig grund til at følge konkurrencerne via live-streaming. Udover de danske atleter, er flere store internationale navne med som garanter for topatletik. Det gælder bl.a. verdens hurtigste 800 meter-løber denne sæson, briten Keely Hodgkinson, som sigter efter titlen på den halve distance, såvel som Litauens Mykolas Alekna i diskoskast og den norske tikæmper Sander Skotheim - to name a few.
"Jeg synes, at der er historisk mange store navne med denne gang, men mesterskabet ligger også rigtig godt placeret i forhold til VM sidst i august," vurderer Mikkel Larsen.
Seneste nyheder
-
Stort drama på DM-indes første dag
Drama i mændenes 60meter, ny ungdomsrekord i kvindernes og spændende dyster i de tekniske discipliner. Første dag til DM-inde var intens og stemningsmættet.
Læs mere -
Atletik i ugen: Tætte dyster og klare sejre i vente til DM-inde
Alle de største navne har meldt deres ankomst, når indendørssæsonens hjemlige højdepunkt – DM-inde - skydes i gang nu på fredag i Thorvald Ellegaard Arenaens festklædte rammer. Anført af flere EM-profiler står den danske elite for underholdningen, hvor der kan forventes tætte dyster såvel som favoritopvisning.
Læs mere -
"Det handler om overlevelse, ikke selvrealisering"
Jonas Nøhr Bertelsen fra FIF skiftede i januar Frederikbergs stadions røde gummi ud med den røde jord i Iten, Kenya for i tre uger at træne og leve som verdens bedste løbere. Det blev en tur, der både bød på hård træning, kenyansk løbekultur og en invitation til David Rudishas bryllup.
Læs mere -
Tag med til talentcamp i Aarhus til april
Dansk Atletik inviterer talentfulde og motiverede atleter fra årgang 2008-2009 til en inspirerende weekend med træning på højt niveau, fællesskab og inspiration! Det hele finder sted i Aarhus, den 25.-27. april.
Læs mere