EYOF (4.-5. dag): Fejende flot løb giver guld til Joel
Joel Frederik von d’Ahe vandt fredag en overlegen sejr på 400 meter hæk efter et perfekt disponeret løb – den blot tredje danske guldmedalje i legenes historie. Hans vindertid 51,79 er ikke bare ny dansk U18-rekord, men også den hurtigste i klassen i Europa denne sæson. På stafetten satte pigerne også U18-rekord, men ligesom hos drengene blev det ikke til en plads i finalen.
Dansk guld i et brag af en 400 meter hæk-finale. Med et perfekt udført løb sørgede 17-årige Joel Frederik von d’Ahe for, at den danske indsats ved EYOF efterlod et flot, gyldent skær.
Nok løb Sparta-atleten stærkt i tirsdagens indledende heat, men det skete i et teknisk dårligt løb med flere væltede hække undervejs. Fredag havde han lært af fejlene, og leverede nu en nærmest perfekt præstation i rekordtiden 51,79 sekunder – næsten et sekund foran den græske sølvvinder.
”Jamen, det var et helt optimalt løb. Taktikken var ikke at brage afsted, men i stedet løbe med håndbremsen trukket i starten – og ikke komme for tæt på hækkene, som det var tilfældet i det indledende heat. Det lykkedes til fulde. Jeg vidste godt, at han kunne nærme sig 52,00 i et optimalt løb, men 51,79 - det havde jeg ikke lige set komme,” lyder det fra holdleder Charlotte Beiter, der også er personlig træner for det store talent.
Joel havde fra start den fordel, at han havde udsyn til sine to formodet stærkeste konkurrenter på banerne til højre for ham. Ved 200 meter var de klart foran, men så satte danskeren et effektivt ryk ind. Ved 300 meter var han oppe på siden af dem, og på den sidste langside lagde han for alvor afstand.
I Sara Slott Petersens fodspor
Den tredje danske guldmedalje i legenes historie var en realitet. På nær to dage er det præcis 20 år siden, at Sara Slott Petersen ved legene i Paris kom til tops, inden Andreas Trajkovski i 2009 fulgte op med guld i længdespring.
Dagens guldvinder kunne også have stillet op i tikamp, men elitechef Mikkel Larsen havde givet træner og atlet lov til selv at vælge.
”Det blev altså hækken, og det var nok et meget godt valg, som vi traf. Vi vil fortsat træne i tikamp, i hvert fald en sæson mere. Så må vi se. Dagens præstation taler nok for, at Joels fremtid er som hækkeløber,” vurderer Charlotte Beiter.
U18-rekord på 1000 meter stafet
Bare halvanden time senere skulle guldvinderen i aktion igen. Her løb han uden spor af træthed den tredje tur på medley-stafetten, hvor den danske kvartet blev samlet nr. 11 ud af 18 i 1:55,65 min.
Forinden løb pigerne stafet, og her kæmpede Klara Bjerregaard trods smerter i foden sig heroisk igennem første tur. Celina Hagihara kunne krydse målstregen i 2:14,06, og dermed slog holdet U18-rekorden, som et rent Sparta-hold satte ved DMU for otte år siden. Det rakte dog ikke til finale, og dermed resterer blot lørdagens afslutningsceremoni for det danske hold.
Sidste danske atlet i aktion, Daniel K. Pedersen, levede op til sit bedste i den direkte højdespringsfinale ved at klare 1.99 meter i tredje forsøg, inden de 2.03 – én cm over PR – blev endestation for Randers-atleten.
Torsdag sluttede Nynne Høgsbro som nr. 11 i den direkte hammerkastfinale med 57.82 meter i tredje runde, mens Aurora Thostrup endte på 14. pladsen i syvkampen på 4578 point.
European Youth Olympic Festival – Maribor (SLO) 24-29. juli
Resultater 5 & 6.dag
Drenge
400 meter hæk finale
1. Joel Frederik von d’Ahe DEN 51,79s – DANSK U18-REKORD
2. Vladimiros Andreadis GRE 52,70s
3. Savva Novikov EST 53,02s
Højdespring (direkte) finale
1. Elijah Pasquier FRA 2.12m
9. Daniel K. Pedersen DEN 1.99m
(1.90: O - 1.95: O - 1.99: XXO - 2.03:XXX)
(14 deltagere)
1000 meter stafet indl.
Heat 1
1. Ungarn 1:54,98 min. Q
4. Danmark 1:55,65
(Christian Andersson - Adam Skytte - Joel Fr. von d'Ahe - Carl Bengtström)
(samlet nr. 11 ud af 18)
Piger
1000 meter stafet indl.
Heat 1
1. Frankrig 2:09,25min Q
7. Danmark 2:14,06 - DANSK U18-REKORD
(Klara Vestergaard – Aurora Thostrup – Frederikke Vestergaard – Celina Hagihara)
(samlet nr. 17 af 21)
Hammerkast (direkte) finale
1. Pinja Karja FIN 67.29m
11. Nynne Høgsbro DEN 57.82m
(x - 52.00 – 57.82)
(17 deltagere)
Syvkamp
1. Sarolta Maria Kriszt HUN 5830 point
14. Aurora A. S: Thostrup 4578 point
(100m hæk: 15,22 (PR) - højde: 1.54 - kugle: 11.10 - 200m: 26,08 / Længde: 5.16 - Spyd: 29.29 - 800m: 2:34,24)
(18 deltagere)
Alle resultater
Seneste nyheder
-
Kom til JUMP festival i Aarhus
Jump Festival 2024 er et nyt træningstiltag i Dansk Atletik til U16-U18 atleter (årgang 2010-2009-2008-2007), der gerne vil udvikle deres tekniske færdigheder i spring. Læs mere her og del meget gerne invitationen med relevante deltagere i klubberne!
Læs mere -
Status i forbindelse med revision af DAFs love
Som opfølgning på den høringsfase, der har fundet sted i forbindelse med bestyrelsens forslag til revision af DAFs love, følger her en status fra bestyrelsen.
Læs mere -
Løberens efterårsmagasin er på gaden
Vores samarbejdspartner – Løberen - har netop udgivet deres halvårsmagasin. Her finder du blandt andet et spændende interview med Jacob Sommer Simonsen, som Løberen talte med lige inden afrejse til Berlin.
Læs mere -
Talent- og elitesetup i 2025-2028 Olympiaden
Med OL i Paris i historiebøgerne, og banesæsonen 2024 afsluttet, så markerer det også overgangen til en ny Olympiade frem mod OL i Los Angeles i 2028.
Læs mere