
VM-løber strejfer drømmegrænse på vej til dansk rekord
Bare én dag efter sin VM-udtagelse kvitterede Annemarie Nissen med ny dansk rekord på 800 meter: 2:00,10 minutter.
800 meter-løberen Annemarie Nissen viste tirsdag VM-form med ny dansk rekord på 800 meter: 2:00,10 minutter – en forbedring af hendes egen rekord med et lille halvt sekund. Det skete ved Monotet Grand Prix-stævnet i finske Tampere, hvor den 29-årige Sparta-løber blev nr. 2, kun slået af lokalfavoritten Eveliina Määttänen med 11 hundrededele af et sekund.
”Det blæste ret meget på stadion i dag, så på forhånd troede jeg det ikke muligt, selvom jeg vidste, at formen var til en rekord. Men så tæt på VM; det er bare et perfekt tidspunkt. Jeg har haft mange løb denne sæson, men jeg er typen, der skal konkurrere mig i form,” lyder det fra Nissen, der på lørdag i Manchester har en sidste start før VM.
Tre rekorder på 50 år
Danske rekorder på kvindernes 800 meter er ikke hverdagskost. Siden Annelise Damm Olesen løb 2:01,77 ved OL i München, er det – inklusive dagens forbedring – kun sket tre gange.
”Det giver mig virkelig blod på tanden at være så tæt på drømmegrænsen to minutter,” siger Annemarie Nissen, der trænes af Michael Jørgensen.
Danske rekordforbedringer på kvindernes 800 meter siden 1970
2:01,77 Annelise Damm Olesen (Hvidovre IF) – München 31-08-72
2:00,97 Karen Gydesen (Aarhus 1900) - Helsinki (FIN) 29-06-94
2:00,58 Annemarie Nissen (Sparta) - Pápa (HUN) 06-09-22
2:00,10 Annemarie Nissen (Sparta) – Tampere (FIN) 08-08-23
Vilde PR-forbedringer af Heltbech & Bomme: 13,09 - 13.22
For to uger siden viste Mathilde Heltbech (FIF) topform, da hun i Østrig løb 13,10 og 13,13 på 100 meter hæk - dog med for kraftig vind. Trods blæst i Finland lagde vinden sig før B-finalen, og det benyttede hun sig af ved at vinde i 13,09 (+0.7) - en PR-forbedring på hele 0,18 sekund. Emma Beiter Bomme (Sparta) fulgte efter på 2. pladsen, og huggede en endnu større luns af sin bare tre dage gamle PR, som nu lyder på 13,22. Begge er nu med afstand de to hurtigste danske kvinder i disciplinen nogensinde - efter Mette Graversgaard.
Simon Hansen blev 5'er i A-finalen på 200 meter i 20,86 - fra den svære bane 1. Det ville have været nyt dansk årsbedste, men medvinden blev her målt til så meget som 4.5.
Monotet Grand Prix – Tampere (FIN) 8. august
800 meter K
1. Eveliina Määttänen, Finland 1:59,99 minutter
2. Annemarie Nissen, DK-Sparta 2:00,10 DANSK REKORD
3. McKenna Keegan, USA 2:00,14
100 meter hæk K B-finale (+0.7)
1. Mathilde Heltbech, DK-Sparta 13,09 PR
2. Emma B. Bomme, DK-Sparta 13,22 PR
200 meter mænd A-finale (+4.5)
1. Thomas Summers GBR 20,59w
5. Simon Hansen DK-Aarhus 1900 20,86w
Resultatlink
Seneste nyheder
-
Atletik i ugen: EM U23, Diamond League og formstærk Simon Hansen i London
Efter et par stille uger på konkurrencefronten går det for alvor løs i slutningen af juli. Perioden indledes torsdag den 17. juli med EM for atleter under 23, og her stiller Danmark med et udvalgt hold, hvor medaljedrømme ikke er urealistiske.
Læs mere
Inden da løber Danmarks hurtigste mand, Simon Hansen, i London og med den form han er i, kan man måske også tillade sig at drømme om en ny dansk rekord. -
De første danske atleter udtaget til VM
Årets største atletikbegivenhed er VM i Tokyo i september. Det hold, der skal kæmpe for de danske farver begynder at tage form, og i dag har dansk atletik udtaget de fire første atleter til VM.
Læs mere -
Her er holdene til EM, EYOF, World University Games og U20 NM
Der bliver en travl juli for de unge danske atleter. Hele fire internationale ungdomsstævner løber af stablen i sommermåneden startende med U23 EM, efterfulgt af ungdoms OL (EYOF), World University Games og U20 NM. Vi offentliggør løbende holdende som de udtages. Følg med her.
Læs mere -
Styrk dine trænerkompetencer ved European Athletics Coaching Summit
Dansk Atletik tilbyder tre stipendier til trænere, som ønsker at deltage i European Athletics Coaching Summit Series. Ansøg senest den 17. august.
Læs mere