EM-U20 (2. dag): Valentin Jensen 5’er i 100 meter-finalen
Det danske sprinthåb sluttede tirsdag aften som en flot nr. 5 i 100 meter-finalen på en dag, hvor kuglestøder Mads Krogsgaard sørgede for endnu en dansk finaleplads.
Selvom en 5. plads i en EM-finale på 100 meter er sjældent godt i dansk sammenhæng, havde Valentin Jensen håbet på mere. Den 18-årige Sparta-løber var med fremme i medaljekampen et godt stykke ad vejen, men måtte på det afgørende stykke se sig glide ned som nummer fem i 10,45 (+0.6). Helt fremme vandt Marek Zackrewski i 10,25, polsk U20-rekord, mens Isak Hughes sørgede for svensk sølv i 10,31 – 0,04 foran briten Sean Anyaugo.
"Valentin får i dag nok den bedste start af de tre, som han haft haft hernede. Men så kommer han til at spænde lidt op, kommer ikke rigtig fri. Jeg er dog sikker på, at han vil være glad og stolt, når han har sovet lidt på det. Lige meget hvordan vi vender og drejer det, er en 5. plads i en EM-finale virkelig flot," lyder det fra træner Lars Pedersen, der også hæfter sig ved, at det danske sprinthåb i fjor ved EM-U18 på samme stadion blev slået ud i semifinalen.
"Har han i år forbedret sig fra 10,72 til 10,33. Der er virkelig sket meget, og der er mere at komme efter. Men nu handler det om stafetten."
4x100 meter løbes torsdag med både indledende og finale samme dag, og her får Valentin første tur.
"Hvis skifterne ellers kører som håbet, så vurderer jeg, at der er potentiale til en finale," slutter Lars Pedersen.
Krogsgaard klar til finale
Kuglestøder Mads Krogsgaard Nielsen fortsatte stimen af stærkt glædelige danske resultater, da han tidligt om formiddagen klarede en finaleplads. På forhånd lå det i kortene, at det kunne gå begge veje for EM-debutanten fra Esbjerg AM, der var seedet som nr. 10 ud af 23. En 10. plads var imidlertid netop, hvad han klarede med et stød på 17.75 i anden omgang. Selvom der kun var fem cm ned til den 12. og sidste finaleplads, var han reelt sikker på finalen inden sit sidste – overtrådte – forsøg.
Altså en fornem EM-debut, som dermed ikke er slut endnu. Samtidig fik han revancheret sig for NM-U20 for nylig, hvor han som topseedet endte som nr. 4. Nu bliver han den første mandlige danske kuglestøder i en international finale siden Kim Christensen ved EM 2012. En finale, der afvikles allerede onsdag morgen kl. 8.05 dansk tid, og som tegner til at blive tysk domineret. Europaranglistens to bedste, Schulz & Schober, var således de eneste to, der klarede det direkte finalekrav på 19.50 meter.
Syvkæmper ender på 14. plads
Betty Marie Ramsgaard gik ind til 2. dagen af syvkampen med et lille pointforspring ift. sin egen danske U20-rekord. Med 5.73 i længdespring – en lille halv meter fra resultatet i rekordserien – stod det dog klart, at det ikke ville blive til nogen rekord i denne omgang. 32.04 i spydkast betød yderligere pointtab, inden hun sluttede af med en udmærket 800 meter i 2:20,16. Slutscoren på 5179 point giver EM-debutanten en placering som nr. 14 og – ikke mindst - god mesterskabserfaring.
Allerede onsdag morgen får den danske mester i længdespring mulighed for at forbedre dagens resultat i favoritdisciplinen, når hun springer kvalifikation sammen med de andre specialister. Her er hun seedet 10-11 blandt de 27 deltagere.
Onsdagens program (dansk tid)
7.05 Betty Marie Ramsgaard - længdespring
7.56 Sofus Vølund – Tikamp /100m (kl. 8.30: længde – 11.00: kugle – 15.20: højde – 19.37: 400m)
8.01 Mads Krogsgaard Nielsen – kuglestød finale
17.52 Jónas G. Isaksen – 400 meter finale
18.20 Sofia Thøgersen – 1500 meter finale
(live streaming)
EM-U20 – Jerusalem d. 7.-10. august
2. dag
Mænd
100 meter finale (+0.6)
1. Marek Zackrewski POL 10,25 NR-U20
2. Isak Hughes SWE 10,31
3. Sean Anyaugo GBR 10,34
5. Valentin Jensen DEN 10,45
Kuglestød kval.
1. Lasse Schultz GER 20.00 Q
10. Mads Krogsgaard Nielsen DEN 17.75 q
(17.47 – 17.75 - X)
Kvinder
Syvkamp
1. Sandrina Sprengel GER 5928
14. Betty Marie Ramsgaard DEN 5179
(14,05s PR – 1.50m – 11.54m – 25,38s PR / 5.73m – 32.04m – 2:20,16min)
(19 deltagere)
Resultatlink
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #4: En svær sæson, men Ida nåede i mål
Hun fik opfyldt målet om at nå til OL, og undervejs forbedrede hun sin egen danske rekord, men så var en ujævn og svær sæson også forbi. Efter en vellykket operation i akillessenen krydser Ida Karstoft nu fingre for, at hun i 2025 igen kan løbe stærkt.
Læs mere -
Sæsonrevy #3: Uldbjerg øjner en stor sæson
Han slettede Mogens Guldbergs 33 år gamle 1500 meter-rekord og markerede sig stærkt ved VM-inde. Udendørssæsonen sluttede imidlertid, inden den var begyndt. Nu er Kristian Uldbjerg Hansen omsider klar til at fortsætte, hvor han slap, og går det som håbet, bliver 2025 et stort år.
Læs mere -
Søg Hjortens Legat 2025
Nu har sjællandske klubber igen mulighed for at søge Hjortens Legat. Ansøgningsfrist søndag den 19. januar 2025.
Læs mere -
Ændring til statistikføring af landevejstider på Statletik
Fra 1. januar 2025 går Statletik over til at registrere landevejsresultater baseret på nettotider. Dette gælder for personlige rekorder og andre resultater på profilerne samt ranglister. Danske rekorder i senior og U23-klassen vil fortsat blive noteret på bruttotid, mens masters fortsætter med at registrere deres rekorder på nettotid.
Læs mere