EM-U20 (4. dag): Thøgersen fuldbringer komplet medaljesæt med bronze på 5000 meter
En uventet skade satte stafetholdet ud af spil efter et rekordløb i det indledende heat. Til gengæld svigtede Sofia Thøgersen ikke ved at vinde endnu en medalje – én af bronze på 5000 meter -, mens EM-debutanten Sofus Vølund leverede en næsten pletfri præstation i tikampen med en samlet 9. plads.
Med en bronzemedalje på 5000 meter fik Sofia Thøgersen igen sat et stærkt aftryk på EM-U20. Tidsskemaet tillod ikke den 18-årige spartaner at løbe 3000 i stedet for 5000 meter, og dermed blev det ved sidste distance. Her viste det lettiske fænomen, Agate Caune, sig dog for stærk. Thøgersen forsøgte fornuftig vis at løbe sit eget løb, men den forventede sølvmedalje endte dog med at blive af bronze under svære vejrforhold. Tyskeren Kira Weis havde disponeret godt, og endte med at snuppe sølvet fra danskeren, mens Caune helt fremme vandt i mesterskabsrekord med hele 47 sekunder ned til tyskeren, der igen var tre foran danskeren.
Med bronzemedaljen har Sofia Thøgersen nu på bare to år vundet fem EM-medaljer i U18 - og U20-klassen. Og med 3. pladsen fik stortalentet fra Sparta også fuldendt medaljesættet efter sølv på 1500 meter i går, bare en halv time efter Isaksens triumf på mændenes 400 meter.
Dansk rekord på stafetten
Torsdagen startede ellers optimalt med en dansk U20-rekord på 4x100 meter. Gårsdagens guldvinder, Jónas G. Isaksen, havde ikke gode ben fra morgenstunden af, og det gav chancen til reserven Carl Bruce Aabo, som på sidste tur modtog depechen på fineste vis fra en anden færing, Eiri Glerfoss, og bragte den i mål i 40,07. Det var ikke bare en forbedring af den juniorrekord (40,60), som var sat ved Junior-VM i 2012, men såmænd også en forbedring af U23-rekorden (40,12) fra Bydgoszcz 2017 med bl.a. Kojo Musah og Kristoffer Hari på holdet.
Isaksen blev desværre ikke klar til aftenens finale, og da Hector Wandt under opvarmningen blev skadet, måtte hækkeløberen Vilhelm Krüger pludselig springe til. Han kom dog ikke rigtig i aktion, idet førsteturens Valentin Jensen lige før skiftet pådrog sig en fiberskade eller forstrækning. Holdet gennemførte heroisk i en ligegyldig tid bare for at se, at rekorden fra det indledende heat havde rakt til sølv.
Næsten pletfri serie fra Vølund
Den optimale tikamp er nærmest en umulighed. Sofus Olivarius Vølund forfulgte den dog med succes, da han efter 2. dagens første øvelse 110 meter hæk - hvor han med 14,28 var ganske tæt på PR - for første gang i karrieren fik slynget diskossen over 40 meter. 41.36 landede den på, og dermed var han pludselig foran sin egen rekordserie. I stangspring blev det dog til 3.80 efter tre nedrivninger på 4.00 meter, og dermed blev der sat smuds på en ellers pletfri præstation. 53.00 i spydkast var til gengæld Sparta-atletens næstbedste nogensinde. Med en 1500 meter i 4:48,95 – under et sekund fra PR - sluttede han dog fornemt af, og viste et potentiale, som danske mangekampsfans med længsel har sukket efter i mange år. Den endelige score lød på 7524 point, og det rakte til en samlet 9. plads – snublende tæt på en placering i top-8.
"Det blev en meget varm og lang dag for Sofus. Han var simpelthen tappet for energi i stangspringskonkurrencen, fik slet ikke nok søvn efter en lang 1. dag," opsummerer hans træner, Charlotte Beiter Bomme, det. "At han alligevel løber helt op til sin PR på 1500 meter, er bare flot.
Elitechef: ”Vi kan ikke være andet end tilfredse”
”Det har været et rigtig tilfredsstillende mesterskab. Endnu engang får vi bekræftet, at vi har en stærk årgang med i år, og med hele tre medaljer kan vi ikke være andet end tilfredse. Værd at bemærke er, at en stor del af udøverne også har mulighed for at være med næste år i U20-klassen. Jeg noterer mig også, at vore atleter møder velforberedte og dermed konkurrencedygtige op. Adskillige personlige rekorder understreger dette," lyder det fra elitechefen.
"Ingen tvivl om, at Jonas stjæler overskrifterne med sit internationale gennembrud med guld og nordisk rekord på 400 meter, men udover værdifuld erfaring og læring til de unge atleter, noterer jeg mig også en træner/leder-trup, som kommer med god energi, og som kan rejse tilbage med masser af værdifuld erfaring og viden. Vi havde satset på at få flere af de trænere med, som netop arbejder med denne årgang i klubber, kraftcentre og på talentlandsholdet. Det var godt givet ud, tror jeg.”
EM-U20 – Jerusalem 7.-10. august
4. dag
Mænd
4x100 meter
Finale
1. Schweiz 39,87
8. Danmark 52,82
Indledende
Heat 2
1. Holland 39,98 Q
2. Danmark 40,07 Q - dansk U20 & U23 rekord
(V. Jensen – H. Wandt – E. Glerfoss- C. B. Aabo)
Tikamp
1. Amadeus Gräber GER 8209
9. Sofus Olivarius Vølund DEN 7524
(10,83w – 6,97m (PR) – 14.23m – 1.95m – 49,09s / 14,28s – 41,36m (PR) – 3,80m – 53.00m – 4:48,95min)
Kvinder
5000 meter finale
1. Agate Caune LAT 15:03,85 CR
2. Kira Weis GER 15:50,36
3. Sofia Thøgersen DEN 15:53,08
Resultatlink
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere