
VM (3. dag): Caroline ender på 4.35 i historisk stærk kvalifikation
Caroline Bonde Holm var uhyre tæt på at klare 4.50 meter, men i en stangspringskvalifikation med historisk højt niveau havde det langtfra været nok til finale. Alligevel tager den danske rekordholder noget positivt med fra det VM, som var hendes første i 12 år.
Det begyndte lovende med 4.20 og 4.35 i første forsøg. Så blev overliggeren hævet til 4.50. Det lå lidt i luften, at en finaleplads måske kunne hives hjem med denne højde klaret i første forsøg. Her kom imidlertid det første X i protokollen for Caroline Bonde Holm. En ny, klar nedrivning fulgte i anden omgang, inden hun i sidste forsøg fik tingene til at stemme, men, ak, overliggeren blev revet ned. Slutfacit: 4.35 og en placering som 24-26 – et par pladser bedre end seedet.
”Det er selvfølgelig enormt ærgerligt at være så tæt på 4.50, så jeg er lidt skuffet, men omvendt kan jeg kun være tilfreds efter den optakt, jeg har haft. Og de 4.50 havde jo alligevel ikke været nok. De andre var bare bedre,” udtalte en fattet stangspringer efterfølgende til DR Sporten.
Og de andre var virkelig gode i dag. Det direkte finalekrav på 4.65 viste sig for en sjælden gangs skyld at være sat præcist, for i alt kom 12 springere over pågældende højde. Et historisk højt niveau.
Et højere bundniveau
Trods det at være langt fra en plads i finalen, tager Caroline noget positivt med fra VM.
”Jeg glæder mig over, at mit bundniveau er blevet hævet. Det giver mig mod på mere. Nu handler det om OL næste år, og her skal jeg ud og samle point. Jeg har stadig et par stævner tilbage i år, hvor jeg håber på at kunne score nogle point, så mit udgangspunkt er bedre inden næste sæson.”
4.55 blev det til ved EM sidste år, 4.45 ved EM-inde i marts, og altså nu 4.35 meter. Resultater, som alle er bedre end de 4.25, som før comebacket for få år siden var hendes højeste spring ved et stort mesterskab.
VM - Budapest 19-27. august
3. dag
Stangspring kval.
=1. Katie Moon USA 4.65 Q
=1. Nina Kennedy AUS 4.65 Q
=1. Robeilys Peinado VEN 4.65 Q
=1. Wilma Murto FIN 4.65 Q
(i alt 12 springere klarede finalekravet)
24-26. Caroline Bonde Holm 4.35
(4.20: O - 4.35: O - 4.50: XXX)
(37 deltagere)
Resultatliste
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere